Stor succes med idrætstilbud i Aalborg
Et nyt koncept skaffer nye medlemmer til sportsklubberne i Aalborg.
Konceptet Sport2Go har givet mange gode erfaringer i sportsforeningerne i Aalborg, og derfor skal projektet nu udbredes til andre kommuner.
Sportskarate.dk i Aalborg er en af de 26 foreninger, der er med i projektet Sport2Go. Konceptet er et idrætstilbud i Aalborg Kommune, hvor børn og unge mellem 12-25 år kan afprøve en række forskellige sportsgrene i tre måneder for ét samlet kontingent på 275 kr.
Projektet skal være med at trække nye medlemmer ind i klubberne, hvis de får smag for sporten efter at have være med i Sport2Go.
I alt har 1300 deltagere meldt sig ind i Sport2Go igennem det sidste halvandet år.
I Sportskarate.dk har bestyrelsesmedlem Allan Busk kun gode erfaringer med konceptet.
- Jeg tror, at vi i 2011 fik 30 nye medlemmer bare ved at være en del af Sport2Go, så det er vi rigtig glade for, siger Allan Busk.
Konceptet bygger på frihed til at vælge imellem en række forskellige sportsgrene samt fleksible træningstider, og netop den nye måde at tænke foreningsliv på, gør projektet til en succes, mener Allan Busk.
- Det her med at være lidt nysgerrig og have muligheden for at zappe lidt rundt imellem nogle forskellige ting, det er lidt en del af den fitnesskultur, som mange dyrker lige nu. Så derfor er det her med, at man kan komme til f.eks. karate uden at skulle købe en karatedragt og uden at skulle melde sig ind, så kan man lige finde ud af, om det er noget man har lyst til først, siger Allan Busk.
Efter de gode erfaringer med Sport2Go i Aalborg Kommune skal konceptet nu indføres i Gladsaxe, Aarhus, Hillerød og Esbjerg.
Konceptet er et samarbejde mellem Aalborg Kommune og DGI.