Turismebranchen åbner op to uger før planlagt til tomme ordrebøger: - Vi havde 800 bookinger som blev annulleret
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
- Vi kan ikke få fyldt ordrebøgerne op henover så kort en tid her, lyder det fra direktør i Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll.
Gæsterne har annulleret deres bookinger og søgt andre steder hen, mens Nordjylland var lukket ned.
Wellness-rummet på Skallerup Seaside Resort har ligget øde hen i to uger.
Turist- og oplevelsesbranchen i de syv kommuner, som tidligere var underlagt stramme restriktioner, er hårdt ramt oven på nedlukning af Nordjylland.
Vi kan ikke få fyldt ordrebøgerne op henover så kort en tid her.
- Jørgen Høll, Direktør, Skallerup Seaside Resort.
Feriecenteret ved Lønstrup har som de syv kommuner i Nordjylland været lukket ned siden Statsministeren lukkede dele landsdelen for to uger siden.
- Det var en stor udfordring for os her, vi havde omkring 700-800 bookinger som blev annulleret, siger direktør for Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll.
Finder andre destinationer
Nedlukningen har kostet feriecenteret fire millioner kroner i omsætning. Flere hoteller og feriecentre måtte for to uger siden annullere næsten alle bookinger fire uger frem, det gælder også Skallerup Seaside Resort. Nu er Nordjylland åbnet op igen - to uger før tid - men bookingerne er stadig annulleret.
- Allerede i dag (fredag, red.) har vi nogen, der kommer tilbage, men vi har stadig lidt et stort tab, og det vil vi også gøre, for vi kan ikke få fyldt ordrebøgerne op henover så kort en tid her, siger Jørgen Høll.
På den modsatte kyst i Frederikshavn har Scandic the Reef hele fredagen varmet deres vandland op til nye gæster. Selvom Nordjylland nu har samme vilkår som resten af landet, så bliver det svært at vinde de tabte bookinger ind igen.
- Folk har ligesom foretaget nogle andre dispositioner, de har annulleret, de har indstillet sig på, at det ikke er i den her omgang, så de næste par dage vil vise, om vi kan hente en lille smule, siger direktør på Scandic the Reef, Marianne Bredevang.
Hjælpepakke tiltrængt
Nordjylland er blevet åbnet igen på baggrund af smittesituationen i landsdelen.
Der er ikke fundet Cluster-5 i de 70.000 tests, der blevet lavet siden landsdelen lukkede ned, og antal smittede er noget af det laveste i landet.
- Nu er det jo, at sådan nogen som mig vi skal i arbejdstøjet. Nu skal vi i gang med at markedsføre Nordjylland, så det igen bliver kendt, at det er et trygt og sikkert sted at holde sin ferie, siger turistdirektør i Turisthus Nord, René Zeeberg.
På Skallerup Seaside Resort er glæden stor over igen at kunne åbne, og en hjælpepakke er tiltrængt.
Hjælpepakke på plads fredag eftermiddag
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er fredag eftermiddag blevet enige om en hjælpepakke til virksomheder, kultur- og idrætsliv samt udsatte borgere i de syv nordjyske kommuner, der har været ramt af nedlukning og restriktioner.
- Nordjyderne har gjort en stor og flot indsats de seneste par uger for at inddæmme smitten, men det har selvfølgelig haft konsekvenser. Derfor skal der også være hjælp at hente, når man som lønmodtager eller virksomhed bliver ramt af nedlukninger eller restriktioner, siger erhvervsminister Simon Kollerup, og fortsætter:
- Med dagens aftale har vi nu et sikkerhedsnet klar med økonomisk hjælp, hvis der bliver behov for flere lokale nedlukninger i fremtiden. På den måde ved erhvervslivet, at hjælpen er der, hvis restriktionerne skulle ramme.