Se med live: Litteraturfestival Ordkraft er tilbage i fuld form
Der er sommerfugle i maven blandt Ordkraft-arrangørerne inden festivallen går løs i dag, torsdag.
Sidste år blev det kun til en udskudt endagsfestival, hvor alle sad bænket til deres stol, og året før var det helt aflyst.
Men nu er coronarestriktionerne væk og litteraturfestivallen Ordkraft er tilbage i sin oprindelige form.
- Det betyder så meget for os, at vi endelig kan afholde Ordkraft, som vi gerne vil. Det, at folk må komme her fysisk, bevæge sig rundt og bare suge til sig, det er vidunderligt, siger Anine Sander Kaas, der er projektleder i Ordkraft.
Det er hendes første gang som projektleder på festivallen i sin fulde form. En ord-festival, hvor der venter publikum et tæt pakket program over tre dage fra 7.-9. april.
- Jeg glæder mig helt enormt til at se folk komme ind. Jeg har jo ikke været med til den her fulde version før. Vi har så meget at byde på i år. Der er over 100 navne, både store og små. Der er virkelig noget for enhver smag, siger hun.
TV2 Nord sender live fra festivallen:
I løbet af dagen, torsdag, kan du se med, når vores reporter Emma Fjordbak og fotograf Ivan Johan Hansen sender direkte fra Ordkraft.
Første gang de sender er omkring klokken 16. Her er planen, at de blandt andre taler med årets vinder af De Gyldne Laurbær, Thomas Korsgaard, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S.) og projektleder i Ordkraft Anine Sander Kaas.
Omkring klokken 17.45 sender de igen. Denne gang taler de med litteraturglade nordjyder og den unge forfatter Johanne Bille.
Det kan du opleve
Dørene åbnes i Nordkraft i Aalborg klokken 15. Her byder kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S.) velkommen, og skyder dermed selve ord-festivallen i gang.
Herefter venter der en forlænget weekend med litteraturen i fokus.
- Det er jo så vildt, at vi har mulighed for at mødes om ord og litteratur. Det er jo en verden, som man kan fordybe sig i, og som rigtig mange elsker, siger Anine Sander Kaas.
Der er blandt andet mulighed for at opleve årets vinder af De Gyldne Laurbær, Thomas Korsgaard, ligesom også flere danske skuespillere, musikere og forfattere kommer.
For eksempel kan du møde Svend Brinkmann, Jussi Adler-Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Christian Jungersen, Sonja Oppenhagen, Anne Dorte Michelsen, Kim Faber og Janni Pedersen.
Se det fulde program her.
Ny underholdning for store og små
Som noget helt nyt byder festivallen i år også på både et hørespil og børneunderholdning.
Det litteraturglade publikum kan se frem til en liveopførsel af hørespillet "Chancevask" med Søs Egelind, Thomas Levin og Tobias Leander bag mikrofonerne. Herudover er der også mulighed for at deltage i guidede fælleslæsninger og forfattermøder.
For børnene og deres familier vil den kendte dyreekspert og biolog Anders Kofoed invitere på jagt efter dyr med superkræfter. Her vil der være forskellige legestationer med fokus på dyr og deres bevægelse.
Man kan også følge det hele live på TV2 Nords Facebook og Salto klokken 16.00 og 17.45.