Efter 10 år med forsinkelser åbner hemmelig bunker: - Folk skal gå derfra med noget til hjertet og hjernen
Direktør for Nordjyske Museer, Lars Christian Nørbach, fortæller om forvandlingen fra bunker til museum i denne uges udgave af Indblik - hos TV2 Nords Pia Beltoft.
Koldkrigsbunkeren REGAN Vest var i mere end 40 år en af Danmarks mest velbevarede hemmeligheder. Nu åbner den som museum, men det har været en besværlig og dyr proces.
60 meter under jorden ligger den gravet ind i bakkesiden i Rold Skov. Konstrueret til at modstå en atombombe på størrelse med Hiroshima.
Herfra skulle regenten, landets vigtigste ministre og mere end 330 andre mennesker videreføre det danske demokrati, hvis den kolde krig blev ’varm’, og atombomber regnede ned over Danmark.
Vi har bygget under verdenshistoriens dyreste periode, så det har været en udfordring
Lars Christian Nørbach, direktør, Nordjyske Museer
I dag tjener den et ganske andet formål. Nu skal den lære nysgerrige turister om koldkrigstiden.
- Vi vil vise folk det ægte og autentiske. De kommer helt ind i regentens eget værelse, kantinen og så videre. Det er hele tanken bag, og det gør det til et helt unikt museum, som vi ikke har magen til i Danmark, fortæller direktør for Nordjyske Museer, der i dag ejer REGAN Vest, Lars Christian Nørbach.
Han fortæller om bunkerens fantastiske historie og de mange udfordringer under forvandlingen til et museum i denne uges udgave af Indblik mandag 28. november – i en samtale med vært Pia Beltoft.
VIDEO: Se Indblik om REGAN Vest allerede nu:
Mange store udfordringer
En atomsikker betonklods bestående af fire ringe på i alt 5.500 kvadratmeter med 232 rum er en udfordring for enhver arkitekt.
Men den virkelig udfordring kommer, når det enorme anlæg skal bygges om til at have en funktion, der ikke var tiltænkt den.
En af de allerstørste udfordringer for Nordjyske Museer var at brandsikre anlægget. Det ligger 60 meter under jorden og er ikke designet til, at folk skal kunne komme hurtigt op af det.
- Vi stødte ind i en række tekniske udfordringer, fordi brandmyndighederne kræver en nødudgang, før de vil godkende anlægget som museum. Her måtte vi tænke kreativt og bruge Georg Gearløs-snilde – vi lavede et nødhejs op gennem et 60 meter langt indsugningsrør, fortæller Lars Christian Nørbach.
Vi vil vise folk det ægte og autentiske
Lars Christian Nørbach
Skyhøje priser
Timingen i forhold til at bygge det nye oplevelsescenter, der er en del af de fem elementer, museet består af, var også meget ringe – fortæller direktøren.
- Vi har bygget under verdenshistoriens dyreste periode, så det har været en udfordring, siger han om coronatiden, hvor materialer steg betragteligt i pris.
Alligevel er projektet nu styret sikkert i havn og klar til at tage imod gæster til februar – takket være kreative kolleger på Nordjyske Museer.
- Hver gang vi er kommet til et benspænd, har jeg tænkt, at dét var det, der kommer til at lægge projektet ned. Men så er en kollega altid trådt til med en kreativ løsning, så vi kan komme videre. Så der er mange gode løsninger på museet i dag, fortæller Lars Christian Nørbach i Indblik.
VIDEO: Dokumentar fra 2017 - kom indenfor i 'den Hemmelige Bunker':
Medarbejderne vidste ikke alt
Fascinationen af den atomsikre bunker er stor, for detaljerne er vilde, og som gæst kommer man helt tæt på de mest centrale rum – blandt andet kongens private værelse og kontrolrummet, hvorfra regeringen skulle styre Danmark sikkert gennem en atomkrig.
Historierne om de mange tavshedserklæringer og dækhistorier, medarbejderne i bunkeren måtte fortælle deres koner og børn for ikke at afsløre hemmeligheden om det enorme byggeri, er også et kapitel, som får gæsterne til at spidse ører.
- Man bildte folk ind, at man var ved at bygge en regionsbunker, som bare var lidt større end de andre. Og så lod man kun den enkelte medarbejder se det område, hvor han selv holdt til, fortæller Lars Christian Nørbach.
10 skarpe om REGAN Vest
Atomsikker bunker, der blev opført i al hemmelighed i årene 1963-1968.
Bunkeren havde til formål at huse både regering, kongehus og forsvar i tilfælde af en tredje verdenskrig, og den har stået klar til netop det i mere end fire årtier.
Anlægget er 5.500 m2 stort og fordeler sig på fire betonringe, der ligger ovenpå hinanden to og to.
Det er nærmest en underjordisk by med plads til 350 personer – fordelt på 232 rum.
REGAN Vest er en forkortelse for Regeringsanlæg Vestdanmark.
Bunkeren kan modstå en mindre atombombe.
REGAN Vest er bygget ind i en kridtbakke og ligger på det dybeste sted ca. 60 meter under overfladen.
Anlægget rummer alt, hvad der skal bruges for at holde en hverdag kørende; køkken, depotrum, lægeklinik, maskinrum m.m.
2014 valgte Kulturstyrelsen at frede anlægget, som i dag står komplet med alt originalt interiør. Fredningen var det første skridt mod at åbne REGAN Vest for offentligheden.
Det nye museum åbner 13. februar og består af elementer, hvoraf bunkeren er den primære attraktion. Det har modtaget omkring 74 millioner kroner i tilskud fra ni aktører og et årligt driftstilskud fra den danske stat på 2,6 millioner kroner.
Kilde: Realdania.dk
Gæsterne skal blive klogere
Men det er fortællingen om demokratiet, der er bunkerens vigtigste budskab, mener museets direktør.
- REGAN Vest er meget mere en demokratifortæling, end det er en koldkrigsfortælling. Anlægget afspejler demokratiet, som skulle leve videre under en krig, og det er det, vi prøver på at lave som hovedfortælling, siger han.
Nordjyske Museer har på de første godt tre uger solgt 8.500 billetter til REGAN Vest, der åbner 13. februar 2023. Direktøren ved godt, hvornår han betragter sit nyeste værk som en succes.
- Når vi er lykkedes med at give gæsterne en emotionel oplevelse og er blevet klogere. Vi vil gerne have, folk går derfra med noget til hjertet og hjernen.
VIDEO: Se første spadestik til det nye museum ved REGAN Vest: