Tricktyverier i hobetal
Fredag eksploderede anmeldelser om tricktyverier i Frederikshavn. Fra før at have to i hele kommunen - så blev der meldt om fire i fredags. Nu beder Politiet befolkningen om hjælp.
Fredag formiddag opdagede Anni T. Andersen fra Frederikshavn to kvinder i sin lejlighed.
-Hvad vil du - jeg samler ind for Røde Kors, har du noget vi kan bruge? Nej, siger jeg. Kan du komme ud, fortæller Anni T. Andersen til TV2/Nord.
Efterfølgende meldte hun episoden til politiet. Nu viser det sig, at hun ikke var den eneste, som fik uønsket besøg den dag. Tre kvinder på henholdsvis 75, 79 og 90 år blev også opsøgt af østeuropæisk udseende personer, som udgav sig for at komme fra kommunen, hvorefter de trængte ind i boligen.
Tricktyvene har opereret i en radius af cirka 200 meter i området ved sygehus Vendsyssel. Værst gik ud over en 90-årig kvinde på Vibevej. Hun fik frastjålet 8000 kroner og nogle smykker. Nu opfordrer kommunens hjemmepleje de ansatte og brugerne at være ekstra på vagt.
-Vi kan observere rigtig meget, og vil også gerne være med til at advare uden at gøre de ældre og pensionisterne urolige, men være med til at huske dem til at de skal låse dørene. Ligesom vi siger til børnene: Lad være med at lukke fremmede ind, siger gruppeleder i hjemmeplejen, Inga Sørig, TV2/Nord.
Nordjyllands Politi efterforsker i øjeblikket tricktyverierne. Der er lighedspunkter med andre episoder i Vendsyssel, men hvem der står bag, er endnu uvist, så politiet vil gerne høre fra andre, hvis man er blevet opsøgt.
Med fredagens fire tricktyverier er Frederikshavn Kommune kommet op på seks. I Hjørring har der været tre, Aalborg 11, Brønderslev 0, Vesthimmerland tre og Jammerbugt 4