I Aalborg Kommune har de en strategi om at sætte hastigheden ned på de kommunale veje i byer.
Nu er kommunen lykkedes med at sætte to yderligere strækninger på listen over veje, hvor der i fremtiden skal være lavere fart. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det bliver på Nøvlingvej i Gistrup, hvor fartgrænsen går fra 60 kilometer i timen til 50 kilometer i timen, mens den i Klarup på Svinetruget går fra 70 kilometer i timen til 60 kilometer i timen.
- Det primære formål med at nedsætte hastighedsgrænsen på de to strækninger er at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for både bilister og bløde trafikanter, meddeler rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V), i pressemeddelelsen.
- Derudover skal hastighedsnedsættelserne også gerne bidrage til et bedre bymiljø, idet lavere fart giver færre støjgener og rystelser hos de nærmeste naboer, siger han.
På netop de to strækninger er der kommet en del borgerhenvendelser om en reduktion af hastigheden, ligesom det er tilfældet på andre strækninger.
- Hastighedsreduktioner er altid en afvejning i forhold til fremkommelighed, men ofte bliver køretiden blot forlænget med ganske få sekunder, hvorfor genen for bilisterne er minimal, fortæller rådmanden.
Reduktionen i hastighed er en del af strategien i Aalborg Kommune på strækninger, hvor der må køres 60 kilometer i timen eller mere. Det primære mål er at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken - og at mindske antallet af støjbelastede boliger.
De nye regler træder i kraft fra uge 47.