To nordjyder pådrog sig fyrværkeriskader nytårsnat
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De nordjyske ambulancer har været ude at køre 81 gange i løbet af nytårsaften og -nat.
To personer er blevet ramt af fyrværkeriskader i løbet af aften- og nattetimerne i Nordjylland.
Det oplyser enhedschef hos Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland Kenneth Lübcke.
- Den ene er en øjenskade, og den anden er en håndskade, men alvorligheden er jeg ikke klar over, siger han.
Travle perioder
I alt kom der 113 opkald til alarmcentralen i Nordjylland fra klokken 18.00 tirsdag aften til klokken 06.00 onsdag morgen. Det resulterede i 81 ambulancekørsler, og det ligger på et normalt niveau for en nytårsaften.
- Det har været både travlt og roligt. Forstået på den måde, at der har været travlt i perioder. Mellem klokken 19 og 20 var der travlt, og igen mellem midnat og klokken 03.00. Det er kommet i perioder, men vi har kunnet følge med hele tiden, siger Kenneth Lübcke.
Kun i to af tilfældene har udrykningerne været en direkte konsekvens af fyrværkeri.
- Det er meget det samme billede som tidligere år. Tidligere år har der været alvorligere ulykker, men det virker til, at nordjyderne bruger fyrværkeri med omtanke.
- Folk kommer jo stadig til skade og bliver syge, selvom det er nytårsaften. Så det er en blandet landhandel, siger enhedschefen om ambulancekørslerne.
Det er ikke kun Den Præhospitale Virksomhed, der har haft en rolig nytårsnat. Det samme har både Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi.