Basic Skills giver unge i Rebild Kommune et ekstra skub
Er man kørt helt sur i folkeskolen og virker vejen til videre uddannelse nærmest uoverskuelig, så kan der være brug for et ekstra skub. Det giver de i Rebild Kommune, hvor ungdomsskolen tilbyder forløbet Basic Skills. Her får elverne et fagligt løft og udvikler deres personlige kompetencer, så de kan blive klar til at komme videre i uddannelse.
Er man kørt sur i folkeskolen, og virker vejen til videre uddannelse nærmest uoverskuelig, så kan der være brug for et ekstra skub. Det giver de i Rebild Kommune, hvor ungdomsskolen tilbyder forløbet Basic Skills.
En dag med alternativ undervisning erstatter læsebøger og regnestykker i Rebild Ungdomsskole. Her får eleverne på Basic Skills et lille afbræk fra de skolebøger, som de ikke altid har været lige gode venner med.
- Jeg har haft nogle faglige problemer på de andre skoler, jeg har gået på. Så min gamle lærer mente, at jeg skulle prøve det her, siger Thomas Kristoffer Borup Kristensen, der er elev på forløbet Basic Skills.
- Jeg kom ikke i skole i ret lang tid. Næsten i hele 8. klasse var jeg ikke i skole, så valgte jeg at komme herover, og nu har jeg været i skole siden august, siger Elva Amalie Aabenhus Madsen, der også er elev på forløbet Basic Skills.
Basic Skills har plads til 16 elever fra 8. og 9. klasse, og man kan gå der fra få måneder til to år. Der er fokus på boglig læring på elevernes eget niveau, samt personlig og social udvikling, og så er virksomhedsbesøg og praktikker en vigtig del af forløbet. Det er her, de unge bliver klædt på til livet og arbejdslivet.
- Man kan se, at nogle af de unge der kommer ud herfra, hvis de har været i praktik i et halvt år hos en mekaniker hver onsdag, så vil det styrke dem lidt i forhold til de unge, som måske ikke kommer videre udelukkende med fag-faglige erfaringer fra folkeskolen, siger ungdomsskoleleder i Rebild Ungdomsskole, Jens Skov Jørgensen.
Tegner til en succes
Basic Skills begyndte i august 2019. Her får eleverne et fagligt løft og udvikler deres personlige kompetencer, så de kan blive klar til at komme videre i uddannelse. Og allerede her midt i det første skoleår tegner det til at blive en succes.
- Jeg ser smil på læben, og jeg ser mange unge, som er mere mødestabile og har en større tro på deres fremtid, end da vi lærte dem at kende, siger Jens Skov Jørgensen.
Eleverne aflægger folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik, og hvis de har lyst i engelsk. Derefter er målet at alle er klar til at komme i uddannelse, og flere af eleverne er allerede helt sporet ind på, hvilken retning de vil gå.
- Tech College på automekaniker-uddannelsen, svarer Thomas Kristoffer Borup Kristensen.
- Jeg vil gerne være SOSU-assistent, og det er jeg uddannelsesparat til, svarer Elva Amalie Aabenhus Madsen.
Kaster bonus af sig
Som om det ikke var nok at få skoleglæden tilbage, få løftet det faglige niveau og se lysere på fremtiden, har Basic Skills kastet endnu en bonus af sig for en af eleverne.
- Hver onsdag er vi i praktik, og jeg er i butikken Normal. Jeg har været der tre gange, og så spurgte min chef mig, om jeg ville have et fritidsjob i butikken, så det er jeg ret glad for, siger Elva Amalie Aabenhus Madsen.
Omkring halvdelen af landets ungdomsskoler har et tilbud, der svarer til Basic Skills.