Sygeplejerskerne i Nordjylland: - Vi har kræfter til at strejke lige så længe, det er nødvendigt
De nordjyske sygeplejerskere er også trætte af at vente på bedre løn, og de er klar til at tage en konflikt, der kan vare længe, lyder det fra Dansk Sygeplejeråds kredsformand, Jytte Wester
- Vi kan strejke lige så længe, som det er nødvendigt. Sådan lyder meldingen for den nordjyske kredsformand for Dansk Sygeplejeråd Jytte Wester.
440 nordjyske sygeplejersker på sygehusene er udtaget til konflikten, og 350 kommunalt ansatte sygeplejersker. De går i strejke fra natten til lørdag, med mindre der sker en afgørende udvikling i overenskomstforhandlingerne.
Jytte Wester anbefalede et ja til det seneste mæglingsforslag, men hun er ikke overrasket over, afstemingen endte med et nej.
- Vi anbefalede at stemme ja, fordi der ligger et forslag om en lønkomité, men sygeplejerskernes tålmodighed er opbrugt, fordi med lønkomitéen var der ingen garanti for, at der ville ske noget med lønnen, siger hun.
Den nordjyske kredsformands tålmodighed er også ved at være brugt op.
- Vi har forsøgt at råbe arbejdsgiverne op igennem flere år, men vi har talt for døve øren, så der skal vilje til for at finde penge til at løse problemet med, at sygeplejerskerne har et lønefterslæb, siger Jytte Wester.
DISSE SYGEHUSAFSNIT KAN BLIVE RAMT AF STREJKE FRA NATTEN TIL LØRDAG
Farsø:
Anæsti, Billeddiagnostik F, Ambulatorium for Medicinske Sygdomme, Sengeafsnit for Ortopædkirurgi, Operation Ortopædkirurgi.
Frederikshavn:
Sengeafsnit for Ortopædkirurgi, Billeddiagnostik.
Hjørring: Administrationen.
Stab under hospitalsledelsen, Talenternes Hus, Det nære Sundhedsvæsen, Kvalitet og Patientsikkerhed.
Hobro:
Anæsti, Operation Mave- og Tarmkirurgi, Ambulatorium for Endoskopi, Kirurgisk Dagafsnit, Sengeafsnit for Medicinske Sygdomme E.
Thisted:
Anæstesi, Sengeafsnit for Gynækologi, Ambulatorium for Urinvejskirurgi, Afsnit for Operation, Ambulatorium for Organkirurgi, Sengeafsnit for Medicin og Ortopædkirurgi M4, Ambulatorium for Medicinske Sygdomme, Akutmodtagelse, Billeddiagnostik.
Kilde: Region Nordjylland