Spillede helt afgørende rolle da AaB blev tysk: Mødtes med Hitzelsberger fire gange
Hvor kom de tyskere lige fra?
Den tanke fik mange.
Nu viser det sig at der var en nordjysk forbindelse til de tyske ejere, der indtrådte i AaB i foråret og de facto fik ’Hele Nordjyllands Hold’ på tyske hænder.
Det kan TV2 Nord afsløre efter at have talt med manden selv.
Det sker i et dugfrisk interview, der indleder den nye sæson af TV2 Nords sportspodcast, Tredje Halvleg.
Her er Ove Flindt Bjerg, der siden 2008 har været både talentspejder og analytiker i den tyske storklub, Borrussia Mönchengladbach, sæsonens første gæst.
- Det er ikke min skyld (at de købte AaB, red.), men ja, jeg har haft nogle møder med dem, som helst ikke skulle ud til offentligheden, men her må jeg sige at jeg er glad for dem, lyder det fra den 75-årige Flindt Bjerg, der selv har over 300 førsteholdskampe for AaB
Foruden det nåede han også 18 landskampe og et helt særligt mål mod Sverige.
Tabte 60 millioner på to år
Den 75-årige har et stort fodboldnavn i Tyskland og blev derfor prikket på skulderen af AaBs nuværende bestyrelsesmedlem, den tyske eks-landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger.
Han lagde ikke fingre imellem ved de i alt fire møder det blev til.
- Når jeg hører man har formøblet 60 millioner på to år, så vil jeg sige at i privatlivet, havde man nok ikke fået så lang snor, tordner han, men understreger han er drevet af oprigtig kærlighed til AaB.
Selvom de ikke altid har behandlet ham derefter.
- Jeg håber snart min gamle klub bliver i stand til at udvikle talenter igen, fortsætter Flindt Bjerg.
Det tyske Peters-foretagende med navnet SS22 dækker over både far og søn Peters. De har haft fingrende i opbygningen af Hoffenheim, men også har bygget hele det tyske hockeyforbund til et VM-guld.
Blandt dem er altså blandt andre den tyske eks-landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger og AaBs nuværende sportschef, Ole Jan Kappmeier.
Kan ikke slæbe på klenodier
Faktisk vil skæbnen at han også har fulgt Gladbach som fan og derigennem også kendte Ove Flindt Bjerg, forklarer han i Tredje Halvleg.
- Disse mennesker ved hvad de vil – og hvad de har med at gøre, siger scouten, der blandt andet gav tyskerne et ærligt indblik i klubbens ophav, talentudvikling og infrastruktur – alle ting, som tyskerne nu siger de vil skrue på.
Han mener faktisk at det friske, tyske pust er lige det den fallerede storklub mangler, for når den tidligere AaB’er selv kigger på nogle af dem, der har tegnet den og været kulturbærere, har det været på fripas.
Vil SS22 AaB noget godt?
- I allerhøjeste grad. Hele vejen i gennem. De er sort/hvide og konsekvente. Og de er IKKE nordjyske.
Og er det det AaB har brug for?
- Det har mange klubber brug for. Også AaB. Men man skal have tålmodighed og man er nødt til at kigge på, at man ikke kan slæbe rundt på nogle klenodier med et navn, men som ikke yder noget på fodboldbanen. Ikke overfor tilskuerne først og fremmest, ikke overfor klubben selv og ikke overfor de unge spillere. Man skal have nogen der giver sig 100 procent ind på det fine Aalborg Stadion.
- Det er en ære at spille derinde, slutter Ove Flindt Bjerg.
Efter SS22s indtog rykkede AaB for første gang i Superligaens historie ud af landets bedste række.
I øjeblikket topper man den næstbedste række efter otte runder.
Du kan høre meget mere til Ove Flindt Bjerg i første afsnit af anden sæson af Tredje Halvleg.
Blandt andet om en omgang vin efter et historisk mål, om en hård opvækst med en syg mor og et nedbrændt hus – og om 36 Heineken i Chicago.
Du finder den HÉR.