Kort Nyt

Slut med rabat: Nu bliver din strøm markant dyrere

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Elafgiften bliver mere end 80 gange så høj.

Danskerne skal vænne sig til højere elregninger fra juli.

Den lukrative rabat på el-afgiften, som et politisk flertal indførte fra januar, forsvinder nemlig over en nat, når juni bliver til juli.

Siden årsskiftet har danskerne betalt 1 øre per kWh i elafgift. Men det tal bliver altså mere end 80 gange så højt, når det stiger til 87,13 øre  per kWh den 1. juli.

- Det kommer til at kunne mærkes på elregningen med det samme. Og forhåbentlig vil det få danskerne til at genoplive de gode sparevaner, vi fik i efteråret sidste år, hvor elpriserne var meget høje, siger Ane Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, til TV2 Nord.

Hun henviser til, at størstedelen af danskerne ikke længere er så bevidste om elforbruget, efter afgiften har været barberet i bund, og at prisen på størm er faldet i første del af 2023.

- Langt de fleste er stoppet med at kigge på appen, hvor man kan se, hvornår størmmen er billigst. Det kommer vi til at gøre igen, når afgiften sender regningen i vejret, siger Ane Lehmann Erichsen.

Der er dog stadig en rabat at hente, hvis man er en af dem, der opvarmer sin ejendom med elvarme eller varmepumpe. 

I Nordjylland opvarmes 41.206 bygninger med elvarme, mens 25.907 bruger en varmepumpe til at få varmen.

Disse boligejere kan stadig søge om at få reduceret el-afgiften fra 87,13 øre til 1 øre per KWh for alt forbrug over 4.000 KWh.

Afgifter fylder cirka 40 procent af elregningen, men det tal kan variere, alt efter hvilken elaftale man har.

- Elpriserne har været rigtig fornuftige i 2023, men de kan lynhurtigt stige, når sommertørken rammer Sydeuropa, og deres elforbrug stiger voldsomt for at køle husene ned, siger Ane Lehmann Erichsen.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.