Sygeplejerske i opråb til sundhedsminister: - Giv mig en grund til at blive
Foto: Bruno Stagsted
Anæstesisygeplejerske Karina Krogh er gået viralt på Facebook med en video, hvor hun langer hårdt ud efter regeringens akutpakke.
- Kære Sophie Løhde. Giv mig en grund til at blive.
Sådan begynder videoen på Facebook, som anæstesisygeplejerske Karina Krogh har lavet.
Dagen efter regeringen offentliggjorde sin akutpakke, så Karina Krogh et jobopslag fra et privathospital. Og det overvejer hun nu at søge – for der er både bedre arbejdstider, julegaver fri i weekenden – og til mindst den samme løn som i det offentlige.
Derfor opfordrer hun nu sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at gøre noget, før sundhedsvæsenet knækker.
Du kan se videoen herunder:
Videoen er blevet delt 2500 gange på Facebook.
Karina Krogh har arbejdet som sygeplejerske i mere end 20 år. Hun oplever en hverdag, hvor læger og sygeplejersker flygter til privathospitaler. En udvikling, der kun er blevet forstærket efter akutpakken, fordi der blandt andet skal laves flere operationer.
Jeg er dybt, dybt, bekymret. Vi frygter den 30. i måneden, for der kommer opsigelserne. Det bløder personale ud i øjeblikket
Karina Krogh, anæstesisygeplejerske, Aalborg Universitetshospital
Personalet flygter
I Aalborg udvider byens største privathospital, og Karina mister lige nu flere kollegaer til den private sektor.
Hun overvejer derfor også selv at opsige sin stilling.
- Jeg er rigtig, rigtig glad for at være sygeplejerske i det offentlige sundhedsvæsen, og jeg kan også godt lide at arbejde om søndagen klokken 02. Men når der bliver lagt mere pres på mig, så kan jeg ikke sige, at jeg bliver. Og jeg ved, at mange af mine kollegaer har det på samme måde.
Hun frygter, at problemerne kun vil vokse sig større, da der i akutpakken er afsat to milliarder kroner over to år til blandt andet at nedbringe de lange ventetider. Det betyder, at det personale, der har skreget på nye kolleger, skal operere tre procent flere næste år - på landsplan.
- Det ensidige fokus på at producere og på at være så resultatfokuseret gør, at jeg bliver enormt bekymret for det, der er tilbage, og de patienter, der ikke passer ind på privathospitaler, siger Karina Krogh.
AFTALENS MÅL
Der er afsat to milliarder kroner til akutpakken, som skal gælde i to år.
Ventetiderne skal nedbringes, så man inden udgangen af 2023 er tilbage på niveauet fra før corona.
Der skal gennemføres tre procent flere operationer i år end sidste år. Det svarer til 10.000 nye hofter eller knæoperationer.
Senere vil regeringen komme med en stor reform, der skal fremtidssikre sundhedsvæsenet.
- Akutpakke batter ikke noget
Derfor har hun heller ikke meget tilovers for akutpakken.
- Det er bitte små dryp, der ikke batter noget, konstaterer hun og tilføjer.
- Det er rigtig meget erfaring, man slipper ud. Vi ser flugten fra faget i det hele taget, og det står der intet om i den akutpakke.
Problemet er ifølge Karina Krogh ikke akut, men noget de ansatte har råbt højt om det i mange år.
- For 15 år siden råbte vi også højt. Vi har ikke brug for en akutpakke, vi har brug for langsigtede løsninger på vores sundhedsvæsen, fastslår hun.