Han sidder i regionsrådet i Region Nordjylland på fjerde år. Han sidder i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune på 12. år. Og han er formand for kommunens børne- og familieudvalg. Alt sammen for Venstre. Men ikke mere.
Nu oplyser den markante politiker Peter Larsen, at han forlader det parti, han har tilhørt lige så længe, han kan huske. I stedet har han meldt sig ind i Liberal Alliance.
- Det er en beslutning, som har modnet sig i mig over de seneste år, siden Venstre gik i regering med Mette Frederiksen. Jeg har svært ved at genkende det Venstre, som jeg i sin tid meldte mig ind i. Jeg er liberal helt ind til benet, og jeg synes ikke, Venstre længere er et liberalt parti. Da slet ikke set her fra egnen, hvor vi er hårdt ramt af de Co2-afgifter, som regeringen står bag. Og samtidig ser vi en stat, der vokser. Som liberal vil jeg have mindre og ikke mere stat, siger Peter Larsen.
Han tilføjer, at han derfor bedre kan se sig selv i Liberal Alliance.
- Det er en alliance af liberale mennesker, og der kan jeg se mig selv i fremtiden, siger Peter Larsen, der agter at stille op til både kommunal- og regionsrådsvalget for sit nye parti, hvis ellers partiets medlemmer vil opstille ham.
Peter Larsen understreger, at han fortsat bakker op om konstitueringsaftalerne i både kommunalbestyrelsen og regionsrådet.
Den 53-årige politiker er bosat i Thisted, og han gør det klart, at partiskiftet alene skyldes utilfredshed med Venstres politiske linje på landsplan og altså ikke skyldes uenighed med de lokale partifæller.
- Jeg har et glimrende samarbejde med Venstres folk både i kommunalbestyrelsen og regionsrådet. Ligesom jeg også har et godt samarbejde med politikere fra andre partier, siger Peter Larsen.
Han afviser, at partiskiftet skulle hænge sammen med, at Liberal Alliance i meningsmålingerne er et parti i fremgang, mens det ser mere broget ud for Venstre.
- Her lokalt fik Venstre langt flere stemmer end LA ved det seneste valg til Europaparlamentet, så det har ikke noget på sig, siger Peter Larsen.
I denne valgperiode har han som formand for børne- og familieudvalget været et markant ansigt i debatten om blandt andet lukninger af skoler og daginstitutioner.
Frygter du ikke, at det kan blive dyrt, når folk skal stemme til november?
- Hvis jeg ellers bliver stillet op for LA, så er det ikke noget, jeg kan være bange for. Jeg er med på, at jeg har været med til at træffe svære beslutninger, som ikke er lige populære alle steder, men jeg står på mål for de beslutninger, som jeg har været med til at træffe. Politik handler om holdninger og om at være ansvarlig, siger Peter Larsen.