Eriks kone har alzheimers: - Det var en hård besked at få
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Pårørendecafeen Mødestedet i Støvring.
Cafe til pårørende til demensramte vækker glæde i Støvring.
Først begyndte hun at glemme, hvad familien havde sagt. Og så sagde hun, at det havde de slet ikke fortalt hende.
Derfra kunne familien Reckweg regne ud, at noget var helt galt. Det er cirka otte år siden nu, og sygdommen bliver kun værre og værre.
83-årige Erik Reckweg er pårørende til en af de mere end 100.000 danskere, der er diagnosticeret med en demenssygdom.
Hans kone Anne Grethe Reckweg fik konstateret alzheimers for otte år siden. Og selvom de stadig bor sammen i hjemmet i Hellum, er det primært Erik Reckweg, der står for det huslige.
- Da vi fik diagnosen, vidste jeg godt, qua mit arbejde som sygeplejerske på et plejehjem, hvad det betød. Så det var noget af en meddelelse at få, og det var hårdt, siger Erik Reckweg.
400.000 pårørende
Ifølge tal fra Alzheimerforeningen har mere end 100.000 danskere en demenssygdom. De fleste er over 65 år. Det betyder samtidig, at 400.000 mennesker er nære pårørende til en med demens, viser tal fra foreningen.
Og netop de mange pårørende er også et fokus, som tre veninder fra Rebild Kommune havde for øje for lidt over et år siden. I maj 2023 stiftede Anna Kristensen, Lis Pedersen og nu afdøde Jette Ulstrup den frivillige café Mødestedet til pårørende til borgere med demens.
- De demente skal have hjælp, det siger sig selv, men pårørende har om muligt endnu mere brug for hjælp, for det er en hård sygdom at være en del af, siger Anna Kristensen, der også er formand for Alzheimerforeningen i Nordjylland.
Det var gennem Rebild Kommunes demenstilbud, at Erik Reckweg fik viden om den mere permanente pårørendegruppe, og han meldte sig derfor til. Det fortryder han ikke.
- Set i bakspejlet ville jeg gerne have haft noget som dette langt tidligere, siger han.
Et tabu
Pårørendecafeen Mødestedet er et supplement til Rebild Kommunes andre forskellige indsatser, og gruppens tovholdere samarbejder da også med kommunen, hvis de pårørende for eksempel har behov for oplægsholdere, faglig viden og lignende. I dag mødes mellem 10 og 15 pårørende en gang om måneden i den gamle højskole i Støvring - hvis altså ikke lige TV2 Nord kommer forbi. For annonceringen af besøget medførte, at flere blev hjemme, da TV2 Nord var på besøg.
- Vi snakker højt om cancer, sukkersyge eller en hjerneblødning, men demens, det er ikke alle, der kan tale om det, fortæller Erik Reckweg, der dog selv mener, det letter hans hverdag, at tale med ligesindede.
- Vi er fælles om nogle glæder og problemer, og så kan vi måske hjælpe hinanden og komme med gode forslag til at takle de ting, man står overfor, siger han.
Starter ny cafe op
Hos tovholderne ser de gerne endnu flere pårørende, der benytter sig af pårørendecafeen. For ifølge Anna Kristensen, så gør det en forskel.
- De blomstrer. De har det rigtig godt, de er glade, og de er virkelig godt tilpas, når de tager afsted herfra, fordi de har fået en hjælp, som ingen andre kan give dem, siger hun.
Det er Erik Reckweg enig i. Han tror på, at flere skal have glæde af konceptet, og derfor står han selv for en ny pårørendecafe i Terndrup til september.
- Jeg tror, der er mennesker der, der har de samme problemer som pårørende til demente, siger han.