Tættere på VM-finale end landsholdet? Mikkel et skridt nærmere toppen
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
- Et kæmpe skulderklap og kæmpe bekræftelse, siger hovedpersonen, der er gået "all-in."
Fra en blæsende, regnfuld og grå mandag i Horsens til en tirsdag på Cypern.
Det lyder som et døgn i en charterturists liv, men det er benhårdt arbejde for Mikkel Redder fra Nørresundby.
Mandag aften dømte han 0-0-kampen mellem AaB og Horsens. Dagen efter rejser den bare 28-årige dommer til Cypern, hvor han skal være 4.dommer i en europæisk kamp.
Men snart kan han selv passe fløjten i de internationale kampe - han er nemlig af DBU indstillet til FIFA-dommer.
Ikke siden 2002-2003, hvor Kim Milton Nielsen i løbet af et år dømte både VM-semifinale og Champions League-finale, har Danmark haft en dommer i verdenstoppen.
Men nu har Mikkel Redder, der blev den yngste Superligadommer nogensinde i 2018, taget et skridt nærmere drømmen.
- Det er et kæmpe skulderklap og en kæmpe bekræftelse at det jeg gør i Danmark lægges der mærke til i DBU. Det er det vigtigste for mig.
Hvem når først en VM eller EM-finale – dig eller landsholdet?
- Det håber jeg landsholdet gør, kommer det lidt tøvende, men med et grin fra den unge Superligadommer.
Mere seriøst tager han det, når han skal sætte ord på hvad det betyder, at han nu er indstillet som FIFA-dommer.
- Jeg vil stadig være tydelig i min måde at kommunikere på – nok ikke lige så markant.
Mikkel Redder, FIFA-dommer
1. juli valgte han officielt at kalde sig fuldtid og opsagde sit job som folkeskolelærer. Han har også været på et europæisk talentprogram for unge dommere med god respons.
Han forbereder, restituerer og træner mere end nogensinde.
- Jeg er gået all in, siger Mikkel Redder.
Han starter dog ydmygt på den europæiske scene, i den såkaldte kategori 2, som er laveste niveau.
- Man starter fra scratch og bygger sig op ligeså stille. Jeg er langt fra en Champions League-gruppekamp, siger han og peger på kvalkampe i Conference League og U21-landskampe, som dem, der ligger først for.
- Det bliver anderledes end at dømme i andedammen. En lidt mere kynisk og kontant verden, uden så mange relationer. Det er bare at fokusere på de rigtige kendelser overalt, siger Mikkel Redder, der i Danmark hurtigt er blevet kendt for sit tydelige kropssprog på banen.
- Jeg vil stadig være tydelig i min måde at kommunikere på – nok ikke lige så markant. Men jeg vil ikke ændre min person som har båret mig til Superligaen i en forholdvis ung alder, siger han.
Som 14-årig spillede han selv fodbold og var til prøvetræning i Liverpool. Siden blev han ramt af Cushings Syndrom, som gjorde han kastede sig over fløjten.