Sygeplejersker vil fredag danne kæde over Limfjordsbroen
Foto: PR-foto: Dansk Sygeplejeråd/Carsten Lorenzen
De nordjyske sygeplejersker har i felere sammenhænge været på gaden for at tale deres sag i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
De nordjyske sygeplejersker vil vise støtte til forhandlingerne om et overenskomstforlig i Forligsinstitutionen, der begynder fredag
Fredag eftermiddag 7. maj vil nordjyske sygeplejersker danne en kæde over Limfjordsbroen fra klokken 15.45 til 16.30. Det sker for at markere deres støtte til forhandlingerne i Forligsinstitutionen, hvor forhandlerne kæmper for at finde en løsning, der kan forhindre en arbejdsnedlæggelse blandt sygeplejerskerne fra 21. maj.
Et flertal af medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd har stemt nej til overenskomsten, fordi de tilbudte 5,02% over tre år ikke udligner det lønefterslæb, sygeplejersker har haft i årtier – faktisk siden vedtagelsen af Tjenestemandsreformen i Folketinget i 1969, lyder det i en pressemeddelelse fra Kreds Nordjylland i Dansk Sygeplejeråd. Den placerede de kvindedominerede fag i bunden af lønhierarkiet i den offentlige sektor, og det har ikke været muligt at rokke ved placeringen i de mange år, der er gået siden.
Forhandlingerne i Forligsinstitutionen falder sammen med årsdagen for vedtagelsen af Tjenestemandsreformen, som altså fylder 52 år netop den 7. maj. Kæden af sygeplejersker over Limfjordsbroen er også udtryk for et ønske om at få sendt den forældede og kvindefjendske ”reform” på en tiltrængt pension.
801 nordjyske sygeplejersker udtaget til eventuel strejke
- I Aalborg Kommune er der udtaget 367 sygeplejersker til eventuel strejke.
- På sygehusene i Region Nordjylland er antallet 434.
- Det svarer til 10% af medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd.