Ulovlig købmandsbutik gemt i garage
En ulovlig købmandsforretning med blandt andet slik, spiritus, øl, sodavand og andre varer blev opdaget, da SKAT og Fødevarestyrelsens rejsehold var i Hobro.
Et rigt udvalg af slik, øl, sodavand, vin og spiritus åbenbarede sig bag en garageport, da SKAT sammen med Fødevarestyrelsens Rejsehold i går var på kontrol i Hobro.
Det var en anonym anmeldelse om salg af slik og drikkevarer fra Tyskland, der bragte Skat og Fødevarestyrelsen på sporet af den hemmelige virksomhed, der side om side med drikkevarer og søde sager også havde rengøringsmidler, undertøj og ulovligt importerede ukrudtsmidler i sit sortiment.
Udover garagerummet, hvor smuglervarerne stod sirligt linet op på hylder mærket med prisskilte, var der på adressen også to lagerrum med øl og andre drikkevarer. Undervejs i kontrollen stod det klart, at der i den private bolig var et værelse, der husede et lager af vin, slik og rengøringsmidler. På samme måde var der i boligen flere steder skabe fyldt med lakrids og spiritus.
Skat beslaglagde på stedet de varer, som er belagt med punktafgifter og krav om pantmærkning. De beslaglagte varer, der udover flere paller øl og sodavand talte mere end 200 kg chokolade, 600 flasker vin og spiritus, 2.200 øl, 1.400 cider og 4.600 sodavand blev samme nat fyldt i en lastbil og kørt af sted til SKATs lager for beslaglagte varer.
Klokken havde passeret midnat, da de fire medarbejdere fra SKAT og Fødevarestyrelsen kunne afslutte kontrolbesøget efter endt optælling, beslaglæggelse og pakning af smuglergodset.
Ejeren af den ulovlige virksomhed kan nu se frem til bøder fra SKAT og Fødevarestyrelsen, efterbetaling af afgifter samt opkrævning af sagsomkostninger