Trods store forskelle har de knyttet et særligt bånd i iskoldt vand

Foto: TV 2

Issvømning er en ekstremsport med simpelt udstyr, men en særlig mental robusthed er essentiel - man skal nemlig kunne klare en vandtemperatur på under fem grader.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Sammen med 22 andre danskere rejser nordjyske Signe Simonsen og Nadja Joy Tønnesen til Italien om en uge.

43-årige Signe Simonsen og 38-årige Nadja Joy Tønnesen ligner ikke umiddelbart hinanden.

Faktisk er de ifølge eget udsagn vidt forskellige.

Men når deres kroppe rammer det iskolde vand, er de ens, og sammen deler de noget helt særligt sammen – en kærlighed til kulde og konkurrencer.

Og selvom den ene er født med et handicap, er de begge udtaget til VM i issvømning i Italien.

- Det er ret magisk, for selvom Nadja har sine udfordringer, så mødes vi i svømning og er ens og lige, siger Signe Simonsen i ’Go' morgen Danmark'.

Nadja Joy Tønnesen er født med Prader Willis Syndrom – en sjælden, medfødt sygdom, som medfører kognitive funktionsnedsættelser.

Selvom man er bagud på point, inden man går i vandet, kan man stadig være megasej

Signe Simonsen, issvømmer

Men det forsvinder, når hun svømmer.

I vandet er Nadja Joy Tønnesen verdens bedste paraatlet til issvømning, og hun har hundredvis af medaljer bag sig, der vidner om en helt unik styrke.

Issvømning er en ekstremsport med simpelt udstyr, men en særlig mental robusthed er essentiel - man skal nemlig kunne klare en vandtemperatur på under fem grader. Foto: TV 2

Venskab voksede i kulden

Første gang, Signe Simonsen så Nadja Joy Tønnesen svømme, var til VM i marts sidste år.

- Jeg blev så imponeret over at se hende svømme, for selvom man er bagud på point, inden man går i vandet, kan man være megasej, fortæller hun.

Og det gjorde noget ved hende at se Nadja Joy Tønnesen i vandet.

I 2016 blev Nadja Joy Tønnesen inviteret med til issvømning af en anden issvømmer. Først sagde hun nej, men i dag er hun glad for, at hun gjorde det. Foto: (Privatfoto)

Med tiden er Signe Simonsen og Nadja Joy Tønnesen blevet rigtig gode venner, og sammen har de fået mange oplevelser i bagagen.

- Jeg tror, at grunden til at Nadja og jeg har fået det bånd, som vi har, det er jo, fordi vi var til til VM sammen, og nu har vi også været til World Cup sammen, fortæller hun.

Og udover de mange oplevelser deler de også den samme humor.

- Der er ikke så langt fra grin, det er ret loose, det vi har, og sådan et venskab har jeg aldrig haft før. Det er helt unikt, lyder det fra Signe Simonsen.

Nadja Joy Tønnesen er enig.

- Vi fjoller rigtig meget og griner sammen, men vi udveksler også erfaring om træning og den slags, fortæller hun.

Nadja Joy Tønnesen har præsteret at få 41 guldmedaljer, 16 sølvmedaljer og 13 bronzemedaljer. Foto: (Privatfoto)

Kræver noget særligt

Signe Simonsen startede med at dyrke issvømning for et år siden. Inden da var hun konkurrencesvømmer.

Det er altid rart med god opbakning, som vi får fra hinanden

Nadja Joy Tønnesen, issvømmer

De to discipliner kræver noget forskelligt, lyder det.

- Det kræver noget mere mentalt og et fokus, der gør, at du kun er til stede i nuet, når din krop rammer det kolde vand, fortæller hun.

For at træne op til VM i issvømning har Signe Simonsen taget kolde karbade og sørget for at svømme dagligt. Det giver en lykkefølelse i kroppen at være i det kolde vand, fortæller hun. Foto: (Privatfoto)

Det er ifølge Signe Simonsen individuelt, hvad man som atlet har brug for lige inden, man skal præstere, men at det især er vigtigt at kunne bevare roen, inden man skal ned i det iskolde vand.

Selv har Signe Simonsen fundet sine egne ritualer, der hjælper hende.

- Jeg har ikke brug for at snakke med så mange mennesker lige inden, jeg skal i, og jeg går meget ind i mig selv, siger hun.


Nadja Joy Tønnesen har ikke det samme behov for stilhed, inden hun skal i det iskolde vand.

- Jeg kan godt lide at gå og småsnakke lidt inden, og så siger folk også held og lykke til én. Det er en måde at få ro på mine nerver, fortæller Nadja Joy Tønnesen, der har dyrket issvømning siden 2016.

Ny serie på vej til TV2 Nord: Følg Signes vej til VM

TV2 Nords journalist Michael Andersen har i flere måneder fulgt Signe Simonsens forberedelser op til VM i issvømning. Konkurrencen afholdes i Molveno i Italien fra 13.-19. januar og bliver Signe Simonsens første deltagelse.

Her bliver den største udfordring at være i det iskolde vand i knap tyve minutter under 1.000 meteren – noget, hun aldrig har prøvet før. Dokumentarserien i flere afsnit følger træningen inden VM og under selve afholdelsen af de forskellige discipliner, Signe Simonsen stiller op i.

TV2 Nord sender første afsnit i serien i februar eller marts 2025.

Sammen til VM

Sammen med ti andre danskere rejser Signe Simonsen og Nadja Joy Tønnesen til Italien om en uge for at deltage i VM i issvømning.

Nadja Joy Tønnesen er glad for, at de får lov til at opleve det sammen.

- Det er altid rart med god opbakning, som vi får fra hinanden, siger hun.

Og Signe Simonsen glæder sig til at komme derned og opleve stemningen og repræsentere Danmark.

- Jeg er ikke nervøs, men jeg glæder mig. Det bliver også fedt at møde deltagere fra 47 forskellige lande, siger hun.

Efter Signe Simonsen og Nadja Toy Tønnesen medvirkede i 'Go' morgen Danmark', tilbragte de tid sammen i havnebassinet i et snebeklædt København. Foto: (Privatfoto)

Og træningen op til har hun været i gang med længe.

- Den sidste uge bruges på at svømme i koldt vand hver dag og træne forskellige svømmeteknikker. Som nyudklækket issvømmer er det en virkelig sjov proces. Det har jeg jo aldrig prøvet før, siger Signe Simonsen.

Se hele indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 Play.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hackergruppen, Kalmarunionen, er nummer et på verdensranglisten over bedste 'white-hat hackere' på konkurrenceplan.

Teknologi, koder og onlinesystemer kan for nogle bare være en masse skiftende tal, eller noget Fanden har skabt. Men for andre er det en invitation til kreativitet, hjernegymnastik og fællesskab.

Den nordjyske hackergruppe, Jutlandia, er en forening, hvor primært unge kommer for at dygtiggøre sig inden for et felt, der er utrolig meget snak om netop i disse dage.

- Vi holder en masse oplæg omkring cybersikkerhed og arbejder fælles for at blive dygtigere til det, fortæller Thomas Mulvad.

Se hele indslaget om Jutlandia, Kalmarunionen og cybersikkerhed her:

Hacking.. men lovligt!

Jutlandia bliver hjulpet godt på vej af Kalmarunionen, der afsluttede 2024 med en placering øverst på verdensranglisten over 'white-hat hackere'(lovlig hacking) på konkurrenceplan.

- I konkurrencerne fik vi opgaver, hvor vi eksempelvis skulle hacke google-chrome. Da vi fik adgang til det, fortalte konkurrencen det til dem, så de kunne lappe det hul, som hackergrupperne fandt, fortæller Henrik Bjerre Nielsen, der er fungerende medlem af Kalmarunionen.

Henrik Bjerre Nielsen har været medlem af Kalmarunionen i fem år.

Erfaringerne fra det miljø er noget, som Henrik Bjerre Nielsen tager med sig til Jutlandia.

- Jutlandia er et rigtig godt sted at starte (hvis du har interesse for hacking - red.), og hvis man så har mod på det senere hen, kan man jo så komme ind og lege lidt mere med de tungere drenge, lyder det fra Henrik Bjerre Nielsen.

Hamrende vigtigt

De mange talenter, der eksempelvis dukker op hos Jutlandia og Kalmarunionen, er ifølge professor i cybersikkerhed på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet, Jens Myrup Pedersen, også hamrende vigtige at dyrke.

- Cybertruslen mod Danmark er meget høj og kommer fra mange forskellige steder. Den kommer, fordi vi er blevet meget mere digitale og på grund af den geopolitiske situation, som vi står i lige nu, fortæller han.

Heldigvis, mener han, at vi i Danmark er godt med, når det kommer til uddannelse af de cybertalenter, vi blandt andet har i Nordjylland.

- Vi er jo et lille land, og alligevel formår vi at finde, udvikle og fastholde så mange talenter. Det er rigtig stærkt gået, siger Jens Myrup Pedersen.


Mors mareridt er slut: Selskab dropper anke i sag, hvor hun mistede sin datter

Foto: Privatfoto og Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Til venstre i billedet ses Juline Seberg, som døde i en brand 4. marts 2021. Til højre ses hendes mor, Monika Seberg.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Meget omtalt dødsbrand fra Thisted får ikke et nyt kapitel i landsretten. Udlejningsvirksomheden har trukket sin anke, og dermed står en byretsdom fra december ved magt. Det har moren til den afdøde været uvidende om i otte måneder.

For Monika Seeberg har de seneste fire år været noget af et mareridt.

4. marts 2021 døde hendes datter, Juline Seberg, i en brand i et lejlighedskompleks i Thisted, og siden da har kampen for at få placeret et ansvar hængt over hendes hoved.

Sagen fik ellers et foreløbigt punktum 7. december 2023, da boligselskabet Munke Bolig, som var datterens udlejer, blev idømt en bøde på 10.000 kroner for ikke at have ordentligt styr på brandsikkerheden. Kort efter valgte Munke Bolig dog at anke sagen, men nu kan vi her på TV MIDTVEST fortælle, at selskabet har valgt at trække anken tilbage.

Dermed står byrettens dom til troende, og det får Monika Seberg til at ånde lettet op.

- Jeg er glad og lettet over, at afslutningen er kommet. Det er det, jeg har ventet på, siden Munke Bolig ankede sagen for mere end et år siden. Nu kan jeg sige til mig selv, at der blev vist Juline lidt retfærdighed, og at nogen er blevet stillet til ansvar for de svigt, de har begået. Det giver mig noget ro i maven, fortæller Monika Seberg.

Branddøre var sat ud af spil

Byrettens dom blev baseret på, at der var kiler i branddørene, så de ikke kunne lukke. Det gjorde, at røgen uhindret kunne sprede sig fra 1. sal, hvor branden begyndte, og til resten af bygningen.

Juline Seberg blev fundet livløs på 2. sal og døde senere af røgforgiftning. Og ifølge retten var de åbne branddøre altså med til at udsætte beboerne for fare.

I retten forklarede Lone Færch, der er medejer af Munke Bolig, at hun havde oplevet, at branddørene på nær en enkelt gang altid var lukkede. I det tilfælde havde hun påtalt det over for viceværten.

Viceværtens forklaring lød dog anderledes, for han fortalte, at branddørene ofte stod åbne med kiler, men at det var beboerne, der gjorde det. Han havde ellers smidt flere trækiler væk, men efter han havde gjort det, fremskaffede beboerne nogle nye, sagde han i retten.

Begge forklaringer valgte retten dog at tilsidesætte, og der var da også flere vidner, som i retten sagde, at branddørene altid stod åbne. Vidnerne talte blandt andet flere beboere.

For store omkostninger

Munke Bolig blev i byretten dømt for en anden paragraf end den, der stod i anklageskriftet, og derfor valgte selskabet at ville afprøve dommen i landsretten. Så langt kommer sagen dog ikke, for nu har Munke Bolig selv valgt at droppe den.

- Vi er kommet frem til, at omkostningerne omkring en ankesag i høj grad vil overstige den bøde, som er givet. Det er altid en overvejelse, om man vil kæmpe for det, man mener, er rigtigt, eller om man vil tage bøden og så opgive sagen. Min klient mener stadig, at de ikke kan bebrejdes, oplyser Poul Gade, der er forsvarsadvokat for Munke Bolig.

Betyder det så, at selskabet tager det fulde ansvar?

- Der er ikke noget ansvar at placere. Min klient blev dømt for at overtræde bygningsreglementet, og så får man en bøde, men derfor er det ikke ensbetydende med, at ansvaret for det ulykkelige, der er sket, tilfalder dem.

Anede ingenting i otte måneder

Monika Seberg har først fået beskeden om, at ankesagen er droppet, efter TV MIDTVEST har overbragt hende nyheden. Det sker, efter vi er kommet i besiddelse af retsbogen fra Vestre Landsret. 

Den fortæller, at det var helt tilbage i maj 2024, at Munke Bolig meddelte, at anken blev trukket tilbage.

Vestre Landsret oplyser, at der i denne sag har været to parter, nemlig politiets anklagemyndighed og Munke Bolig. Begge parter er blevet oplyst om, at anken er trukket tilbage, men fordi Monika Seberg kun var vidne i sagen, har hun altså ikke fået noget at vide.

- Jeg er skuffet over, at der ikke er nogen, der har tænkt på at give mig besked. Jeg tænker ikke, der ligger onde hensigter bag, men det har været otte lange måneder for mig. Så det havde været rart at få beskeden tidligere, lyder det fra Monika Seberg.

Monika Seberg overvejer nu at søge erstatning for at dække de udgifter, hun har haft i forbindelse med begravelsen af sin datter. Det vil hun drøfte senere med sin advokat.


Umage makkerpars vilde drøm koster 25 millioner kroner

Foto: Michael Andersen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Palle og Asger drømmer om at køre Le Mans.

Det er ganske få år siden, 52-årige Palle Birk Nielsen fra Brønderslev befandt sig på en gokartbane for første gang.

Han var til sin kammerats polterabend, og to ting har brændt sig fast i hans hukommelse fra den dag.

Det ene var synet af hans ven, der iført mankini kørte gokart. Det andet var følelsen, da han for første gang selv satte sig bag rattet og drønede afsted.

- Jeg var fanget med det samme. Der kunne være gået en bombe af ved siden af mig, og jeg ville ikke have registreret det, siger Palle Birk Nielsen.

Se første afsnit af ”Drømmen om Le Mans” her – artiklen fortsætter under programmet.

Voksen-skældud - Drømmen om Le Mans (S1:E1)

Knokler benhårdt

På Vandel Gokartbane ved Billund mødte Palle den 20-årige gokartkører Asger Radsted.

I modsætning til Palle har Asger stor erfaring og flere podiepladser bag sig. Blandt andet tog han titlen som dansk mester i udlejningsgokart i 2021, og han drømmer om at leve af at køre ræs.

Trods aldersforskellen på 32 år faldt de to i snak og aftalte, at Palle kom i lære hos Asger.

Hurtigt stod det klart for Asger, at Palle kunne noget særligt på gokartbanen. Ikke mindst fordi, Palle var villig til at træne benhårdt og lære af sine fejl.

- Det er sjældent, man ser nogen, der starter i så sen en alder som Palle, som så kører fra mange af dem, som har kørt i årevis, siger Asger Radsted.

Ambitiøst mål

Palle Birk Nielsen, der til daglig er underviser på Aalborg Handelsgymnasium, betegner sig selv som en dampmaskine.

Når han sætter sig noget for, så gør han alt, hvad han kan, for at nå i mål med projektet.

Blandt andet kører han 2,5 time hver vej til træning med Asger – og så har han smidt 25 kilo muskelmasse og væske. Hvis køreren vejer for meget, koster det nemlig sekunder.

Palle Birk Nielsen før han smed 25 kilo muskelmasse og væske. Foto: (Privatfoto)
Palle Birk Nielsen efter at have smidt 25 kilo muskelmasse og væske. Foto: (Privatfoto)

Dén kampgejst får han brug for i de kommende år. For Asger og Palle har sat sig et meget ambitiøst mål.

- Vi vil gerne sidde i en GT3-racer til Le Mans om fem år. Det er drømmen, siger Palle Birk Nielsen.

En dyr drøm

Makkerparrets plan er at købe sig ind på et hold hos langdistanceracerkøreren Mikkel O. Pedersen, som tre gange før har deltaget i det legendariske 24-timers Le Mans-løb.

Desuden skal de finde en tredje kører.

Og som bekendt er motorsport alt andet end gratis.

- Bilen koster omkring 250.000 euro. Kører vi en forskærm af, koster den måske 2-300.000 kroner. Vi skal regne med at bruge op mod en million kroner om året bare på dæk, forklarer Palle Birk Nielsen.

I alt forventer de, at de skal bruge 25-30 millioner på at realisere drømmen.

Pengene har de ikke selv, så derfor er det altafgørende at få sponsorer til at tro på idéen og se værdien i at støtte det umage par.

- Hvis vi ikke prøver, så er det sikkert som amen i kirken: så lykkes det aldrig, siger Palle Birk Nielsen.

Se ”Drømmen om Le Mans” længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.


Soulshock flygtede fra flammehav ved hjemmet i Hollywood

Foto: Bax Lindhard & David Swanson / Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hjemmet i Hollywood er bygget af træ - men det står endnu. Desværre er alle ikke lige så heldige.

Lige nu raser skovbrande i Los Angeles i USA. Over 180.000 mennesker er blevet evakueret og naturbrandene har indtil videre kostet mindst 10 menneskeliv.

En af de evakuerede er Carsten Schack fra Gug. Men de fleste kender ham formentlig som sangskriver, producer og dj Soulshock. Han har i 48 timer været evakueret, men er nu lykkelig over at være kommet hjem - og at der faktisk stadig står et hjem i Hollywood Hills, hvor han bor med sin kæreste Tracie Spencer og sin 20-årige søn.

At naturbrandene pludselig er kommet til Hollywood Hills, hvor han bor, opdager han ikke selv.

- Jeg er i bad og min husholderske er ved at gøre rent. Pludselig hamrer hun på døren og råber, at ilden er her nu. Da jeg kommer ud trækker hun mig ind på min søns værelse, som vender mod bjergsiden, og der kan vi se flere meter høje flammer, fortæller han til TV2 Nord.

Luften er grå og fyldt med røg

Carsten snakker hurtigt. Han har meget på hjerte, og der er ingen tvivl om, at de seneste døgn har været traumatiske for ham og familien. Og man forstår det godt. Billederne fra LA ser voldsomme ud. Og præsident Joe Biden siger, at scenerne fra Los Angeles minder ham om en ”krigszone”.

Husholdersken drøner afsted væk fra huset, da hun har gjort Carsten Schack opmærksom på faren. Hurtigt får Carsten fat i sin kæreste, beder hende om at tage de vigtigste ting med det samme, og så kaster de sig ind i bilen og begynder at køre ned ad bjerget, de bor på. Der er en stemning af panik i bilen.

- Da vi kommer uden for er luften fyldt med gløder, sådan er det, når man er tæt på en brand. Jeg har stadig små sår i ansigtet. Det var chokerende, fortæller han.

Panikken bliver ikke mindre af, at flere har fået samme idé. Nemlig at køre ned ad de smalle veje i Hollywood Hills. Der opstår trafikkaos, som desuden besværliggøres af, at brandfolk afspærrer vejen, så de hurtigere kan komme i gang med arbejdet. Og endnu værre bliver det, da det går op for Carsten, at sønnen Nicolaj er på arbejde i et musikstudie på den anden side af bjerget, de bor på.

- Det var næsten noget af det værste at få ham igennem. Der er flammer omkring mig, og forestil dig, at du skal have din søn ned gennem alt det. Man går i panik.

En time efter Carsten og Tracie har forladt hjemmet, er de genforenet med Nicolaj længere nede i Los Angeles og de omfavner hinanden. Men så opstår spørgsmålet - hvor skal de tage hen? Hele byen brænder og hotellerne er der ikke plads på.

Derfor tager familien ud af byen, og syd for LA i New Port Beach, lykkes det familien at få hotelværelser.

Det sidste, de så, var flammerne

På hotelværelset frygter de, at der ikke er noget at komme hjem til. Huset er nemlig af ældre dato, og det er bygget af træ for at være modstandsdygtigt overfor jordskælv, som også finder sted i LA fra tid til anden. Usikkerheden om husets tilstand bliver ikke mindre, da Tracie fortæller, at hun havde kigget tilbage mod huset, da Carsten kørte dem væk derfra, og det eneste hun kunne se, var flammerne.

Men efter et døgn på hotel bliver evakueringen løftet, og sammen tager de hjem.

- Da vi kørte op ad bjerget igen, troede jeg ikke, der var hus. Da jeg så taget på huset, råbte jeg af glæde, siger han.

Og han er stadig glad. Selvom der ligger aske over alt som et fint lag sne, og selvom huset har fået sodskader fra flammerne, priser han og familien sig lykkelige over, at der er noget at komme hjem til.

- Jeg er næsten ligeglad. Bare det at vi har et hjem, er stort. Vi har mange venner, som har mistet deres hus, fortæller han.

Ifølge Carsten står huset endnu alene fordi Hollywood Hills Fire Department var hurtigt ude af klappen. Med helikoptere smed de store mængder af vand ud over bakken og flammerne, og på den måde har de reddet mange hjem som Carstens.

I skrivende stund er det morgen i LA. Carsten og familien har sovet i huset i nat, men Carsten har ikke lukket et øje. Bekymringerne rumsterer stadig i kroppen.

- Jeg har været oppe hele natten, men jeg er ikke helt i ro endnu. Den mindste lyd, så er jeg oppe. Når man har set flammerne, så bliver man ved med at se dem inde i hovedet. Det er ikke noget, jeg ønsker for nogen, at de skal opleve.

Han har aldrig oplevet noget lignende i de 30 år, han har boet i LA.

Vinden er meget omskiftelig, og det er den, der er med til at sprede ilden til flere lokationer i byen. Ifølge BBC er vinden en trussel frem til næste uge. Det har præsident Biden udtalt.


Stor debat om fiskeopdræt: Vores laks er topkvalitet

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Nordjylland har man fundet en måde at opdrætte laks på, hvor kun få fisk dør - og der er ikke brug for antibiotika.

De seneste dage har der været stor debat, om de fisk vi spiser.

Debatten er opstået efter en tårevædet fiskehandler i Aarhus, Jacob Clausen fra P. Clausens Fisk, har valgt ikke længere at sælge opdrættede fisk - og det er på trods af, at det kommer til at koste ham i omegnen af halvanden millioner kroner i omsætning.

Men debatten er unuanceret.

Det mener nordjyske Jacob Veiss, der er administrerende direktør i Skagen Salmon, der opdrætter laks.

- Det er unuanceret bare at sige, at den er gal med alt 'opdræt', siger han til TV2 Nord.

Og der kan være noget om det. For på anlægget i Skagen har man ikke de samme helbredsproblemer hos fiskene, som man har i traditionelle lakseopdræt i fjorde og hav. Ej heller har man den samme fedtprocent i fisken, fortæller han.

Foto: Skagen Salmon

En ny måde at opdrætte fisk på

Til TV2 Østjylland siger fiskehandleren Jacob Clausen, at de laks man i dag får fra opdræt er 'uværdige'. Han mener, at det er ulækkert, at vi som forbrugere vil have mere og mere, og at det samtidig skal være billigere.

- Den måde, man opdrætter fisk på, og de præmisser og konsekvenser, der er ved at opdrætte dem, er blevet så store, at jeg ikke kan stå inde for det som fagmand, siger Jakob Clausen.

Flere forhandlere har efterfølgende fulgt trop.

Problemerne med laks fra opdræt er blandt andet: De får antibiotika, de vaccineres og de svømmer i meget små områder og bliver derfor meget fede. Nogle af fiskene kan derfor stikke af og ifølge videnskab.dk dør cirka hver femte opdrættede fisk, når de unge fisk flyttes fra ferskvandsbassiner til saltvand.

Men sådan er det altså ikke i Skagen Salmon, det forsikrer Jacob Veiss.

- Vi har lavet et enormt anlæg på land, og dermed minimerer vi meget af den risiko, der er ved traditionelt opdræt. Der er ingen risiko for, at vores fisk stikker af, rester af både afføring og foder ender ikke på havbunden, og vi skal ikke bruge diesel på at tage ud for at se til fiskene, forklarer han og tilføjer:

- Vi synes selv, det er topkvalitet laks, og det synes kokkene, der køber af os også.

TV2 Nord har tidligere besøg Skagen Salmon. Det var da de lavede en aftale med det lokale fjernvarmeværk. Se indslaget herunder. Siden da har virksomheden også lavet en aftale med det lokale biogasanlæg, der aftager al fiskeafføring.

Nul antibiotika og sygdom

Anlægget i Skagen er 28.000 kvadratmeter stort, og har kostet intet mindre end 600 millioner kroner.

I anlægget er der desuden et stort rensningsanlæg, som sikrer, at der ikke kommer alle mulige mikroorganismer ind i bassinet, som kan være skyld i sygdomme. En af de sygdomme, man døjer rigtig meget med med norsk opdrættet laks, som er meget populært herhjemme, er lakselus. Lakselus behandles enten med antibiotika eller fjernes de manuelt - og den rensning for lus ender ofte i at fiskene får skader på gæller eller skind.

- Nej, vi bruger ikke antibiotika. Vi sygdomsbehandler ikke og vi har ikke lakselus. Vi vaccinerer fiskene én gang i deres liv. Vi renser alt det vand, vi får ind og en procent af saltvandet skiftes løbende, og vandet vi hælder ud renses for fosfor og kvælstoffer, siger han og fortsætter:

- I vores anlæg kan vi simulere de strømforhold, der er i vandet i det fri. Så laksen skal bruge sine muskler. Dermed får den lavere fedtprocent, end dem der er opdrættet i havbrug.

Hvad er for og imod opdræt?

Ifølge seniorforsker ved Fødevareinstituttet ved DTU Grethe Hyldig er der fordele og ulemper ved både vildtfangede og opdrættede fisk.

Eksperten kommer her med nogle af synspunkterne for og imod opdræt.

For:

  • Det er nemmere at styre, hvad fiskene spiser

  • Temperaturer og vandstrømme kan lettere bestemmes

  • Fiskene 'høstes' i stedet for at blive fanget - det kan skabe mindre stress omkring fiskene

  • Opdrættede fisk har oftere kortere vej ud til forbrugeren end vildtfangede fisk, der skal transporteres ind til land

Imod:

  • De vildtfangede fisk har nemmere ved at få en naturlig kost

  • Laks bliver oftere mere fedtholdige i opdræt

  • Forholdene for opdrættede fisk kan stadig forbedres

Kilde: TV2 Østjylland

Vil have udskældt fiskehandler på besøg

Jacob Veiss er stolt af virksomheden, som han kalder et pionérprojekt, og han vil gerne vise det frem til alle, der ønsker at se det. Derfor er der også lavet en besøgsgang, så gæster kan se hele produktionen fra start til slut.

- Vores 'modstandere' er norsk og færøsk lakseindustri, og med vores tilgang kan jeg ikke se andet end, at det her bliver en succes, siger han.

Derfor har han også personligt ringet til Jacob Clausen.

- Vi vil gerne invitere ham på besøg. Og jeg håber, han kommer på besøg, så han på et oplyst grundlag kan beslutte, om det er alle opdræt, han er imod. Det er hans beslutning. Der er i hvert fald åben dør, siger Jacob Veiss.

Skagen Salmon var fuldt funktionsdygtigt september i år, og kommer til at producere cirka 3600 ton laks årligt. Det svarer til 900.000 laks.