Skarpt angreb på Lykke
SF utilfreds med indenrigsministerens håndtering af de nordjyske tilsynssager
- Det er ikke tilfredsstillende for folkestyret, når indenrigsminister - Lars Løkke Rasmussen - krampagtigt - holder fast i sin kompetence overfor Statsforvaltningen i de 5 nye regioner, der har afløst tilsynsrådene i forbindelse med kommunalreformen.
Det siger SF's kommunalpolitiske ordfører, Kristen Touborg. Det var ham der torsdag kaldte ministeren i samråd om de to nordjyske tilsynssager.
- Det er specielt ikke godt, hvis der kan opstå tvivl, om der reelt er "vandtætte skodder" mellem tilsynssagernes juridiske og politiske niveau, hvilket er det, der reelt kan komme på tale, når indenrigsministeren kan gå ind og omgøre en sag, som en statsforvaltning i èn af de 5 regioner har truffet.
Rejser en byge af spørgsmål
Han er langt fra tilfreds med ministerens svar.
- Derfor har jeg - efterfølgende - rejst en byge af spørgsmål, som ministeren skal besvare inden 14 dage.
- Hvis ikke disse besvarelser er tilfredsstillende, er SF parat til at fremsætte et beslutningsforslag om en ændring af den kommunale styrelseslov således, at der oprettes et landsdækkende, uafhængigt juridisk råd, nævn eller udvalg.
- Folkestyret skal sættes fri og ikke ligge i en ministers hule hånd", slutter Kristen Touborg.