Teststeder opsluger ung arbejdskraft: - Nogle restaurationer er desperate
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Normalt får restaurationer i Aalborg rigeligt med uopfordrede ansøgninger, men i øjeblikket oplever nogle, at det er svært at lokke de unge til. De unge får i stedet velbetalte jobs som podere.
Se indslaget nederst i artiklen.
Efter testcentre er poppet op rundt omkring i landet, har flere og flere fået stillingsbetegnelsen: Poder. Og jobbet er faktisk så populært blandt unge, at det skaber udfordringer for restaurationsbranchen i blandt andet Aalborg.
I knap to uger har branchen været åben for kunder, og de er i fuld gang med at gøre klar til endnu en sommersæson. Men der er et problem:
- De ufaglærte og studerende, vi skal bruge til de stillinger, er en mangelvare for nogle virksomheder. Og nogle er ret desperate for at få besat stillingerne igen. De fortæller os, at det simpelthen er teststederne, der opsluger dem lige nu.
Sådan siger Mikele Volpi, der er næstformand i brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer. Han har i dag været i kontakt med sin organisation og flere restauratører i Aalborg.
Kommune mangler ferieafløsere
Det er ikke kun i restaurationsbranchen, at der lige nu er problemer med at tiltrække ung arbejdskraft. Også de nordjyske kommuner risikerer at blive udfordret. Det bekræfter forvaltningen i Vesthimmerlands Kommune til TV2 Nord per mail.
I Vesthimmerlands Kommune anerkender vi fuldt ud, at vi står i en ekstraordinær situation, som kalder på et stort antal personale til den landsdækkende test-strategi. Men vi mærker også tydeligt, at især ældreområdets evne til at tiltrække vikarer til sommerferie-afløsning er under et voldsomt pres – det gælder både tiltrækning af unge og ledige, som vi plejer at rekruttere.
Per Nielsen Elb, Ældrechef, Vesthimmerlands Kommune
Det er især lønnen, der lokker de unge til jobbet som poder. I Region Nordjylland får podere ved Falck 182 kroner i timen. Sådan er det ikke i restaurationsbranchen.
- Hvis man er uden erfaring, tror jeg, den typiske løn vil ligge et sted mellem 120 til 140 kroner i timen afhængig af erfaring.
Endnu flere podere skal i arbejde
Hvordan kan det være, I tilbyder så høj en løn?
- Det gør vi, fordi vi har en overenskomst med 3F, og det er vi bundet op på. Og det er den, vi har vundet udbuddet med, svarer Jacob Kolind, der er driftschef ved Falck, som udbyder lyntest i Region Nordjylland.
Som det ser ud nu, bliver restaurationsbranchens problem med at tiltrække arbejdskraft ikke mindre. Tværtimod.
- Vi er på godt 600 podere lige nu, men vi skal meget højere op. Vi har haft lange ventetider de seneste dage, så vi skal have over 800 podere, så vi ansætter og rekrutterer alt, hvad vi overhovedet kan lige nu, siger Jacob Kolind.
På C.W. Obels Plads i Aalborg bekræfter flere unge, at det er lønnen, der er afgørende, når der skal vælges job.
- Jeg har prøvet at være tjener lidt tid - det er hårdt. Det er mange timer, men jeg har også hørt i forhold til job som poder, at det er 12-timers vagter. Men lønnen ved poder er nok det, der kommer til at hive en derover, lyder det fra sygeplejestuderende Tilde Jensen, og veninden Marie Byrialsen nikker.
En af de andre på torvet er 20-årige Simon Steen Andersen. Han er netop på vej til sit arbejde som poder ved lyntestcentret på Gammel Torv.
- For det første søger de hele tiden, og så tænker jeg, at det er rigtig gode kollegaer, og der er god stemning på trods af, at det er lidt stresset derinde nogle gange. Og så er lønnen også bare meget god, siger han.
Restaurationsbranchen kan ikke matche lønnen
Kunne I ikke bare tilbyde tilsvarende i løn?
- Jo, men så kunne man lave en beregning, der viser, at man lige så godt kan holde lukket, svarer Mikele Volpi.
Ved testcentret i Dronninglund er der travlt omkring middagstid, og alle podere arbejder på fuldt tryk for at holde køen nede.
- Vores plan var ikke lige at skulle konkurrere med restaurationsbranchen, da vi gik i gang med det her. Men jeg kan godt se, at noget af det personale, som de normalvis har, det er noget af det, vi har. Men lige nu kan jeg ikke undvære dem, så jeg kan ikke lige hjælpe, slår Jacob Kolind fast.