Se afsnit 2 af "Altid for AaB": Lars har gjort det samme før hver kamp i et årti
AaB er blevet en indgroet del af livet for Lars Hvilsted. Nu skal han vænne sig til, at holdet spiller i 1. division.
Lars Hvilsted har fulgt AaB tæt, siden klubben rykkede op i den bedste række i 1986. Og før hver hjemmekamp har han en helt særlig tradition.
Sammen med sin mor og sine børn hænger Lars Hvilsted nemlig over hundrede AaB-halstørklæder op ved den ene endetribune på Aalborg Portland Park.
- Det er hyggeligt, og det er en måde, vi kan være sammen på. Det er blevet en stærk tradition, at vi gør det her før hver hjemmekamp, siger han.
TV2 Nord mødte Lars Hvilsted og hans familie i forbindelse med optagelserne til dokumentarserien "Altid for AaB", som netop har fået premiere på tv2nord.dk.
Du kan se afsnit 2, hvor Lars Hvilsted blandt andet fortæller sin historie, lige her.
- AaB betyder simpelthen alt. Min søn har spillet fodbold i klubben og været en del af AaB-talent, så klubben har altid været en del af os som familie, siger Lars Hvilsted.
TV2 Nord talte med Lars Hvilsted, før det var en realitet, at AaB var rykket ud af landet bedste række for første gang i 37 år.
Men selv om klubben skal spille 1. division efter sommerferien, vil Lars Hvilsted og familien stadig møde ind på Aalborg Portland Park et par timer før hver kamp og hænge rækkerne af AaB-halstørklæder op på tribunen.
- Hvis altså der kommer nok tilskuere til, at de åbner 3F tribunen, indskyder Lars Hvilsted.
AaB rykkede 3. juni ned i 1. division med et nederlag til Silkeborg i sidste spillerunde. Aalborgenserne var blot et enkelt point fra overlevelse.
Efter sommerferien hedder modstanderne derfor Næstved og Hillerød i stedet for FC København og AGF.