Sygeplejersker forlader fagforening efter konflikt
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Konflikten mellem sygeplejerskerne og de danske regioner varede fra den 19. juni til den 28. august.
Dansk Sygeplejeråd har set faldende medlemstal i 2021. Ifølge nordjysk formand er det forventeligt efter langvarig konflikt.
For første gang i ti år falder medlemstallet hos Dansk Sygeplejeråd (DSR).
Det viser til fra DSR's egen hjemmeside. Efter en periode med støt stigende medlemstal fra 2011 til 2020, falder antallet af medlemmer med over 2.500 på landsplan i 2021.
- Det er naturligvis ærgerligt, men det er også forventligt efter en konflikt, som den vi havde i sommers, siger Christina Windau Hay Lund.
Hun er kredsformand for DSR i Nordjylland, og hun er slet ikke i tvivl om, at udviklingen alene skyldes sommerens sygeplejerskekonflikt.
- Vi ved godt, at det ikke var alle, der var enige om, at en konflikt var den rigtige vej at gå. Derfor er det umuligt at undgå, at nogle vælger at forlade fagforeningen, siger Christina Windau Hay Lund.
Ekstra regning til medlemmerne
Den 19. juni 2021 valgte de danske sygeplejersker at nedlægge arbejdet, da deres fagforening ikke kunne blive enige med Danske Regioner om en ny overenskomst.
Konflikten skulle vise sig at blive en langtrukket affære. Den løb helt frem til den 28. august, da regeringen greb ind og gennemtrumfede den overenskomst, DSR's medlemmer i første omgang havde stemt nej til.
En af konfliktens konsekvenser er, at DSR's medlemmer nu skal betale ind til et såkaldt konfliktkontingent, for at få fyldt den pengekasse, som fagforeningen brugte til at betale medlemmernes løn under arbejdsnedlæggelsen.
- Selvom det formentligt ikke er mange, vil der naturligvis være nogle, der vælger at forlade os på grund af den ekstraregning, der nu skal betales ind til fagforeningen, siger kredsformanden.
Jeg er som sådan ikke bekymret for fremtiden
Christina Windau Hay Lund, kredsformand
Hun fortæller, at konfliktkontingentet lige nu ligger på 125 kroner om måneden, som medlemmer skal betale udover det normale medlemskontingent.
Fortilfælde beroliger formand
Det er ikke første gang, Dansk Sygeplejeråd oplever et stort fald i antallet af medlemmer.
Da sygeplejerskerne strejkede i 2008 viste samme fænomen sig med et stort antal medlemmer, der hurtigt fandt vej til døren.
- Vi ved, at der sker omvæltninger, når fagforeninger melder til konflikt. Særligt når det ikke er alle, der er enige i beslutningen, siger Christina Windau Hay Lund.
Stor tilslutning
Selvom det ifølge kredsformanden altid er bekymrende, når medlemmer vælger at forlade fagforeningen, så hæfter hun sig ved den forholdsvis store tilslutning, der er blandt sygeplejersker i det nordjyske.
- I Nordjylland har vi faktisk den største tilslutning blandt sygeplejersker. Hele 92 procent af relevant plejepersonale er medlemmer af DSR i Nordjylland, siger hun.
- Samtidig kan vi allerede se nu, at selvom vi så et stort medlemstab fra 2021 til 2022, så er kurven allerede begyndt at vende så småt igen. Så jeg er som sådan ikke bekymret for fremtiden.