Bestyrelsesformand om dømt direktør: - Han misbrugte vores tillid
Foto: Torben Lykke Larsen
Bestyrelsesformanden er glad for, at de nu kan lægge låg på sagen.
Det er nu to et halvt år siden, at Agri Nords daværende direktør, Kim Koch, blev fyret og politianmeldt fra sin arbejdsplads, da de havde opdaget, hvad de kaldte 'uregelmæssigheder i regnskabet'.
Senere rejste Nordjyllands Politi en sigtelse mod direktøren, og i dag er der så faldet dom i sagen. Kim Koch var tiltalt for ti forhold om dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed. Nogle forhold blev han frikendt for, og nogle forhold blev han dømt for. Og det er Landoboorganisationens bestyrelsesformand, Carl Christian Pedersen godt tilfreds med.
- Vi er meget tilfredse med, at vi har fået medhold i de ting, vi så for to et halvt år siden, lyder det fra bestyrelsesformanden.
Ved dommen fremhæver han, at Agri Nord har fået ret i det meste.
- Det er jo en kompleks sag, men vi kan forstå, at retten har vurderet, at vores forklaringer var troværdige, og det er vi selvfølgelig tilfredse med, siger han.
Så langt fra vores værdier
Bestyrelsesformanden fortæller også, at han er glad for, hvordan bestyrelsen håndterede sagen for to et halvt år siden.
- Vi handlede korrekt og helt efter bogen. Vi involverede vores advokat, der rådede os til at bortvise og politianmelde Kim Koch, siger han.
Han fremhæver, at det var en meget svær situation og tid, da de opdagede, at deres egen direktør havde urent mel i posen.
- Det allerværste er, at Kim Koch misbrugte vores tillid så groft. Og de ting der er foregået, de ligger så langt fra de værdier, som vores landboforening er bygget på, siger Carl Christian Pedersen, der nu glæder sig over at kunne lægge forløbet bag sig og komme videre.