Se hvor: Royal Run til Nordjylland igen
Foto: Foto: Matthew James/Royal Run
Efter Nordjylland blev forbigået sidste år, kommer det royale kæmpeevent nu forbi igen.
Som den første by nord for Limfjorden bliver Brønderslev vært for Royal Run.
Byen i hjertet af Vendsyssel er som den første netop blevet offentliggjort som 'etape', når der 20. maj næste år igen er Royal Run. Det fremgår endnu ikke om det bliver Kronprins Frederik eller Kronprinsesse Mary du kan løbe med.
Alligevel vækker det begejstring hos borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V) at få så stort et arrangement til byen.
- Nogle fantastisk driftige forretningsfolk, foreningsfolk og Nordjyllands Idrætshøjskole har knoklet for at få Royal Run til vores kommune, siger han.
- Royal Run har givet udtryk for, at de glæder sig til at komme tilbage til Nordjylland og denne gang til vores kommune. Jeg håber, at hele Nordjylland vil bakke op om dagen og løbet, fortsætter borgmesteren.
Det er første gang nogensinde at så befolkningsmæssigt lille en by ligger asfalt til kongeligt løbebesøg.
Tidligere har de kongelige været i Sønderborg, der har over 25.000 indbyggere, hvor Brønderslev har mindre end det halve.
Der bor også flere i både Rønne, hvor der ikke var kongelig deltagelse til deres Royal Run i 2019 eller 2022 og Nyborg, men Mikael Klitgaard er helt overbevist om at Brønderslev bliver gode værter:
- Vi er ikke en stor by med en kæmpe løbeklub. Succesen skal komme via fællesskab og sammenhold på tværs af hele kommunen, siger borgmesteren, der starter træning allerede i dag mandag.
Sammen med nogle højskoleelever og medlemmer af styregruppen og Byrådet hopper han i løbeskoene.
Da tusindvis af danskere første gang snørrede løbeskoene med kronpinseparret i 2018 var det i Danmarks fem største byer. Siden har Royal Run været en gigantisk succes.
Hverken rute eller tilmeldingsmuligheder er offentliggjort endnu.
Det er datoen dog. Det bliver 20. maj, som er en mandag.