Vær opmærksom i trafikken: Her skal du fra i dag sænke hastigheden
Kører du ofte på Nordjyske Motorvej, så skal du holde øje med hastighedsbegrænsningerne fra i dag.
For det er tid til flere støjskærme på motorvejen i Aalborg, og derfor skal du køre lidt langsommere af hensyn til trafikanternes og vejarbejdernes sikkerhed.
Helt specifikt må du køre 80 kilometer i timen i sydgående retning fra tilkørsel 24 Øster Uttrup Vej til frakørsel 26 Aalborg Ø. Derudover er der fortsat vejarbejde i nordgående retning.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Arbejdet har stået på siden september 2023 i de nordgående spor, men nu udvides vejarbejdet altså til også at omfatte de sydgående spor på E45 i Aalborg.