Særlig operation eksploderet i Nordjylland: Lægerne har ingen forklaring
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nordjyderne har siden 2021 været dem i landet, der med længder opereres mest per indbygger med et særligt indgreb.
Har du i lang tid haft næsen fuld af snot og svært ved at trække vejret? Har du haft en trykkende fornemmelse i ansigtet og været ekstra træt? Og er du ovenikøbet nordjyde?
Så er sandsynligheden for, at du har kronisk bihulebetændelse stor. Eller i hvert fald større end i resten af landet.
Men det burde faktisk ikke have noget at sige, hvor du bor.
Det fortæller Therese Ovesen, der er en af de førende overlæger på området. Alligevel er nordjyderne blevet opereret langt mere for kronisk bihulebetændelse per indbygger de seneste tre år, end folk i resten af landet er.
- Jeg ville egentlig forestille mig, at det var omvendt. Jeg har jo selv prøvet at arbejde i Aalborg for år tilbage, og jeg har ikke indtrykket af, at det er en befolkning, der er meget forhippet på det kirurgiske, siger Therese Ovesen, der er overlæge på Regionshospitalet Gødstrup og klinisk professor i øre-, næse-, halskirurgi ved Aarhus Universitet.
Fra 2020 til 2021 skete der en drastisk stigning i antallet af nordjyder, der lagde sig på operationsbordet for at få foretaget netop dette indgreb.
Hvor der i 2020 blev opereret 140 nordjyder for kronisk bihulebetændelse, er der i årene efter opereret dobbelt så mange. Det viser en aktindsigt hos Region Nordjylland.
I samarbejde med Gravercentret
Historierne om operationerne for kronisk bihulebetændelse i Nordjylland er lavet med rådgivning og sparring fra Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik.
- Jeg kan slet ikke lige forestille mig, hvad der skulle til for, at der kommer sådan et boom af kronisk næse-bihulebetændelse, der trænger til kirurgi, bare sådan over night, siger Therese Ovesen.
Ingen faglig forklaring
Therese Ovesen kan ikke umiddelbart finde nogen lægefaglig begrundelse for, hvorfor hendes kollegaer i Nordjylland laver indgrebet oftere, end hun selv gør det.
Og det er ikke så mærkeligt. For Region Nordjylland har heller ikke selv fundet en faglig begrundelse for den store stigning i henvisninger til den såkaldte cas-fess-operation, som øre-, næse-, halskirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital har oplevet. Det skriver de i et svar til TV2 Nord.
- Afdelingen har primært modtaget henvisningerne fra de praktiserende øre-, næse-, halsspeciallæger og har ikke kunnet finde en faglig årsag til den øgede aktivitet på området, skriver de og supplerer:
- I 2023 blev der nedsat en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle belyse området, og her har man blandt andet undersøgt om faglige retningslinjer, ændrede indikationer for behandling eller praksis på området var årsagen til stigningen. Det lader ikke til at være tilfældet.
Regionen skriver, at det er noget, som universitetshospitalet og regionen i fællesskab har fokus på.
Det har nemlig været en dyr affære for afdelingens pengekasse.
I 2020 blev der brugt 341.474 kroner på at få lavet netop denne operation i det private. I årene efter har regningen lydt på mere end syv millioner kroner årligt.
Hospitalets lægefaglige direktør bekræfter også, at der ikke er fundet nogen sikker årsag til den store stigning.
- Vi kan ikke komme med nogen sikker forklaring på det, men vi kan gætte på, at det kan have at gøre med, at der er kommet et privat tilbud heroppe, som har gjort, at der simpelthen er en behandlingsmulighed for de nordjyske borgere, som skal have den her operation udført, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj, lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.