Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Svindlere forsøgte at narre Grethe: - Det gør mig utryg

Foto: Privatfoto

Udspekulerede kriminelle ringer til borgere, og fortæller de er fra politiet. Men opkaldet er et forsøg på at lokke penge ud af folk.

Det var såkaldte spoofere, der prøvede at svindle den 74-årige kvinde. Nu håber hun, at hun kan advare andre mod svindelnummeret.

Grethe Christiansen og hendes mand var i gang med aftenkaffen, da telefonen ringede i stuen i Sæby. Det var Grethe, der besvarede opkaldet, og i løbet af få sekunders samtale spredte uroen sig i hende.

I den anden ende af røret fortalte en politibetjent, at han havde dårlige nyheder.  

Han fortalte hende, at nogen havde misbrugt hendes identitet ved at oprette en forbrugskonto i hendes navn. På kontoen var der allerede optaget lån for 50.000 kroner. 

Grethe forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Hun var altid så forsigtig med sit dankort, nøglekort og andre personlige oplysninger.

- Kan du have tabt dit dankort? spurgte politibetjenten i telefonen hende.

Det havde hun ikke. 

Nå, men det skulle nok løse sig, forsikrede han hende om. Hun skulle bare give ham sine kontooplysninger, og så ville han sørge for, at det blev bragt i orden. 

Advarslelssignaler sætter ind

Det var i dét øjeblik, at Grethe Christiansen opdagede, at hendes advarselssignaler begyndte at blinke. Hun havde gennem årene haft mange samtaler med sin datter Lena om, at man ikke bør give sine kontooplysninger til fremmede i telefonen. 

Hun fortalte politimanden, at hun ikke brød sig om at give ham de oplysninger, som han bad hende om, hvortil han svarede hende, at det ville gavne hendes sag, hvis hun gjorde, som han sagde.

Grethe, nogen har hacket din computer, og hvis du ikke giver mig de her oplysninger, så kan jeg ikke hjælpe dig. Så kommer du måske til at hæfte for pengene, sagde han til hende i telefonen

Telefonsvindler

Hun lagde røret på, men ganske kort tid efter ringede telefonen igen. Hun havde ikke lyst til at tale mere med betjenten, så hun svarede den ikke. 

I stedet for slog hun nummeret op i den digitale telefonbog Krak. Resultatet, der tonede frem på den røde hjemmeside, da hun tastede telefonnummeret ind, overraskede hende. 

Politiet i Videbæk stod der på skærmen.

Nu blev Grethe utryg. Havde hun mon dummet sig, tænkte hun. Da hun senere fik besøg af datteren, Lena Møller Christiansen, besluttede de to sig for, at de ville til bunds i sagen, så de kontaktede politiet på 114.

En velkendt metode

Preben Klitgaard, der er leder ved det kriminalpræventive sekretariat (DKS) ved Nordjyllands Politi, fortæller at opkaldet til Grethe, var det, man kalder for Spoofing. 

Fænomenet, der typisk foregår online men også telefonisk, dækker over, at en kriminel forklæder sig som en betroet eller velkendt i forsøget på at få uvidende borgere til at gøre noget, der gavner den kriminelle, men som skader offeret.

Det er ifølge Preben Klitgaard ikke ualmindeligt, at kriminelle sommetider udgiver sig for at være fra ordensmagten, og der er en rigtig god grund til, at det netop er politiet, svindlerne bruger som skalkeskjul i deres spoofing. 

Borgere, der er lidt oppe i alderen, er måske tilbøjelige til at være mere autoritetstro, end de yngre generationer

Preben Klitgaard, Nordjyllands Politi

Derfor mener han, at de ældre borgere er mere udsatte i telefonmødet med svindlerne. 

DKS er en særlig afdeling ved politiet, der følger og indsamler viden om kriminalitetetsudviklingen for at forebygge og i sidste ende nedbringe kriminaliteten. I afdelingen mener man at kunne se en udvikling i svindelsagerne, som afspejler borgernes øgede opmærksomhed. 

- Telefonsvindlerne er snedige, men vi oplever dog, at borgerne generelt er blevet mere skeptiske, siger Preben Klitgaard.

Ifølge politikomissæren handlede Grethe fuldstændig efter bogen, da hun undrede sig over, hvorfor hun skulle udlevere sine kontooplysninger. 

- Borgerne spørger ind til, hvorfor de bliver kontaktet telefonisk. Det er godt at være på vagt, så man ikke lader sig snyde af de her former for opkald, siger han.

Normalvis kendetegner slutnumrene 1448, at der er tale om et politinummer, men det kan man ikke vide sig sikker på mere. Foto: Privatfoto

Det må stoppe

I Sæby er Grethe da også glad for, at hun reagerede som hun gjorde, men der er stadig noget, der ærgrer hende. 

- Jeg synes, det er blevet svært at begå sig. Jeg føler, at man skal se sig over skulderen, og være meget forsigtig, og det synes jeg, er ærgerligt, siger hun. 

Hun ønsker, at der bliver gjort mere i kampen for at stoppe svindlerne, men at få bugt med fupopkaldene er ikke så lige til, fortæller politikomissæren.

- Når vi får en anmeldelse, så opretter vi en sag og påbegynder en undersøgelse af den konkrete sag. Men efterforskningsmulighederne kan være svære i sådanne sager, siger Preben Klitgaard.

Der findes nemlig masser af onlinetjenester, hvor man kvit og frit kan sende sms'er og foretage telefonopkald og selv bestemme, hvilket nummer der skal stå som afsender i displayet hos modtageren.

- De fleste har nok modtaget en SMS fra Postnord, der siger, de har en pakke til gode. Det er forbavsende nemt, at gøre det her, siger han. 

Desuden mener han, at der er et stort mørketal, når det kommer til spoofing-relaterede forbrydelser. Det er nemlig de færreste, der anmelder forbrydelserne til politiet, men det er man meget velkommen til.

- Vi vil gerne høre om det, for ellers har vi heller ikke mulighed for at følge udviklingen, siger Torben Klitgaard. 

Tre råd

  • Videregiv aldrig personlige oplysninger: Både dit NemID-brugernavn, NemID-kode og koderne fra dit fysiske nøglekort er personlige og må aldrig videregives.
  • Foretag kontrolopkald: Hvis politiet ringer og anmoder om mistænkelige informationer som for eksempel dit Nem-ID login, så læg røret på, og ring selv til politiet på 1-1-4, og spørg derefter efter den pågældende medarbejder. På den måde kan du være sikker på, at det faktisk er politiet, der har ringet til dig.
  • Opret en kreditadvarsel på borger.dk: På den måde kan du blive advaret, hvis nogen optager lån i dit navn.

 


Julemanden rejste langt alene: Så væltede børnene ind

Foto: Asger Christiansen

Foto: Asger Christiansen

Selvom der ikke var siddepladser nok, var der husrum nok, da julemanden rejste afsted med veteranbanen.

Du troede måske, julemanden ankom i kane, men der tager du fejl.

I hvert fald når det gælder Mariager, for her ankommer han i god gammeldags stil med Veterantoget, Hadsund-Peter.

Selvom den gamle motorvogn har rundet 98 år - og dermed er den ældste køreklare motorvogn i hele Danmark - kan den stadig trække en fuld vogn.

Og det var en MEGET fuld vogn julemanden kørte med søndag for at komme ind til Mariager og tænde lysene på juletræet på Torvet.

Vognen har 73 siddepladser og 8 klapsæder, men hele 92 juleglade mennesker, især børn, lykkedes med at komme på turen.

Der var enorm opbakning på julemandens rejse. Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

Julemandens rejse til Rosernes By, Mariager, var en kort, men hyggelig fornøjelse. Den rødklædte og hvidskæggede julemand stod og ventede på perronen i Lunddalen. Resten af turen til Mariager kørte nemlig på skinner og tog kun 10 minutter.

- Der var rigtig god stemning i motorvognen. Der var en sitren af forventning hos børnene. Julemanden var som altid i godt humør, og stort se alle børn fik en krammer af den trivelige gamle mand, lyder det fra togføreren Kurt Becher.

Det blev en varm ankomst i Mariager, idet omkring 50 personer stod klar for at modtage den gamle julemand. Herefter blev han af pony-vognmanden bragt ind til Torvet i flot vintersol, hvor juletræet blev tændt.

Julemanden var omgivet af børn på sin tur Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

En unik julegaveidé

Ifølge togfører Kurt Becher kører julemanden med veteranbanen igen næste jul.

- Kan man ikke vente et helt år på at få en tur med den sjove gamle motorvogn, skal man blot kigge forbi hos veteranbanen i sommermånederne, hvor Hadsund-Peter suser frem og tilbage mellem Mariager og Handest, fortæller han.

Og hvis man tænker, at man selv vil bestemme, hvem der skal ombord på den knap 100 år gamle vogn, ja, så er der en helt særlig mulighed.

- Står man lige og mangler ideen til en original julegave, fortæller togføreren, så kan man jo leje Hadsund-Peter og få sit helt eget særtog. - Se, det er en julegave, der vil blive husket!


Landsby skal skaffe en halv million for at vække købmandsbutik til live

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der bliver solgt anparter for 2500 kroner per styk.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække købmandsbutikken til live igen. Mandag aften er der indkaldt til borgermøde, hvor der bliver gjort status, og hvor man forsøger at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, siger Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde.

Arbejdsgruppen, som står bag mandagens borgermøde, har lavet det indledende arbejde, som skal til, hvis Ravnkilde igen skal have en købmandsbutik. Nu er man dog nået til et punkt, hvor der er behov for blandt andet et økonomisk fundament.

- Vi arbejder lige nu på at købe bygningerne, men det er jo betinget af, at vi skaffer pengene, siger Jan Værum Nørgaard, som fortæller, at en ny købmand er klar, hvis praktikken falder på plads.

- Vi har en lokal borger, som arbejdede i den nu lukkede butik, og hun vil gerne fortsætte.

'En stor joker i baghånden'

Den store hurdle er nu, at der skal penge i kassen. 'Købmandsgruppen' skyder i forbindelse med borgermødet salget af anparter i gang. De bliver solgt for 2500 kroner per styk.

- Vi skal have solgt anparter, og det bliver lidt klemt af, at det er jul, og folk vil bruge penge på noget andet. Jeg håber, at vi midt i december har en afklaring af, hvor meget vi får ind igennem salg af anparter, siger Jan Værum Nørgaard og understreger:

- Vi skal i hvert fald på den anden side af en halv million kroner for, at det er en succes.

Jan Værum Nørgaard er optimistisk i forhold til at nå i mål. Han fortæller, at 'Købmandsgruppen' har en nyhed, som bliver præsenteret på mandagens borgermøde.

- Vi har en stor joker i baghånden, så det er en cliffhanger, siger Jan Værum Nørgaard.


TV 2: Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond. 

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget. 

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov. 

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter. 

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden. 

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her:


Peter Gade sætter ord på samarbejde med Axelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Henrik ’PK’ Rohde og Peter Gade kommer til at dele trænerrollen fra næste år.

To af de største danskere inden for badmintonsporten slår pjalterne sammen.

Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen, at han har indgået et samarbejde med legenden Peter Gade, som sammen med Henrik ’PK’ Rohde skal træne og coache Axelsen.

Peter Gade fortæller, at han i lang tid har haft en løbende kontakt med den danske stjerne, og nu var momentet det rigtige.

- Viktor har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind over som træner i den sidste del af hans karriere. For mig er det en superspændende udfordring at være med til at prøve at skabe de absolut bedste rammer for Viktor, siger Peter Gade til TV 2 Sport.

- For mig personligt er det virkeligt, virkeligt spændende at kunne arbejde med et menneske, der er så dedikeret og så professionel, og som jo allerede har en fantastisk karriere. At få lov til at finde de ekstra procenter på de forskellige områder sammen med Viktor er en vildt spændende udfordring.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Skal finde de små procenter

Ifølge Peter Gade har Viktor Axelsen indledt samarbejdet, fordi han hele tiden vil finde inspiration, udvikle sig og hele tiden vil lægge på, så ”han stadigvæk synes, at det her er sjovt.”

- Selvom han har performet på et vanvittigt højt niveau hele vejen igennem sin karriere, skal vi prøve at kigge på nogle af de små procenter, der kan være på de forskellige områder, siger Gade.

Hvorfor først nu, hvis I har haft kontakt i længere tid?

- Det, tror jeg, er et spørgsmål om timing, og hvor Viktor er, og hvordan hans setup har været indtil nu. Jeg tænker, det har været et naturligt tidspunkt at starte samarbejdet på i 2025.

Viktor Axelsen, der fylder 31 år i januar, skriver selv, at han føler, at der er brug for ekstra input til, hvordan han får det maksimale ud af resten af karrieren.

- Jeg var så heldig, at jeg trænede med Peter i slutningen af hans karriere, og med Peters badmintonviden kombineret med hans erfaring med at spille i sine 30'ere er jeg sikker på, at han kan hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde den kommende tid, skriver Axelsen.

Deler turneringerne mellem sig

Viktor Axelsen har haft sin eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren vandt OL-guld i Tokyo i 2021. Den træning kommer nu til at blive suppleret med træning på Peter Gades akademi i Danmark, når Axelsen er i landet. Gade kommer også til at være i Dubai på udvalgte tidspunkter.

- I forhold til turneringer vil der være nogle, som ’PK’ har ansvaret for, der vil være turneringer, hvor jeg er med Viktor, og der vil også være turneringer, hvor vi er der sammen.

Hos Badminton Danmark ser de positivt på samarbejdet.

- Det lyder spændende med et samarbejde mellem Viktor og Peter Gade – det, tror jeg, bliver godt. Vi har et godt samarbejde og en god dialog med både Viktor og Peter, og det ser vi frem til at fortsætte med afsæt i den nye, skriver Jens Meibom i en udtalelse til TV 2 Sport.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Ingen tidshorisont

Er der sat en tidshorisont på samarbejdet?

- Viktor og jeg har det sådan, at nu prøver vi det her af det næste stykke tid, og så ser vi, hvordan det går. Hvordan det fungerer for Viktor først og fremmest, og hvordan det fungerer for mig, og så evaluerer vi på det. Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse, som vi begge to kan få stor glæde af, siger Peter Gade.

De første aktiviteter, de kommer til at have sammen, vil være i januar og februar. Først gælder det German Open i slutningen af februar og starten af marts, inden All England er det første store mål senere i marts 2025.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.