Se kortet: Her skal nye skove plantes i Nordjylland

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I forvejen er 10 skovrejsningsprojekter og et lavbundsprokekt i gang i det nordjyske gennem Klimaskovfonden.

I fire nordjyske kommuner kan jordejere nu se frem til at plante ny skov med støtte fra Klimaskovfonden. 

Fonden melder nemlig nu ud, at 32 nye skove får støtte, og fire af dem er i Nordjylland.

- Når vi bruger naturens egne virkemidler i klimaindsatsen, kan vi glæde os over, at en ny skov samtidig beskytter vores drikkevand og vandmiljø, og giver naturen mere plads til at udfolde sig på. Derfor er vi rigtig glade for at flere jordejere i Nordjylland vil være med til at rejse skov på deres jord, lyder det fra Klimaskovfondens direktør, Poul Erik Lauridsen.

De fire kommuner er; Hjørring-, Rebild-, Thisted- og Jammerbugt Kommune.

I Thisted Kommune kommer der en skov på 5,5 hektar, mens der i Rebild Kommune kommer en skov på 8,6 hektar skov. I Hjørring Kommune er det 9,3 hektar ny skov, og i Jammerbugt Kommune får man mest skov nemlig 9,6 hektar ny skov.

Her er er ny skov på vej i Nordjylland med støtte fra Klimaskovfonden. De brune markører er lavbundsprojekter, der har fået støtte fra fonden. Foto: Klimaskovfonden

Ikke kun landmænd

Det er et led i den omlægning af landbrugsarealer, der skal ske med Den Grønne Trepart. De nye skove vil nemlig over tid optage CO2 og dermed gavne klimaet.

Men det er dog både kommuner, kirker og private jordejere, der får støtte fra Klimaskovfonden til at rejse skov eller udtage lavbundsjorder.

Når Klimaskovfonden støtter skovrejsning, stiller de krav om, at der plantes skove med stor variation i træ- og buskarter, så skovene er robuste overfor klimaforandringer i fremtiden.

I forvejen er 10 skovrejsningsprojekter og et lavbundsprojekt i gang i det nordjyske gennem Klimaskovfonden.


Talia har en sjælden lungesygdom - mor beskylder virksomhed for partikelforurening

Seks-årige Talia har siden sidste sommer haft usædvanligt mange sygedage, fordi hun har svært ved at trække vejret. Det skyldes ifølge hendes mor, at en ny-startet virksomhed tæt på forurener luften.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Seks-årige Talia har haft usædvanligt mange sygedage, fordi hun har svært ved at trække vejret. Det skyldes ifølge hendes mor, at en nystartet virksomhed tæt på forurener luften.

Et stor gevinst for klimaet.

Sådan er Danmarks første pyrolyseanlæg, der lagrer CO2 fra landbruget, beskrevet.

Anlægget ligger mellem Hjørring og Vrå, og her har borgerne i området svært ved at se det banebrydende anlæg som en gevinst. I hvert fald ikke for dem.

De frygter, at røgen fra anlægget gør dem syge.

Blandt andre seks-årige Talia.

Hun har det skidt og hoster. Hendes livskvalitet går ned, og det er ikke rart at være i, og det er ikke rart at se på. Og det er bestemt ikke rart at være hende, siger Anne Lauritsen, der er Talias mor. Private optagelser

Hun lider af den sjældne lungesygdom, Alfa-1-antitrypsinmangel og astmatisk bronkitis.

Og når pyrolyseanlægget, der bare er tre kilometer væk er tændt, så virker Talias livsvigtige medicin ifølge hendes forældre ikke.

- Det betyder rigtig mange sygedage. Det betyder, at hun ikke kan komme i børnehave og være social sammen med de andre, og det betyder, at hun har det skidt og hoster. Hendes livskvalitet går ned, og det er ikke rart at være i, og det er ikke rart at se på. Og det er bestemt ikke rart at være hende, siger Anne Lauritsen, der er Talias mor.

Hendes livskvalitet går ned, og det er ikke rart at være i, og det er ikke rart at se på. Og det er bestemt ikke rart at være hende, siger Anne Lauritsen, der er Talias mor.

Talias helbred har det bedre, når pyrolyseanlægget ikke kører - som for eksempel hen over julen.

- Vi har haft en dejlig lang juleferie, da anlægget stod stille. Og nu har vi så sygedage igen, så vi kan helt bestemt se et mønster i det, fortæller Anne Lauritsen og tilføjer, at datterens sygdom indtil sommeren 2024 kunne holdes nede med medicin.

Ifølge forældrene passer forværringen i datterens sygdom med tidspunktet, hvor det opsigtsvækkende pyrolyseanlæg gik i gang.

Der er ingen dokumentation for at røgen fra Agri Energys pyrolyseanlæg til 220 millioner kroner er sundhedsskadelig, men der er heller ingen dokumentation for det modsatte.

For det er nemlig aldrig blevet undersøgt.

Det er røgen herfra pyrolyseanlægget, som ifølge Anne Lauritsen gør hendes datter mere syg. Foto: Jesper Christiansen Foto: Jesper Christiansen

Kommunen vurderer uden eksperter

Hjørring Kommune, der er myndighed på miljøområdet, oplyser, at det er kommunens vurdering, at lugten fra anlægget kan være generende, men ikke sundhedsskadelig.

Den forklaring tror Anne Lauritsen ikke på.

- Vi kan tydeligt se et mønster i, at det er farligt, og det lugter simpelthen så kraftigt af kemikalier, fastslår hun og tilføjer:

- Vi står som forældre med en bekymring og et barn, der har det dårligt. Vi har vågne nætter, fordi hun ikke har det godt.

Hun har derfor bedt Hjørring Kommune uddybe, hvilke undersøgelser og eksperter, som ligger til grund for kommunens oplysninger om, at røgen fra pyrolysen ikke er farlig.

- Jeg får svar tilbage, at kommunen ikke har spurgt eksterne eksperter, men det er kommunens egen vurdering, at de stoffer og den røg, som kan dannes ved pyrolyseprocessen, ikke er skadelige for mennesker, fortæller Anne Lauritsen.

Sygdommen Alfa-1-antitrypsinmangel er arveligt og kan ikke kureres, og sygdommen gør, at lungevævet bliver nedbrudt. Det er almen kendt, at sygdommen forværres, hvis man udsættes for lungeskadelige stoffer som eksempelvis røg.

Miljøstyrelsen undersøger

Pyrolyseanlægget er det hidtil første af sin slags i landet, og selv om det for længst er i drift, så er det først nu, at myndighederne er i gang med at kortlægge om udledningen fra pyrolysen er farlig.

Det skriver Miljøstyrelsen i et svar fra miljøministeren til Enhedslistens folketingsmedlem Søren Egge Rasmussen (Ø).

Styrelsen vil undersøge om, der dannes miljøfarlige og forurenende stoffer ved pyrolyse både på jorden og i luften.

Miljøstyrelsen vurderer at være færdig med sine undersøgelser om, hvorvidt pyrolysen er sundhedsfarlig eller ej, i slutningen af 2026.

Stiesdal SkyClean tager bekymringer alvorligt

Det er virksomheden Stiesdal SkyClean, der ejer pyrolyseanlægget ved Vrå. TV2 Nord har forlagt virksomheden Anne Lauritsens bekymringer, og vi har modtaget følgende skriftlige svar:

"Vi tager naboernes bekymringer alvorligt og ser naturligvis på, om der er faktorer, der bør undersøges yderligere.

 Vi følger gældende miljøstandarder for driften af pyrolyseanlægget og har et godt samarbejde med Hjørring Kommune om anlæggets miljøpåvirkning.

Generelt er der minimale luftemissioner ved moderne pyrolyseanlæg, men nu er anlægget i Vrå et forsøgsanlæg, og en af de ting, vi har konstateret, er, at der er lugtgener, når vi tørrer restbiomassen fra biogasanlægget, inden den skal igennem pyrolysen. Det er der ikke noget farligt i. Det svarer til lugten fra en mødding, og det er noget, vi skal have minimeret, og der arbejdes på en indkapslingsløsning".

Stiesdal SkyClean

Føler sig som forsøgskaniner

Tilbage i parcelhuset i Rakkeby føler Anne Lauritsens sig magtesløs over udsigten til først at få svar om næsten to år fra myndighederne.

Imens hun kan se sin datter, Talia, har svært ved at trække vejret hver gang pyrolyseanlægget kører.

- Vi skal være forsøgskaniner indtil da. Hvad ender med, at vi alle får en lungesygdom eller kræft om ti år? Det er jo skrækkeligt og skræmmende at tænke på, lyder det fra Anne Lauritsen.

I parcelhuset i Rakkeby føler Anne Lauritsens sig magtesløs over udsigten til først at få svar om næsten to år fra myndighederne om, hvorvidt røgen fra pyrolyseanlægget officielt er sundhedsskadeligt.

Katastrofekurs for havmiljøet: - Det sættes over vores liv

Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Borgmester frygter for øens fremtid efter nyt udspil.

- Jeg synes, man skal se på, at det må handle om ikke at udrydde menneskeheden, før man får styr på klimaet, siger Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V) med henvisning til regeringens seneste forslag om fremtidens fiskeri.

Ifølge regeringen skal det være forbudt i områder omkring Læsø at fiske på den måde, som en stor del af Læsøfiskerne i dag gør.

De bundtrawler for blandt andet at fange jomfruhummere på bunden af Kattegat.

Forslaget kommer fra regeringen, fordi man på den måde vil beskytte havmiljøet i de danske farvande.

 - Med trawlforbud giver vi havbunden, bunddyrene og dermed hele økosystemet med fisk, marsvin og så videre i havet meget bedre betingelser for at komme sig. Sammen med vores plan for at nedbringe kvælstofudledning og arbejdet med at genoprette havnaturen, er flere trawlfrie områder med til at rette op på den katastrofale kurs, vores havmiljø har været på i alt for mange år, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen, Venstre.

Øen får dødsstød 

Som en del af udspillet vil der blive iværksat økonomisk kompenserende foranstaltninger målrettet de berørte fiskere. 

Pengene kommer dog ikke til at række langt i situationen på Læsø, som er et af de steder i landet, hvor der landes flest jomfruhummere.

For det er ikke penge, Læsø kommer til at mangle, hvis udspillet bliver en realitet - det er børn.

- Og det er ikke sådan noget med, at man kan sende en check på 10 millioner, og så klarer vi os sikkert, for man kan endnu ikke købe børn for penge - heldigvis. Men fiskerne leverer børn til skolen, og det kan jeg ikke lige se et alternativ til her, siger Tobias Birch Johansen.

Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen, Venstre.

Han får opbakning fra den lokale fiskeriformand, Thomas Christensen, der mener, at det politiske udspil ikke giver bare fiskerne et dødsstød men rammer hele øen.

 - Når man ser fiskeriet skal stoppe på den måde, så er det sådan det samme som at sige, at hele vores samfund skal stoppe, siger fiskeriformanden, der tilføjer, at fiskerne føler sig totalt magtesløse efter den politiske udmelding om fremtidens fiskeri kom mandag fra Christiansborg.

- Urimeligt for Læsø

Også formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, der er nordjysk valgt folketingsmedlem, bakker op om, at forslaget fra regeringen er "fuldstændigt urimeligt" for Læsø.

- Det er svært at forestille sig en anden kommune i landet, hvor man ville miste et sted mellem 20 og 25 procent af arbejdspladserne på en dag, siger Inger Støjberg med henvisning til, at fiskeriet langt fra er det eneste erhverv, der bliver berørt af konsekvenserne for et forbud mod bundtrawl i Kattegat.

- Det handler jo også om dem, der arbejder på Læsø Fiskeindustri samt dem, der servicerer fiskeriet for eksempel elektrikeren og i sidste ende også købmanden. Det er jo det hele, der er afhængigt af det her på Læsø, siger Inger Støjberg.

Regeringen har nu inviteret samtlige partier på Christiansborg til forhandlinger om det nye fiskeriudspil.


Målrettet indsats: 18 personer anholdt samme dag i nordjysk kommune

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politiet ønsker ikke at oplyse, præcist hvilke dage de sætter ind for at hente skyldnere til fogedretten.

Hvis man som borger har en verserende fogedsag, bør man hurtigst muligt henvende sig til retten, ellers risikerer man besøg af Nordjyllands Politi.

Onsdag blev 18 personer nemlig anholdt i Frederikshavn kommune og kørt til fogedretten, og her blev der afsluttet i alt 30 sager, da enkelte borgere havde flere sager på samvittigheden.

Den kommende tid går turen til tre andre kommuner varsler Nordjyllands Politi.

- Mødet i fogedretten varer normalt kun cirka 10 minutter, og det er vigtigt, man møder op, også selv om man ikke har mulighed for at betale det, man skylder. Der skal findes en ordning, så man får selv ro i sjælen, og kreditorerne får en afklaring – og så er man er også fri for at få besøg af en af vores patruljer, siger politikommissær Marianne Hejlesen.

Kommer med kraftig opfordring

Udover Frederikshavn Kommune er der også en indsats på vej til Mariagerfjord Kommune, Rebild kommune og Vesthimmerlands Kommune.

- Hvis man som borger i dette område har et mellemværende med fogedretten, så vil jeg kraftigt opfordre til, at man tager kontakt til fogedretten i Aalborg og får ordnet sit udestående, inden vores besøg er påkrævet, lyder det fra Lars Rosenvinge, der er politikommissær i Sagscenter Himmerland ved Nordjyllands Politi.

Man er dog heller ikke færdig med at afholde fogedindsatser i Frederikshavn kommune. Det arbejde vil fortsætte i løbet af februar.

Politiet ønsker ikke at oplyse, præcist hvilke dage de sætter ind for at hente skyldnere til fogedretten. 

- Det bliver en målrettet indsats fordelt over flere dage, oplyser politikommissæren, som ikke afviser, at skyldnere i øvrige nordjyske kommuner også kan modtage besøg. 


Nyt tilbud til unge piger med lavt selvværd i Nordjylland

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Unge piger i Brønderslev og Rebild kommune kan nu se frem til et nyt, trygt fællesskab, der styrker selvværdet.

Flere og flere unge mistrives, og specielt unge piger er udsatte. Men det skal et nyt tilbud nu hjælpe på.

- Som forælder kan det være utroligt svært at nå ind til sin teenagedatter. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men blev afvist igen og igen – det føltes umuligt at trænge igennem, fortæller Tine Kjær.

Tine Kjær har selv en datter der kæmpede med mistrivsel. Men at blive tilknyttet et såkaldt EmpowR-forløb gav hende en positiv oplevelse.

Det såkaldte EmpowR-forløb er udviklet og drevet af NGO´en GirlTalks. De frivillige unge kvinder, der taler med deltagerne, er uddannet af GirlTalks psykologfaglige personale, som er tilknyttet lokalkontoret i Aalborg.

I både Brønderslev og Rebild Kommune er der opstart af EmpowR-forløb i uge 12. Forløbet er faciliteret af unge kvinder, pigerne kan relatere sig til.

Målet er at styrke unge pigers selvværd og mentale trivsel. Det skal ske gennem støttende relationer og fællesskab, hvor deltagerne kan føle sig forstået, og hvor de kan opleve, at de ikke er alene med deres udfordringer.

Relationer er vejen frem

Netop de unge frivillige er ifølge direktør og stifter af GirlTalk, Anna Bjerre, en vigtig del af EmpowR´s tilbud.

- Vi oplever, at det har rigtig stor betydning for de unge og for fortroligheden i fællesskaberne, at gruppelederne er nogen, som de kan relatere til og deler virkeligheden med, forklarer Anna Bjerre.  

Tine Kjær fortæller, at hendes datter i starten var skeptisk, men hun besluttede sig for at tilmelde hende alligevel.

- Den første gang var bare en introduktion, hvor de kunne møde de unge gruppeledere. Da vores datter først havde mødt dem og fandt ud af, at det faktisk ikke var så farligt, begyndte hun at deltage fast, siger Anna Bjerre.

Anna Bjerres datter deltog i et forløb på Sjælland.

EmpowR-forløbet strækker sig over 10 uger, og er gjort muligt gennem støtte fra Trygfonden.


Efter langstrakt og 'ærgerligt' forløb: Nu får Ove sin seniorpension

Foto: TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Helt tilbage i november 2023 fik Ove Jensen afslag på at få seniorpension, selvom han havde en lægeerklæring, som redegjorde for, hvorfor han skulle have det. Nu har han fået den tilkendt.

- Man bliver skuffet. Man har det jo ikke godt, når man søger den. Det er jo derfor, man søger om seniorpension.

Det sagde 62-årige Ove Jensen fra Dokkedal tilbage i september til TV2 Nord om det afslag, han havde fået på seniorpensionen.

Han har i mange år arbejdet som chauffør, men en nedslidt ryg, lunge- og åndedrætsbesvær og social angst gør, at han ifølge sin egen læge ikke længere kan arbejde som chauffør.

På trods af dette kunne han ikke få seniorpensionen, men den beslutning blev der klaget over med hjælp fra 3F, og Ankestyrelsen bad seniorpensionsenheden om at genvurdere sagen.

Klagen gik på, at 3F mente, at afgørelsen skulle omstødes, da det ikke ansås som realistisk, at Ove kunne arbejde over 15 timer som chauffør. Derfor skulle helbredet også undersøges af Klinisk Funktion, som giver medhold i, at Ove Jensen skulle have tilkendt seniorpension.

Og det har han nu fået, da seniorpensionsenheden har lagt vægt på vurderingen fra Klinisk Funktion.

- Det er en lettelse, og det giver noget ro. Jeg skal ikke spekulere så meget mere på det, og det har jo taget rigtig lang tid, fortæller Ove Jensen til TV2 Nord.

Vil nyde livet og børnebørnene

Derfor kan han få seniorpension, og den er han berettiget til fra 1. december 2023. I mellemtiden har han været på sygedagpenge og i jobafklaringsforløb, men her er der penge, som skal betales tilbage, fortæller Ove Jensen.

- Men afgørelsen betyder, at jeg kan lægge det bag mig, og der begynder at være råd til nogle andre ting i livet. Eksempelvis kan jeg begynde at komme lidt i et motionscenter. Men jeg har stadig et møde med 3F for at få de sidste udestående overstået. Jeg ville dog ikke kunnet have klaret det uden 3F's hjælp, siger han.

Han mener dog stadig, at det er et rigtig træls forløb at være rullet ind i.

- Det er ikke rart, at de ikke tror på, at man ikke kan arbejde. Det er meget ærgerligt, især når egen læge fortæller, at jeg ikke kan, siger han.

Tilbage i september mente fagforbundene 3F, FOA og HK, at det var blevet sværere at få tilkendt seniorpension. Det skrev TV2, som også kunne fortælle, at flere sager end tidligere fik medhold hos Ankestyrelsen i, at afvisningerne ikke har været helt efter bogen.

Selvom man på seniorpension må arbejde op til 15 timer om ugen, er det ikke noget, Ove Jensen skal.

- Det kan jeg ikke holde ud. Hvis jeg skulle ud som chauffør, skulle jeg have lommerne fyldt med smertestillende piller. Nu vil jeg i stedet nyde livet og børnebørnene, mens jeg kan. Det havde jeg ikke så meget tid til med mine egne børn, da jeg selv arbejdede, siger han.