Ulovligt fiskeri med bomtrawlere: Minister vil skærpe straffen
Fiskeriminister Rasmus Prehn vil hæve bødestraffen for ulovligt fiskeri i de danske farvande. Fiskeristyrelsen har i 2022 allerede taget 24 hollandske bomtrawlere i at fiske ulovligt.
Efter flere grove lovovertrædelser begået af hollandske bomtrawlere vil fiskeriminister Rasmus Prehn hæve bødestraffen og konfiskere fiskernes udstyr.
I det seneste tilfælde i en lang række af sager lyder bødestraffen på 400.000 kroner og en politianmeldelse, men det er ifølge ministeren ikke længere nok.
- Jeg bliver ærligt talt rasende, når jeg hører, at hollandske bomtrawlere gang på gang bliver taget på fersk gerning i systematisk at overtræde fiskerireglerne, siger Rasmus Prehn (S) og tilføjer:
- Det skal stoppes, og derfor skal vi se på, om vi kan tage skrappere midler i brug.
Skærpede kontrollen i 2021
Fiskeriministeren skærpede kontrollen med fiskeriet i Skagerrak og Nordsøen tilbage i september 2021, men nu skal straffen også have en tur.
Det sker på baggrund af det store antal overtrædelser i år.
- På trods af skærpelse af kontrollen, politianmeldelser og en udsigt til høje bøder, så fortsætter de her sager med at komme, og det viser med al tydelighed, at der er behov for handling, siger fiskeriminister Rasmus Prehn.
Ministeriet afsøger nu de juridiske muligheder for at skærpe bødestraffen for ulovligt fiskeri.
Intensiv kontrol af overvågningsudstyr
Sidste år skærpede man blandt andet kontrollen med fartøjernes AIS-signal, der fortæller, hvor fartøjet befinder sig, og hvor hurtigt det sejler.
Ud af dette års 24 overtrædelser karakteriseres 19 af dem som alvorlige. Det vil sige, at de er sket ved blandt andet brug af ulovligt fiskeudstyr, slukket AIS-signal eller fiskeri i forbudsområder.
- Ved at intensivere kontrollen af fartøjer, som manipulerer med deres overvågningsudstyr, har vi succes med at afsløre andre grove overtrædelser af reglerne, siger Henrik Bandholm, kontorchef for Fiskeristyrelsens Regionale Kontrol Vest.
Til efteråret vil Fiskeristyrelsen få leveret et nyt kontrolskib, Nordsøen, der skal give nye muligheder for at lave fiskerikontrol.