På denne nordjyske grillbar har ejeren fundet opskriften på succes
I 20 år har Motorvejsgrillen ved Haverslev-afkørslen taget kampen op mod store fastfood-giganter som McDonalds, Burger King og Sunset Boulevard.
Årets første dag er især travl for den lille biks, der ligger glemt ind mellem de store kæder, og det er der en god grund til.
- Det handler om, at vi har noget mad, de andre ikke har. Jeg tror også, at det har noget at gøre med, at vi er gode til at lave lidt større portioner her. Man får noget for pengene, og man bliver mæt, lyder det fra grillejer Karina Tvede Gøttler.
Se hele indslaget her:
Her er hemmeligheden
Selvom konkurrencen kun er blevet hårdere år efter år, har Karina Tvede Gøttler en sund forretning, som kunderne valfarter til.
Det er især grillens berømte ribbenssandwich, der lokker nordjyderne til.
- Hemmeligheden er, at det er en steg, der kommer direkte fra ovnen, som vi lægger op på pladen og skærer direkte fra, fortæller grillejeren.
Faktisk har de seneste års ankomst af Burger King og Sunset Boulevard også været med til at øge omsætningen for Motorvejsgrillen, fastslår Karina Tvede Gøttler:
- Alle de store giganter trækker folk op fra motorvejen, og så er der nogen, der ser, at man også kan få en hotdog, og det vil de egentlig hellere.