"Slagt ham" og andre tilråb skal stoppe: DBU giver det røde kort til fodboldforældre
Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Arkivfoto. Flere nordjyske klubber arbejder aktivt med at få forældrene til at tænke over tonen på sidelinjen.
Bølgerne kan gå højt, når fodbolden ruller. I nogle tilfælde går det over stregen - især når spillerne på banen er børn.
Da U9-drengene fra IF Skjold Sæby for nyligt spillede kamp, opstod en af de situationer, som skal undgås.
- Det var en rigtig god børnekamp, hvor en af vores spillere løber ned mod målet. Så var der en forælder på den modsatte side, der råber "slagt ham", siger Martin Iversen, der er træner for U9-holdet.
- Jeg vælger at sige fra med det samme, og efter kampen konfronterer jeg ham, siger Martin Iversen.
Situationer som dette sker for ofte ifølge DBU Jylland. Forældre på sidelinjen der kommer med udtryk, som ikke hører hjemme i børnefodbold.
Børnene bliver påvirket af tonen og retorikken, så der kan skabes en dårlig adfærd på banen
Johnny Krogh Hansen, Børneudvalget i DBU Jylland
- Børnefodbold er børnefodbold. Der er ikke fokus på, at man skal være den næste Messi eller vinde det hele, men derimod leg, siger formanden for Børneudvalget i DBU Jylland, Johnny Krogh Hansen.
Voldsomme børn
I løbet af 2022 er 10 børnekampe blevet afbrudt på grund af, at børnene på banen er blevet for fysisk voldsomme. Det stikker udenfor normalen.
- Den trend, at børnekampe bliver afbrudt på grund af for voldsom adfærd og spil, har vi ikke oplevet før. Det er jo ikke, fordi 10 er mange, men det er helt nyt, at det sker. Vi forsøger at komme ud tidligt. Man kan kalde det rettidig omhu, siger Johnny Krogh Hansen.
Nogle af kampene er også blevet afbrudt, fordi der er opstået for voldsomme skænderier mellem forældrene på sidelinjen. Og den aggressive tone udenfor banen er med til at børnekampene bliver mere voldsomme.
- Børnene bliver påvirket af tonen og retorikken, så der kan skabes en dårlig adfærd på banen. Jeg nægter at tro på, det er børnene, som er så voldsomme, siger formanden.
Nordjyske klubber melder ikke om stigende problemer
Selvom afbrydelserne af børnekampene er et nyt fænomen, så er indtrykket hos nordjyske fodboldklubber, at forældres skænderier på sidelinjen ikke er voldsommere end tidligere år.
- Jeg har været træner i over 20 år, og det er blevet bedre. Det er heldigvis gået i den rigtige retning, og jeg oplever, at klubberne tager det meget mere alvorligt, siger Martin Iversen, træner i IF Skjold Sæby, på trods af den seneste hændelse.
Heller ikke hos Hjørring IF eller Hobro IK er fornemmelsen, at der er kommet en voldsommere tone ved børnekampene.
- Jeg har ikke oplevet det som et problem, når jeg har været med ude, siger Kim Ahrends, der er børneudviklingsleder i Hjørring IF.
Vi prøver også at få dem til at anerkende og rose andres børn
Jacob Vendelbo, børneudviklingstræner for U6-U12, Hobro IK
- Vi forsøger at arbejde med det. Det er ganske få oplevelser, jeg har haft, hvor det er over grænsen, men det kan gå galt, siger børneudviklingstræner for U6-U12 i Hobro IK, Jacob Vendelbo.
Samarbejde mellem klub og forældre
Den nye tendens med, at børnekampe bliver afbrudt, kan ifølge DBU forebygges. Her har forældrene et stort ansvar, mens klubberne også selv kan gøre noget.
- For det første ligger det meget i klubben, at de tager et ansvar om at nedfælde en guide til, hvordan klubben forventer, de voksne er omkring kampene, siger Johnny Krogh Hansen.
De nordjyske klubber er opmærksomme på, at en god dialog mellem klub og forælder hjælper til en bedre tone omkring banen.
- Vi prøver at skabe en fælles værdi i klubben i samarbejde med forældrene. Vi snakker med forældrene inden sæsonen om, hvilke værdier, vi vil fremhæve i klubben, siger Kim Ahrends fra Hjørring IF.
- Til forældremøderne forsøger vi at tydeliggøre, at det er trænerne, der bestemmer og styrer, hvordan de skal spille, og hvor de skal løbe hen. Alt indenfor kridtstregerne er styret af trænerne, men en gang imellem går det galt, siger Jacob Vendelbo fra Hobro IK.
Opmuntrende forældre
I IF Skjold Sæby vil man gerne have forældrebidrag på banen, men det skal være den positive.
- Vi holder forældremøde minimum en gang om året og om forældrerollen, hvor vi lægger vægt på den positive vinkel. Hvad er det et godt miljø, kan gøre?, siger Martin Iversen.
Det samme er gældende hos Hobro IK.
- Vi prøver også at få dem til at anerkende og rose andres børn. Det er en holdsport og et fællesskab, og man kan også rose modstanderne, siger Jacob Vendelbo.
Ifølge formanden i børneudvalget hos DBU Jylland er det op til den enkelte forælder at holde sig i ro - også selvom fodbold er følelser.
- Det er helt almindelig snusfornuft, at man træder to skridt tilbage og observerer og opmuntrer i stedet for at opildne. Fodbold sætter følelser i gang, men man skal opføre sig ordentligt. Brug energien på at gøre det til en god oplevelse for børnene, siger Johnny Krogh Hansen.