Verdensballetten indtager i år både Agger og Skagen
Foto: Esben Zøllner Olesen / Verdensballetten
For 11. gang besøger Verdensballetten Skagen. Men i år går turen også til Agger i Thy.
På mandag kan balletdansere af verdensklasse opleves sammen med danske operasangere og klassiske musikere, når Verdensballetten gæster Skagen med forestillingen ved Den Tilsandede Kirke.
Det er 11. gang Verdensballetten besøger Skagen, hvor forestillingen bliver fremført i de naturskønne omgivelser.
Som noget nyt i år er der en ekstra forestilling på programmet. Det betyder, at Verdensballetten også kommer til Agger i Thy den 4. august. Her skal scenen bygges på stranden lige ved Vesterhavet.
- Det bliver spektakulært. Det er et af de steder, hvor forestillingen virkelig går i ét med naturen på stranden, fortæller Jens-Christian Wandt fra Verdensballetten.
Forestillingen i Agger markerer samtidig åbningen af den internationale skulpturudstilling ”Høfde 90”. Thisted Kommune har bevilget 250.000 kroner til Verdensballettens forestilling i Agger, for at det har kunnet lade sig gøre.
Afhængige af vejr og vind
Jens-Christian Wandt ser frem til at gæste Agger med Verdensballetten, men er også spændt på de udefrakommende faktorer, som den rå natur og vesterhavsvind kan betyde.
Det bliver fantastiske scenarier med stranden og havet. Den fine ballet og de skrøbelige dansere, der bliver omgivet af noget så stærkt som Vesterhavet.
Jens-Christian Wandt, Verdensballetten
- Udfordringen er jo vejret. Det handler ikke kun om, at det ikke må regne. Vi er også afhængige af, at det ikke blæser 20 meter i sekundet. Vi har en plan B, som vi kan benytte, hvis vejret driller. Men det bliver helt fantastisk, hvis vejret er godt, fortæller Jens-Christian Wandt.
- Det bliver lidt mindre end ved Den Tilsandende Kirke. Forestillingen er jo en del af åbningen på festivalen. Men man ser alt det, som verdensballetten står for, siger han.
Han fortæller, at de internationale dansere har taget godt imod idéen med at opføre forestillingen på stranden.
- Danserne er vant til at danse på de største scener i verden, så derfor er vi nødt til at fortælle dem, at det her er noget helt særligt, men de tager rigtig godt imod det, siger Jens-Christian Wandt, der især selv glæder sig til at opleve forestillingen i den rå natur.
- Det bliver fantastiske scenarier med stranden og havet. Den fine ballet og de skrøbelige dansere, der bliver omgivet af noget så stærkt som Vesterhavet. Der kommer til at opstå noget magisk, slutter han.
Der er få billetter tilbage til forestillingen i Skagen, imens der i Agger er meldt fuldt udsolgt.