Stribevis af uheld - Juliane var fanget bag lastbil i to og en halv time
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Vejret skaber problemer for en lang række trafikanter.
Flere nordjyder har i dag måttet sande, at det ikke er helt nemt at bevæge sig rundt i trafikken.
Juliane Petrina var uheldig at blive fanget bag en lastbil i et trafikkaos ved Hjørring lidt over klokken seks i morges.
Det betød, at hun var nødsaget til at vente op mod tre timer på at komme fri, da hun hverken kunne komme frem eller tilbage.
Juliane Petrina var ligesom mange andre på vej til arbejde. Hun skulle møde på Hirtshals Røgeri.
Også i Farsø oplevede Christian Bisgaard, at det langt fra var nogen nem opgave at komme fra a til b.
- Jeg skulle måske have valgt en anden vej i stedet for, fordi det her kunne ikke lade sig gøre, fortalte han til TV2 Nord, mens han sad fast.
Der var hurtigt en på pletten til at hjælpe Christian Bisgaard, men lige lidt hjalp det.
- Det går ikke særligt godt. Den her maskine kan ikke trække ham fri, lød det var den hjælpsomme forbipasserende.
Derfor måtte vejhjælp tilkaldes.
I Haverslev kunne lastbilchaufføren Allan Jakobsen også berette om, at han havde set et par lastbiler, der var kørt i grøften.
Hans råd til de øvrige trafikanter var af den grund: - Kør forsigtigt.
Foruden de mange små uheld har den kollektive trafik også været hårdt ramt. Både af aflysninger og forsinkelser. Nordjyllands Trafikselskab opfordrer borgere, der skal med offentlig transport hjem, til allerede nu at bevæge sig hjemad.
- Grundet kraftig sne og blæst forudser vi at det kan blive vanskeligt at opretholde driften senere i dag, skriver Nordjyllands Trafikselskab på sin hjemmeside.
DSB har desuden meddelt, at alle tog mellem Aalborg og Aarhus er aflyst indtil tidligst torsdag morgen. Der vil ikke blive indsat togbusser, da vejret gør vejene ufarbare.