Anklager i skoleskydersag er meget overrasket over frifindelse
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Emil Stenbygaard er anklager ved Statsadvokaten, og det er ham, der har ført sagen for anklagemyndigheden i Vestre Landsret
Vestre Landsret valgte onsdag at frikende en 28-årig nordjyde for forsøg på manddrab. Helt modsat byrettens afgørelse for knap et år siden.
Det er to vidt forskellige domme, der er kommet i den samme sag inden for et år.
I februar 2022 blev en 28-årig nordjyde nemlig kendt skyldig i forsøg på manddrab ved at ville dræbe en eller flere personer ved et eller flere masseskyderier af et enigt nævningeting i byretten i Aalborg.
I dag, onsdag, har landsretten så truffet en helt anden afgørelse, de valgte nemlig at frikende den 28-årig mand fra i Hobro for forsøg på manddrab, da de mente, at den 28-årige ikke længere havde til hensigt at ville udføre et masseskyderi. I landsretten var det et ikke enigt nævningeting, der frikendte manden. En enkelt nævning mente nemlig, at den 28-årige skulle kendes skyldig, men da de otte andre nævninge og de tre juridiske dommere mente, at han skulle frikendes ente det med at blive afgørelsen.
- Det er en stor overraskelse for mig. Det er et markant andet resultat end et enigt nævningeting i byretten var nået frem til, og som nu bliver ændret i landsretten, siger anklager ved Statsadvokaten Emil Stenbygaard.
Utroværdig forklaring, mente byretten
I byretten blev den 28-åriges forklaring tilsidesat som utroværdig. Både i byretten og i landsretten har han forklaret, at planerne om at udføre et masseskyderi blot var en fantasi, som han ikke ville føre ud i livet. Landsretten valgte i stedet i sin kendelse at lægge vægt på, at den 28-årige frem til august 2018 havde planer om at udføre et masseskyderi, men at han efter august 2018 frivilligt valgte at træde tilbage for forsøget.
- Jeg er ikke enig i at beviserne skal læses på den måde, som landsretten er kommet frem til, men det er landsretten, som er kommet frem til det, og det er en afgørelse, som jeg har stor respekt for, siger Emil Stenbygaard og fortsætter:
- Lige nu vil vi tage det til efterretning og sige: Det her har ikke været tilstrækkeligt – heller ikke bevismæssigt, siger han.
Vil undersøge mulighederne
Da sagen allerede har været ført i både byretten og landsretten er det ikke muligt for anklagemyndigheden at anke landsrettens afgørelse, men de har andre muligheder, som de vil kigge på.
- Den betydning, det lige nu får, er selvfølgelig, at sagen er slut, men at der består en mulighed for at sagen kan søges indbragt for procesbevillingsnævnet, og det vil jeg gå hjem og undersøge de nærmere muligheder for.
Den 28-årige blev idømt en behandlingsdom i landsretten. I byretten fik han en anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling.