Staten vil sætte sine campingpladser i udbud
Foto: (Arkivfoto)
Regeringen skal sælge ud af sine statsligt ejede arealer med campingpladser, lyder det i et nyt lovforslag, der forventes gennemført til efteråret. Det går ud over fire nordjyske campingpladser.
Et nyt lovforslag, der er sendt til høring, skal gøre det muligt at sælge de statsligt ejede arealer med campingpladser. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse mandag.
De statslige campingpladser bliver drevet af enten kommunerne eller private og ligger i tilknytning til statslige skov- og naturområder.
- Vi mener grundlæggende, at staten ikke bør drive forretning i konkurrence med private erhvervsdrivende. Turismen er en helt afgørende kilde til vækst og beskæftigelse og ved at åbne op for et salg af de statsejede campingpladser vil der være basis for, at der kan investeres mere i pladserne. Samtidig kan overskuddet fra salget anvendes til naturprojekter, siger Carsten Bach, miljøordfører for Liberal Alliance.
Skov- og naturområderne bevares
Hvis forslaget bliver stemt igennem, kommer det til at gå ud over fire nordjyske ejere, der må sætte enten hele eller dele af deres campingpladser i udbud. Flere af campingpladserne er utilfredse med forslaget og frygter, at det vil være på bekostning af skovområderne, når de private ejere overtager driften.
Men hos Blokhus By Camping i Jammerbugt Kommune kigger de tværtimod positivt på forslaget, også selvom det betyder, at de kommer til at miste halvdelen af deres areal, som de lige nu lejer af staten.
- Det er en fin idé. Hver gang, vi skal bygge eller lave noget på arealet, skal vi alligevel spørge Naturstyrelsen om lov. Jeg synes, det er fint, hvis Naturstyrelsen sælger ud af pladserne og i stedet bruger midlerne på at bevare skov i landet, siger Inge Vestergaard.
Hun peger på, at salget af de statslige campingpladser ikke sker på bekostning af naturen, da regeringen bevarer de gældende regler for naturbeskyttelse på campingpladserne.
- Naturstyrelsen er indstillet på, at der fortsat skal være beskyttet natur på området, og så er det fint, at de sælger ud, siger Inge Vestergaard.
Udover Blokhus By Camping vil forslaget påvirke de tre campingpladser Svinkløv Camping, Rødhus Klit Camping og Bunken Strand Camping, der skal sætte deres arealer i udbud.
Lovforslaget er sendt i offentlig høring med høringsfrist den 20. oktober 2017 og forventes fremsat i Folketinget i løbet af efteråret.
Det forventes, at salget af arealerne vil gå i gang efter årsskiftet og vil løbe over de kommende år. Salget skal ske under hensyn til vilkårene i kontrakterne med de nuværende forpagtere af campingpladserne, skriver Miljø- og Fødevareministeriet.
På landsplan kommer forslaget til at gå udover i alt 17 campingpladser, der skal sælge enten hele eller dele af deres arealer.