Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ud af politik - nu vil Karsten Lauritzen have et familieliv

Foto: Steen Brogaard

MF Karsten Lauritzen, Venstre. Fotograferet til Folketinget. karsten.lauritzen@ft.dk

Den nordjyske stemmesluger forlader Christiansborg med et eftermæle som en politiker, man kunne regne med. Venstre i Nordjylland skal nu på jagt efter friske kræfter.

I halvdelen af Karsten Lauritzens 38 år lange liv har politik spillet den ultimative hovedrolle.

I 2005 blev han, efter en periode som næstformand, fuldtids-formand for Venstres Ungdom. Blot to år senere strøg han ind i Folketinget, efter at være opstillet i Hjørringkredsen. Og der har han siddet siden. I fire af de knap 15 år på tinget (2015-19) var han skatteminister.

Men nu starter et nyt livskapitel for politikeren, som 18.335 nordjyder i 2019 stemte personligt på. Han var dermed landsdelens tredjestørste stemmesluger, kun overgået af Mette Frederiksen (S) og, med beskedne 124 stemmers overvægt, af partifællen Preben Bang Henriksen.

Nye kræfter skal til

For Venstre i Nordjylland betyder Karsten Lauritzens farvel, at man skal på udkig efter nye kræfter at sætte i front, ihukommende, at snart 68-årige Preben Bang Henriksen, med al respekt, dårligt kan betegnes som fremtidens mand.

Det er et job som direktør for transportdivisionen i interesseorganisationen Dansk Industri, der har udløst det opsigtsvækkende skifte. 

Men det handler ikke kun om et nyt og interessant job. 

Det handler i høj grad også om, at Karsten Lauritzen drager konsekvensen af, at han gennem nogen tid har døjet med stress - og at hans private situation har ændret sig de seneste år.

Familielivet trækker

I sommer blev Karsten Lauritzen gift med Karne Lykkebo, der arbejder i reklamebranchen. Parret skal være forældre til april, og Karsten Lauritzen tror ikke, han kan forene et familieliv, der også omfatter hustruens søn, med et topjob i politik - især ikke, når sidstnævnte har rødder i den modsatte ende af landet.

Da Karsten Lauritzen blev opstillet i Hjørringkredsen, svor han på, at han, hvis han blev valgt, fortsat ville blive boende i kredsen. Som andre før ham måtte han nogle år senere, da han rykkede op i geledderne i Venstre, erkende, at dét ikke lod sig praktisere.

Han rykkede folkeregisteradressen til København, men købte til gengæld sommerhus i Tornby - og har i alle årene været en flittig gæst i og en velanskrevet repræsentant for sin valgkreds.

Hensyn til sig selv

Stress har han med mellemrum døjet med siden de skandale-fyldte ministerår, hvor ligene væltede ud af skabene i skattevæsenet. Han fik blæst tankerne igennem, når han med kammerater sejlede ud på Øresund, eller når han var i sommerhuset - døbt Skattely. Men sagde samtidig i flere interviews, at han ikke kunne forene livet som toppolitiker med at have en familie.

Det drager han nu - efter at være blevet gift - konsekvensen af. Han er nået frem til, at der kommer et tidspunkt, hvor man må tage hensyn til sig selv først og ikke altid til ens parti. 

Modsat en række partifæller forlader han Venstre uden at smække med døren og kan vel også med rette sige, at han - som gruppeformand de seneste knap to år - i høj grad har været med til at sikre, at Venstres folketingsgruppe i dag er betydeligt mere homogen og velfungerende, end da han trådte til.

Han har samtidig gjort sig bemærket som en folkevalgt, der 'tør vise sårbarhed og menneskelighed i den demokratiske samtale,' som det hed, da han i efteråret blev hædret af det politiske medie Altinget. Det blev her fremhævet, at Karsten Lauritzen deler sine meninger med andre på en måde, der gør det muligt at være rygende uenige på en civiliseret måde.

Så sent som for en uge siden - på et tidspunkt, da han selv vidste, at han var på vej ud af politik - slog han i dagbladet Politiken til lyd for en kulturændring, når det gjaldt folkevalgtes voksende brug af sociale medier.

Far og søn stopper på samme tid

Skæbnen vil, at Karsten Lauritzen stopper i politik næsten samtidig med faderen Jens Lauritzen, der i november blev stemt ud af byrådet i Vesthimmerland efter 36 år som kommunalpolitiker og 12 år som borgmester. Men modsat sin far går Karsten Lauritzen selv.

Karsten Lauritzen tog de første syv skoleår på hjemegnens skole i Vindblæs og kom så på Aabybro Ungdomsskole. Her fyldte idræt dog rigeligt for den fysisk ikke særligt aktive splejs, så i stedet blev det på Skals Efterskole, han rundede folkeskolegangen af. Her traf han nogle af sine fortsat nærmeste venner, der som han blev aktive i Venstres Ungdom - et engagement, der blev videreført, da han kom på gymnasiet i Fjerritslev, hvor han trods sin medfødte ordblindhed fik huen på.

Efter gymnasiet flyttede han til Aarhus for at læse statskundskab, men måtte efter et halvt år erkende, at VU fyldte for meget til, at han kunne passe studierne. Først i 2014 fik han, omsider, gjort en bachelor i politik og administration færdig på Aalborg Universitet.

En troværdig politiker

En del af dem, Karsten Lauritzen kom ind i politik samtidig med, har de seneste år forladt det politiske virke igen. Ikke mindst den nære allierede Kristian Jensens sortie har uden tvivl sat tankerne i gang hos det nordjyske folketingsmedlem. Karsten Lauritzen var - i årene, hvor den interne kritik af Lars Løkke Rasmussens formandskab tog til - fast og klar i mælet, når han slog fast, at han så Kristian Jensen som Venstres næste formand.

Sådan gik det ikke. Og nu går også Karsten Lauritzen.

Han siger 1. februar farvel til Christiansborg med et eftermæle som én, man har kunnet regne med. 

 - Et anstændigt lyspunkt i det borgerlige Danmark, skrev én på Facebook efter meddelelsen, hvor det snart forhenværende nordjyske folketingsmedlem fra alle sider af det politiske spektrum roses for sin ordentlighed og fremhæves som én, man altid har kunnet regne med.

Hvilket ikke er noget helt dårligt skudsmål på vej ind i et job, hvor gode forbindelser til alle sider af det politiske system vil være et stort plus.


Uvidenhed eller dovenskab? Aalborgenserne er blevet dårligere til at sortere affald

Der er for meget affald, der ryger i den forkerte container, når aalborgenserne er på genbrugspladsen.

Det går den gale vej i Aalborg Kommune, når det gælder affaldssortering. Der er for meget affald, der havner det forkerte sted. I hvert fald ifølge Nordværks nylige undersøgelse fra november.

Hele 80 procent af det affald, der bliver smidt i 'rest-efter-sortering-containerne', som førhen hed 'småt brændbart' burde være smidt i andre containere. Til gengæld var det samme tal i juni i år på 60 procent. Altså er aalborgenserne blevet endnu dårligere til at sortere deres affald.

Det er ting som jagtpatroner, pap, tekstil, plastic og metal, der bliver fundet i 'rest-efter-sortering'-containerne, og det ærgrer folkene fra Nordværk.

- Konklusionen er, at der er for meget her, der kunne have gået til genbrug og genanvendelse. Det kan vi gøre bedre, siger Sofie Roug Norup, der er fagansvarlig hos Nordværk.

VIDEO: TV2 Nord var på besøg, da affaldet blev dissekeret.

I juni lavede Nordværk ellers en oplysningskampagne, der skulle sørge for, at aalborgensernes affaldssortering fremover blev mere korrekt. Blandt andet blev sorte sække bandlyst på Aalborgs genbrugspladser.

- Det er ærgerligt, at vi nu har kørt forsøg og haft forskellige tiltag i det seneste år, og det er åbenbart ikke blevet bedre, siger John Kyneb, der er fagansvarlig hos Nordværk.

Hos de andre store sorterings-fraktioner er status fra juni intakt. 80 procent af affaldet, der ryger i 'pap og papir' er også forkert, mens det er blevet en smule bedre i 'tekstil'-containerne. Her er 75 procent af affaldet smidt forkert i, mens tallet var på 80 procent i november.


Assistmager Steffensen: - Han fik en gave og tog imod den

Vendsyssels ene scoring mod OB kom efter en genialitet fra anfører Lasse Steffensen.

Det er ikke ofte, at man har nummer ni på ryggen og løber rundt nede i midterforsvaret på et fodboldhold, men det var det, som skete mandag aften på Energi Nord Arena.

Anfører Lasse Steffensen har tidligere befundet sig i midterforsvaret, men i de seneste sæsoner har han været i angrebet. Men mandag aften var han igen i de bagerste geledder.

VIDEO: Træner Mads Kristensen er godt tilfreds med dagens point.

Og det var en klog beslutning. I første halvleg assisterede han til Kasper Kusks udlignende scoring.

- Der var ti sekunder tilbage af halvlegen, og Kusk kan ikke score særlig mange mål. Så han får en gave, og den tog han imod, siger Lasse Steffensen efter kampen til TV2 Nord.

Mogens Jørgensen

Journalist, TV2 Nord

Lasse Steffensen blev fortjent kåret til Vendsyssels bedste spiller, da Vendsyssel FF i aften spillede 1-1 mod det suveræne tophold fra OB

Den lange Steffensen er normalt angriber, men på grund af blandt andet karantæne til forsvarsspilleren Mads Greve, blev Lasse Steffensen brugt som bagerste mand med kæmpe succes.

Og så stod samme Steffensen for en genialitet, da en OB-spiller lå skadet på banen i de allersidste sekunder af 1 halvleg. Lasse Steffensen hjalp den uheldige OB-spiller ud af banen og råbte til sine medspillere og træner, "spark bolden frem, de er en mand mindre på banen"

Og det gjorde Vendsyssel så, og med et perfekt hovedstød dirigerede Lasse Steffensen bolden videre til Kasper Kusk, som udlignede til 1-1 i dommerens overtid.

Godt set og hurtigt opfattet af Lasse Steffensen og det resulterede jo i, at Vendsyssel FF fortjent fik det ene point.

Samme Lasse Steffensen var selv lige ved at score både i første- og anden halvleg. Han er jo normalt angriber, og han ved, hvor målet står. Og med lidt held havde han fået scoret, som havde været så fortjent efter en fremragende indsats.

Men flot kamp af hjemmeholdet og især i anden halvleg. Der er ikke mange hold, der får point mod OB, og stor ros til den nye træner Mads Christensen, som også fik anerkendende ord fra flere af spillerne efter kampen. Der er kommet styr på spillet, og man kan se på spilleren, de ved, hvad de skal på trænerens anvisning.

VIDEO: Se herunder hvordan kampens spiller Lasse Steffensen så kampen:

Foto: Mogens Jørgensen

VIDEO: Kasper Kusk var dagens målscorer, og han takker for assisten fra holdkammeraten.

Foto: Mogens Jørgensen

Bangers med rabatter: 'Black Friday' hitter i nicheforretninger

Kris Vejnø glæder sig over de mange nye kunder, der besøger dem til 'Black Week'.

Det er en holdindsats, der skal til, når butikker som Spilforsyningen og Spejdersport i Aalborg skal have en succesfuld uge.

Brætspil, pokémon-kort og bamser går i denne uge som varmt brød på Kris Vejnøs arbejdsplads, hvor kunder- og spilinteresserede allerede kommer tidligt på formiddagen.

- Det er meget franchises, som folk kender, der bliver solgt meget af, lyder det fra marketing-manageren hos Spilforsyningen, Kris Vejnø.

Det er bangers, som brætspillet Tivoli, der hyppigst bliver efterspurgt af særligt familier.

- Vi har også lige kåret det som årets familiespil her hos Spilforsyningen, fortæller Kris Vejnø.

Se hele indslaget om Spilforsyningen og Spejdersport her:

Længere nede ad gågaden

Hos Spejdersport har de været i gang hele måneden, men ser især frem til weekenden, hvor de for alvor forventer at have travlt.

- Normalt er vi kun 2 på arbejde, men op til Black Friday er har vi yderligere to på. Det er altid sådan en dag, hvor lyset går, siger Lucas Rørbæk Nielsen, der er souschef hos Spejdersport i Bispensgade i Aalborg.

Lucas Rørbæk Nielsen er ny souchef i Spejdersport.

Hos Spejdersport er det blandt andet det såkaldte 'Doomsday Prepping' udstyr, der bliver købt, når rabatterne er der.

- Det er rigtig dejligt, at vi får lov til at vejlede kunderne til de rigtige løsninger, lyder det fra souschefen.

En måned, en uge, en weekend, en dag

Uanset hvordan du fejrer Black Friday, så mærker butikkerne positivt til salgsfesten. I Aalborg centrum stiger omsætningen ifølge Aalborg City med omtrent 30-40 procent.

I år forventer de en særlig høj stigning, fordi mærkedagen for Black Friday også falder på lønningsdagen.

- Vi kan jo godt se, at når der er rabatter på produkterne, bliver der selvfølgelig også købt lidt mere, fortæller Kris Vejnø.

Black Friday slutter søndag den 1.december.


Har du undret dig? Derfor er bygninger og monumenter farvet orange

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Rundt om i Aalborg er der i disse uger mere orange end normalt.

Hvis du er på en gåtur i Aalborgs midtby, støder du muligvis på noget, som du ellers normalt ikke ser. Dele af byen er nemlig pyntet op med orange i forbindelse med Orange Dage.

Orange Dage er en FN-kampagne, som sætter fokus på vold mod kvinder og kvinders rettigheder. Det betyder blandt andet, at Aalborg Kongres- og Kulturcenter er dækket til med orange farver mandag og tirsdag, mens også Gåsepigen og lygtepæle på Vesterbro er dækket i orange de kommende uger.

Foto: Signe Svane Kryger

Orange Dage løber henover de næste 16 dage, og her vil i hele perioden være en masse events i Aalborg med fokus på kvinders tryghed og selvforsvar, mens der også vil være samtaler og foredrag om emnet.

Foto: Signe Svane Kryger

Herunder kan du læse om Julie, der har været udsat for psykisk vold:


'LUB' har fløjet Challenger-fly i 14 år: - OL-tur med Dronningen var ikke helt dårlig

Challenger-flyet har 25 års jubilæum, og i 14 af årene har 'LUB' været pilot på flyet.

Challenger-flyet, der har hjemme på Flyvestation Aalborg, har været på vingerne i 25 år. Derfor tog den mandag en jubilæumstur i det nordjyske, hvor den fløj lavt over landsdelen.

En af flyets piloter er manden med den militære forkortelse 'LUB'. Han har fløjet flyet i 14 år.

- Du kunne spørge hvem som helst, og de ville sige, at det er et fantastisk fly at flyve, siger han og uddyber, om flyet, som bliver omtalt som en hun.

- Hun er ved at være en aldrende kvinde, men bliver vedligeholdt utrolig godt, og vi passer rigtig godt på hende. Og hvis man passer på sine ting, så holder de i lang tid, siger 'LUB'.

Herunder kan høre LUB fortælle om flyets forskellige opgaver:

OL-tur med Dronningen

Med sin store erfaring i flyets cockpit har 'LUB' også prøvet mange forskellige ting med flyet.

- Det bedste er nok de forskelligartede opgaver. Det bliver aldrig kedeligt, fordi den ene dag handler det om regeringschefer eller kongelige, der skal ud at flyve, og det næste øjeblik handler det om, at du flyver rundt ved Færøerne i rigtig dårligt vejr og leder efter en savnet person, siger han.

Han var også en del af aktionen i 2021, hvor flyet blev indsat i Afghanistan.

- Den mest givende oplevelse har været evakueringsturen i Kabul, hvor vi fik at vide med kort varsel, at samtlige danskere skulle hives ud af Kabul, inden Taliban overrendte stedet.

- Men en tur i 2012 med Dronningen til OL var heller ikke helt dårlig, siger han med et smil.

VIDEO: Se indslaget om 25-års jubilæet herunder: