Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skyhøje billetpriser til Regan Vest: Længe ventet museum bliver måske Danmarks dyreste

Det bliver nu kritiseret, at billetpriserne til den underjordiske koldkrigsbunker i Rold Skov er skruet så højt op, at det vil få social slagside, da mange slet ikke vil have råd.

For to uger siden åbnede Nordjyske Museer for salget af billetter til atombunkeren Regan Vest nær Gravlev. Interessen har været enorm, og billetterne er blevet revet væk. Det på trods af, at billetpriserne er meget høje. Flere er nu begyndt at kritisere Nordjyske Museer for at skrue priserne alt for højt op.

En af dem, der er kritisk overfor den høje entrèpris er Sandi Jellesen, som er byrådsmedlem for Den Sociale Fællesliste i Rebild Kommune, hvor det ny museum ligger.

- Vi er en familie på fem, og det vil så koste os over 1300 kroner at komme ind. Det tror jeg ikke, at vi kommer til prioritere sådan i den nærmeste fremtid, siger Sandie Jellesen.

Billetpriserne begynder ved 270 kroner per snude for et besøg på Regan. Inklusive blandt andet en stor velkomstbygning har det kostet tæt på 80 millioner kroner at omdanne bunkeren til museum. Til sammenligning skal en voksen give 125 kroner for et besøg på Skagens Museum eller Kunsten i Aalborg.

Også på Facebook får priserne en hård medfart.

Entrépriser til andre nordjyske attraktioner

Til sammenligning koster en voksenbillet til andre nordjyske attraktioner:

Kunsten - 125 kroner

Skagens Museum (2023) - 125 kroner

Aalborg Historiske Museum - 60 kroner

Vikingemuseet Lindholm Høje - 90 kroner

Springeren Maritimt Oplevelsescenter - 110 kroner

Rebildcentret - 95 kroner

- Jeg er godt klar over, at det ikke er alle, som har en pengepung til det her. Men hvis vi sammenligner med andre museer og attraktioner, så rammer vi meget godt prisniveauet, siger direktøren for Nordjyske Museer, Lars Christian Nørbach, der dog ikke kan nævne ét museum i hele landet, som har en højere billetpris.

Selv om billetprisen er høj, så mener museumsdirektøren godt, man kan forsvare den.

- Vi må kun være et vist antal personer i bunkeren ad gangen, og gæsterne kan let fare vild i de 5500 kvadratmeter, som anlægget breder sig over. Så vi er nødt at have guider, der viser rundt, forklarer Lars Christian Nørbach som en af forklaringerne på billetprisen.

Museumsgæsterne får altså ikke lov til at bevæge sig rundt på egen hånd i det store bunkeranlæg. De bliver lukket ind i grupper på 10 personer.

Prisen burde kun være det halve

Simon Mikkelsen fra Hobro

Rebild Kommune har støttet museet i den underjordiske atombunker med over fem millioner kroner, så nu ærgrer det Sandie Jellesen, at Regan Vest går hen og bliver vel nok Danmarks dyreste museum.

- Her i kommunen slår vi på, at kulturen skal være for alle. Med de her priser bliver det jo langt fra sådan, siger hun.

Staten har støttet det ny museum med 20 millioner kroner, og Aalborg Kommune med fire millioner kroner, men mange nordjyder vil ikke få glæde af de skattekroner, der er blevet brugt. TV2 Nord har i indkøbscentret City Syd i Aalborg mødt flere, som er afskrækket af de høje billetpriser.

- Mig og mine fire børn bliver hjemme. Det er for dyr en fornøjelse, siger Heidi Quist Nielsen fra Sønderholm.

- Prisen burde kun være det halve, siger Simon Mikkelsen fra Hobro.

Om Regan Vest

REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5500 kvadratmeter stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde i af en atomkrig. Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbne for offentligheden.

Bunkeren rummer lægeklinik, regeringskontorer, indkvarteringsfaciliteter og meget andet. Alt står uberørt, og bunkeren er stadig fyldt med det originale interiør.

Det samlede anlægsbudget er på godt 78 mio. kr.

Foruden selve bunkeren og familien i maskinmesterboligen kan besøgende se en koldkrigsudstilling i den nyopførte velkomstbygning tæt ved bunkeren. Her udstilles blandt andet genstande fra atombombningen af Hiroshima i 1945.

Kilde: Nordjyske Museer

Billetsalget viser dog, at der trods alt er en del, der vil betale prisen. Da billetterne kom til salg 1. november, blev der på bare et døgn solgt mere end 5000 billetter. 

Museet kan besøges fra 13. februar 2023.


Læsø er den eneste kommune med gratis skolemad: Nu får flere muligheden

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Frokostordningen på Læsø koster kommunen en halv million kroner årligt.

- Det er godt, at flere får den samme mulighed. Vi har været rigtig glade for det, lyder det fra Karsten Sandau, der er skoleleder på Læsø Skole.

I mere end et år har Læsø Skole haft en madordning, der siden dens tilblivelse har været intet mindre end en succes for både børn og voksne.

Og nu skal mere end 20.000 børn nyde godt af det samme, efter Finansloven er faldet på plads.

- For os betyder det jo, at der ikke er nogle elever, der går sultne rundt på gangene. Det er rigtig godt, at flere elever landet over får samme mulighed, siger Karsten Sandau.

Om det lige er Læsøs model, der har dannet grobund for forslaget er uvist, men der er nogle råd, som han mener, skolerne bør tænke over, når de implementere ordningen.

- Det handler om at have en pragmatisk tilgang til at løse de udfordringer, der vil komme. Sørg for at handle i tide, så man kan tilpasse skemaer og arbejdstider, lyder det fra skolelederen.

Der kommer fællesskab og glade børn

Læsø Skoles gode oplevelse er noget, han håber kan give andre skoler lysten til at arbejde hårdt for madordningen.

Se inslag om skolemad på Læsø, da vi besøgte øen sidste år.

- Selvom vi er en lille skole, så sidder vi jo cirka 130 voksne og elever i samme lokale. Det skaber et fællesskab og et rum for samtaler, som ikke var muligt på samme måde før, fortæller Karsten Sandau.

Han siger samtidig, at eleverne får mere energi og koncentrationsevne, når man på den måde sikrer sig, at alle får noget at spise.

- Samtidig sørger man jo for, at vores mest fornemme opgave bliver fuldført: at der er lige muligheder for alle. I større kommuner end vores, oplever man nok, at flere børn end hos os, møder op i skole uden madpakke, det problem løser man jo, lyder det.

Skolen på Læsø overvejer i skrivende stund at udvide madordningen, så børn kan være helt madpakkefri.


Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv var et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.


Skinnebrud i Vendsyssel: Ingen tog på strækningen før lørdag morgen

Foto: René Ryom

Nedbruddet forventes først at være repareret lørdag morgen.

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.


Det er nøjeren! Emil og Mikkel møder mor til døde tvillinger

Emil og Mikkel Trier tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Youtube-tvillingerne Emil og Mikkel Trier får sig flere ubehagelige oplevelser, da de er gæster i tv-programmet ’Er der nogen?’

De sidder i et kulsort lokale på hver deres stol med ryggen mod hinanden.

Der er i en stor teatersal på Det Hem'lige Teater i Aalborg.

Der er ingen forestilling. Stolerækkerne er tomme, og der er bælgragende mørkt.

Det eneste lys er det, der er i det måleudstyr, der står foran tvillingerne Emil og Mikkel Trier.

Det registrerer ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, hvis et spøgelse eller en ånd er i nærheden.

Se tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:

Flere hundrede døde

Tvillingerne Emil og Mikkel Trier, der blandt andet er kendt fra Forræder og Youtube, er taget med spøgelsesjæger Mikkel Egelund på spøgelsesjagt på Det Hem'lige Teater.

- Det er nøjern, siger tvillingerne flere gange.

Stedet var efter anden verdenskrig en flygtningelejr for tyske flygtninge.

Og i løbet af 1940'erne år døde angiveligt flere hundrede mennesker i lokalerne.

Emil Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Flere af de døde flygtninge går igen ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, blandt andre pedellen Niels, der hang sig selv på loftet, og en lille pige, der griner og græder.

Men så er der også Erna.

Mikkel Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Erna var en gravid kvinde, der ankom til stedet i marts 1945.

Hun ventede sig tvillingedrenge, som Emil og Mikkel Trier, men begge tvillinger døde under fødslen, og det gjorde Erna også.

Mikkel Egelund vil forsøge at lokke hende frem med Mikkel og Emil Trier som lokkemad.

Og måske virker det.

I hvert fald ringer dødsklokken foran Emil igen og igen i det mørke lokale. Og ingen rører ved den.

- Jeg blev faktisk født død, men blev genoplivet, fortæller Emil Trier undervejs.

Se, hvordan spøgelsesjagten går i tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:


Hold på hat og vanter: Det bliver hamrende koldt i dag

Foto: Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Arkivfoto

Hvis du ikke allerede har fundet vinterjakken og halstørklædet frem, så er fredag morgen en rigtig god anledning til det.

For selvom solen kommer til at stå højt på himlen her i starten af dagen, så er får Nordjylland 'varmt kakao-vejr' udenfor.

- Der er temperaturer helt ned til minus otte grader med sne og isglatteveje rundt om i Nordjylland, lyder det fra Andreas Nyholm, meterolog og vært på TV 2 Vejret.

Se hele vejrudsigten her:

En bidende kold dag

Selvom det dog bliver en anelse varmere op ad dagen, så bliver vi altså omkring frysepunktet, og der kan komme sne flere steder efterhånden som vi når eftermiddagstimerne.

- Ud på aftenen vil der dog komme en opklaring, men også en tiltagende vind, fortæller Andreas nyholm.

Går du derfor glip af den varme kakao her til morgen, så er der stadig rig mulighed for at hygge med det i aften, hvor temperaturen igen går et godt stykke i minus.

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i dit område? Spørg Solvej Vindblæs!

Vejret tre timer frem
Vejret senere