Torsdag får Danmark en ny regering – disse nordjyder er i spil til en ministerpost
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Nordjylland er sikker på minimum en minister, men om der kommer flere er usikkert
Torsdag præsenterer den nyvalgte statsminister, Mette Frederiksen, den regering, som skal lede landet.
Der er ikke meget, der er sikkert, andet end at det bliver en ren S-regering, og at det er Mette Frederiksen, der bliver statsminister.
Det betyder, at Nordjylland er sikker på at få én og ikke mindst den mest magtfulde post på det nye ministerhold.
Men om der kommer flere nordjyder ind i ministerierne, kan man på nuværende tidspunkt kun gisne om.
Mens der er flere store S-profiler, som forventes at blive udnævnt til ministre, så er ingen af dem fra Nordjylland.
- Det er lidt specielt med Nordjylland, for der er ikke sådan en Nicolai Wammen-type, som, man kan sige, er helt sikker på at blive et eller andet. Nordjylland har flere boblere og politiske talenter, som man ikke med sikkerhed kan sige, at der er en post til ham eller hende, siger TV2 Nords Christiansborgredaktør, Katrine Fuglsang.
Flere nordjyder i spil
Hvor mange ministre, Mette Frederiksen sætter på holdet, vides heller ikke, men i den afgående VLAK-regering er der 22 ministre. Og selvom der er mange spørgsmålstegn, så er der alligevel nogle navne, der er mere sandsynlige som ministre end andre, vurderer Katrine Fuglsang.
- De navne, som gentagne gange kommer op, også internt i socialdemokratier, det er Ane Halsbo-Jørgensen, som er stærk på uddannelsesområdet. Det andet navn er Simon Kollerup, som er valgt i Thisted, og som har markeret sig især på fiskeriområdet.
Der er også den mulighed, at Mette Frederiksen vælger at hente flere ministre ind, som ikke er blevet valgt til Folketinget. En manøvre som Lars Løkke Rasmussen udførte i sin seneste regering, da han hentede Tommy Ahlers ind som uddannelsesminister.
Og skulle Mette Frederiksen vælge den løsning, er der flere nordjyske bud på en minister.
- Det er meget sandsynligt, at Mette Frederiksen kommer til at hente kræfter ind udefra. Det er primært på grund af, at der i den socialdemokratiske gruppe, ikke er særligt mange kvinder. Så hvis hun henter nogle ind udefra, så tror jeg det bliver kvinder, siger Katrine Fuglsang.
- I Nordjylland er der stærke kvinder som Birgit Hansen, som er borgmester i Frederikshavn, og Ulla Astman, der er formand for regionsrådet. Det er nogle af de navne, der er oppe at vende på Christiansborg.
Det nye ministerhold forventes offentliggjort torsdag klokken 9 og bliver præsenteret på Amalienborg klokken 11.