Knivdrab ved tankstation: To bandemedlemmer idømt 12 års fængsel - den ene udvises
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To mænd er blevet dømt skyldige i drabet på en 35-årig mand, som fandt sted ved Haverslev for cirka et år siden.
To mænd med tilknytning til rockergrupperingen Satudarah er torsdag blevet kendt skyldige i drabet på en 35-årig mand.
Den 29-årige Kion Hjaltalin Bertelsen og 25-årige Mohammad Omar Rayeq er torsdag formiddag blevet fundet skyldige i et drab på en 35-årig mand. Og torsdag eftermiddag blev de begge dømt til 12 års fængsel, mens den 25-årige, der er afghansk statsborger, desuden også blev udvist for bestandigt.
De to unge mænd nægtede sig skyldige i drabet, men Retten i Aalborg var ikke i tvivl. Det var nemlig et enigt nævningeting, der afgjorde det.
- Den ene erkender sig skyldig i uagtsomt manddrab, fordi han mener, at det var et uheld. Men de er begge dømt for at have begået forsætligt manddrab, hvilket er en meget mere alvorlig forbrydelse, siger specialanklager Kim Kristian Kristensen til TV2 Nord.
- Sagen har været speciel ved at flere vidner har været utrygge, og det har selvfølgelig påvirket nogle af de forklaringer vi har fået i retten, så i den forstand har sagen været speciel, siger specialanklageren til TV2 Nord efter strafudmålingen.
Skænderi udviklede sig til drab
Drabet fandt sted den 12. september 2018. Politiet modtog anmeldelsen om et voldsomt slagsmål med knivstik i Industriparken i Haverslev.
Da politiet ankom til Industriparken, fandt de den 35-årige mand hårdt såret ikke så langt derfra. Han blev tyve minutter senere erklæret død af knivstik.
Politiet eftersøgte umiddelbart to mænd med tilknytning til den hollandske rockergruppering, Satudarah. De to mænd, som altså er dem, der i dag er dømt skyldige i drabet, meldte sig selv til politiet tre dage efter drabet, men nægter sig alligevel skyldige.
De to dømte mænd er begge fra Randers, mens den dræbte er fra Hirtshals.
Drab har ikke forbindelse til rockerkonflikt
Selvom de to anholdte har tilknytning til rockermiljøet, så viste politiets efterforskning, at drabet ikke har forbindelse til rockermiljøet. Den dræbte 35-årige har heller ikke forbindelse til hverken rocker- eller bandemiljøet, men han var kendt af politiet og en del af det kriminelle miljø.
Begge de dømte ankede på stedet.