Se billederne: Spektakulært skelet fundet
Udover, at man kan datere skelettet tilbage til middelalderen, er det for tidligt at sige meget andet om fundet.
- Det er vanvittigt spændende.
Så stor er begejstringen hos Bennedicte Rottbøll, der er presseansvarlig for Børglum Kloster.
Man har nemlig for nyligt gjort en særlig opdagelse i forbindelse med, at klosteret skal restaureres, som TV2 Nord tidligere har fortalt om.
Dengang havde man fundet fire grave og flere skeletrester. Nu har man fundet en uforstyrret grav, der dateres tilbage til middelalderen.
- Vi har tidligere fundet nogle løse knogler, som har ligget umotiveret rundt omkring. Det vi har fundet nu, er en helt uforstyrret grav, hvor personen ligger, som han lå dengang, han blev begravet, forklarer Bennedicte Rottbøll.
Giver blod på tanden
Udover, at man kan datere skelettet tilbage til middelalderen, er det for tidligt at sige meget andet om fundet.
- Arkæologerne kommer til at arbejde de næste syv dage, hvor jeg håber, at vi kan få afklaret mere om, hvem personen er, og komme det nærmere, hvornår personen levede, konstaterer hun.
Fundet er ikke kun spektakulært, fordi det er et helt skelet. Også placeringen er nemlig overraskende.
- Jeg havde slet ikke forventet at finde det, vi fandt, fordi det her område, vi graver i, er meget forstyrret med en meget skarp hældning. Så jeg var jo lidt nervøs for, at der ikke var noget, der havde overlevet middelalderligt. Men nu kan vi se, med den her person, at det giver mulighed for, at der er andre grave, der ligger uforstyrret langs kirkemuren, pointerer Bennedict Rottbøll.
- Så det giver jo lidt blod på tanden, afslutter hun.