Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sælger nikotin ulovligt

Det er ulovligt at sælge flydende nikotin i Danmark, og det på trods af, at de såkaldte e-cigaretter vinder stigende popularitet. Men det er man tilsyneladende ligeglad med i en butik i Aalborg, som sælger nikotinen i stor stil.

I butikken Bullie Vape på Reberbansgade i Aalborg kan man gå direkte ind fra gaden og købe flydende nikotin - selvom det er ulovligt at sælge i Danmark.

Flydende nikotin er lovligt, hvis man køber det via internettet og derefter får det sendt til Danmark. Derfor mener virksomheden ikke, at de bryder nogen love.

- Vi forholder os til den britiske lovgivning, som siger vi må have varelager i Danmark under kommission fra et engelsk firma, siger Martin Mohr Christensen, som er butikschef hos Bullie Vape.

Ifølge Martin Mohr Christensen bestiller kunderne først nikotinen via internettet, hvorefter de afhenter varen hos Bullie Vape.

Men TV2/NORD har i dag været i kontakt med flere kunder, som kunne fortælle, hvordan de går ind lige fra gaden og køber den ulovlige flydende nikotin uden problemer - og uden at bestille den via internettet først.

Se et indslag om forretningens salg af flydende nikotin i vores udsendelse i aften klokken 19.30.


Bosted ramt af stor kritik flere gange: Christian håber, det bliver godt igen

Situationen på Aage Holms vej er for dårlig, mener en pårørende - nu rammes institutionen også af besparelse.

Christian Simonsens datter bor på det kommunale botilbud på Aage Holms Vej i Hjørring. Datteren elsker at komme ud af huset og på ture med botilbuddet. Der er bare flere færre og færre af dem, så hun nu stort set altid er hjemme på institutionen.

- Det er så mega vigtigt for hende at komme ud. Når de har skullet på tur, har hun sagt til mig, at: "Far, jeg skal i sommerhus nu". Og det elsker hun, siger Christian Simonsen.

- Vi kan jo selv vælge at tage væk hjemmefra, men det kan de ikke.

Flere problemer

Botilbuddet på Aage Holms Vej har været plaget af forskellige problemer de seneste måneder. Stor personaleudskiftning, utilfredse pårørende, et påbud fra Arbejdstilsynet og en kritisk rapport fra Socialtilsyn Øst har skabt uroen.

Og for nyligt blev flere ledende medarbejdere afskediget, mens udvalgsformanden på området også har trukket sig.

Erik Høgh-Sørensen, der er byrådsmedlem uden for partierne, har selv været på besøg hos bostedet.

- Jeg var chokeret over, hvad jeg så. Vi har almindelige handicappede, der ikke er udadreagerende, som lever med låste døre af hensyn til deres egen sikkerhed. Det er ikke et liv at byde vores svageste borgere, siger Erik Høgh-Sørensen med henvisning til de få beboere på stedet, der kan blive aggressive.

- Det er en stærkt alvorlig situation, fordi de handicappede, som er nogle af vores svageste, lever simpelthen i frygt, uddyber han.

Erik Høgh-Sørensen fortæller, at han vil foreslå at tilbagerulle besparelsen på 3,5 millioner kroner, som byrådet har vedtaget, der skal spares på handicapområdet.

Venstre-borgmester i Hjørring Kommune Søren Smalbro var med til at vedtage besparelsen.

- Jeg er nødt til at sige, at det setup, vi har på hele området, det viser det sig, at vi er relativt for dyre i kommunen. Det har vi faktisk været i mange år, og det skal vi gøre op med. Det betyder ikke, vi skal gøre det dårligere, men vi skal have mere for vores penge, og målet er, at det ikke kan mærkes hverken på Aage Holms Vej eller andre steder, siger Søren Smalbro.

Erik Høgh-Sørensen vil have tilbagerullet besparelserne på handicapområdet.

Samme mål - forskellige veje

For nyligt blev der lavet en genopretningsplan for, hvordan situationen på Aage Holms Vej skal forbedres. Og med rekrutteringen af en ny ledelse, tror Søren Smalbro på, at der med tiden bliver rettet op på bostedet.

- Jeg er stensikker på, at den gode institution, som Aage Holms Vej i flere afdelinger stadig er - indrømmet der er et par afdelinger, hvor det har knebet - kommer tilbage, og det bliver et godt sted for beboerne, personalet og de pårørende, siger borgmesteren.

Erik Høgh-Sørensen mener derimod ikke, at genopretningsplanen er den rigtige løsning.

- Der skal hyres nye medarbejdere nu, og så skal der gøres noget nu, for det har stået på i lang tid, siger Erik Høgh-Sørensen.

Christian Simonsen understreger, at han bare vil have, at hans datter har det godt.

- Byrødderne skal tage ansvar, og så er økonomien fuldstændig lige meget. De skal have det godt derude.

- Jeg kan fortælle jer, at jeg bliver ved til den dag, de igen har det godt derude. Det kommer 100 procent sikkert en dag, men jeg ved ikke hvornår, siger Christian Simonsen.


Kamp mod cyberangreb: - Det skal ligge på rygmarven

Foto: Kristian Steve Kristensen

Cyberangreb er ikke bare fremtiden - de er også nutiden. Virksomheder i Nordjylland tager derfor affære.

- Vi skal vide, hvad vi skal gøre, når vi bliver angrebet.

Det fortæller direktør for cybersikkerhed og cloud ved TDC Erhverv, Claus Westergaard Kraft.

Når man hører ordet 'beredskabsøvelse', tænker man sandsynligvis på gule veste og blå blink. Men beredskabsøvelsen, der fandt sted i Aalborg tirsdag formiddag, var en helt anden slags.

Her stod den nemlig på en øvelse i beredskab mod cyberangreb med navnet Hele Danmark Øver.

Øvelsens deltagere kom fra en bred vifte af virksomheder, som blev præsenteret for et fiktivt scenarie, hvor en virksomhed udsættes for et cyberangreb. De skulle da diskutere en række spørgsmål og situationer med de andre deltagere, og hver især klikke deres svar ind på deres telefoner. Løbende blev resultaterne diskuteret i plenum.

- Vi skal vide på rygmarvsrefleks, hvad vi skal gøre, hvis vores data bliver stjålet, eller vi ikke kan få adgang til vores systemer længere. Det er ikke noget, der kan være i en støvet mappe i hjørnet, fordi der skal man altså agere hurtigt, fortæller Claus Westergaard Kraft.

Der var pakket, da en stor gruppe ansatte var samlet i Aalborg for at blive klogere på cybersikkerhed. Foto: Kristian Steve Kristensen Foto: Kristian Steve Kristensen

Kun 20% har cyberberedskabsplaner

Der var stærk opbakning til formiddagens øvelse, hvor omkring 60 ansatte lige fra Struer Fri Fagskole til Spar Nord var mødt op.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, hvilket dog også er med til at skabe en høj risiko for cyberangreb.

- Risikoen er så stor, at ingen taler om, om man bliver angrebet, men alle taler om, hvornår bliver vi angrebet, fortæller Claus Westergaard Kraft.

Tidligere på året blev der ifølge direktøren lavet en analyse, der blandt andet spurgte ind til beredskabsplaner mod cyberangreb i nogle danske virksomheder.

- 80 procent af de adspurgte virksomheder følte sig klar til imødegå et cyberangreb, men blot 20 procent af dem havde beredskabsplaner. Så der var et kæmpe stort gab mellem, hvad der er selvopfattelsen, og hvad der er realitet. Og det gab bliver vi nødt til at få minimeret, fortæller han.

Claus Westergaard Kraft ser vigtigheden i at styrke cybersikkerheden i de danske virksomheder. Foto: TV2Nord

Små virksomheder er udsatte

Ifølge Claus Westergaard Kraft er de små virksomheder nemme at angribe, og konsekvenserne af angrebene kan være voldsomme ifølge nogle analyser.

- Omkring 60 procent af de små og mellemstore virksomheder, der bliver ramt, går konkurs efter et cybersikkerhedsangreb. Så det skal vi altså hjælpe hinanden med - også i Nordjylland - at det ikke bliver realiteten for vores virksomheder, siger han.

Claus Westergaard Kraft mener dog, at fremtiden tegner lys.

- Vi bliver nødt til som land at løfte os og se det her som en konkurrencefordel. Vi skal kunne modstå cyberangrebene, så vi kan fortsætte vores digitalisering. Det er jo digitaliseringen, der er den lykkelige historie. Der er vi rigtig langt fremme, og det skal vi holde fast i, lyder det fra direktøren.

Oktober måned er europæisk cybersikkerheds måned. 'Hele Danmark Øver' afholder en lang række gratis events rundt omkring i landet i løbet af måneden.

Se indslaget her:


Statsministeren vil have hårdere lovgivning på sociale medier

Techgiganterne har et ansvar for, hvad der bliver bragt. De skal sørge for, at skadeligt indhold skærmes fra børn og unge, lyder det fra statsministeren.

Elevernes digitale dannelse er for alvor kommet på skoleskemaet, fordi det er vigtigt, at børn og unge lærer, hvordan og i hvilket omfang de bør færdes på nettet.

Ella fra 6.X på Jetsmarks Skole fortæller, at hun har haft Snapchat, siden hun var seks år gammel.

- Jeg sender 2-300 snaps om dagen. Måske endda lidt flere, siger Ella Renée Kjær Sørensen.

Dilemma, dilemma

Og netop 6. klasse på Jetsmarks Skole har fået besøg af Jammerbugt Ungdomsskole og kommunens SSP (SSP er et tværfagligt samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi), hvor de sammen skal tale om sociale mediers rolle, og hvordan man skal behandle hinanden i det virtuelle univers.

- I opdager, at der er oprettet en hadegruppe om en af jeres klassekammerater på Snapchat. Hvad gør I ved det?, er blot et af de dilemmaer, klassen bliver stillet.

Tag skeen i egen hånd

Og lige præcis det, at man selv som bruger på sociale medier, skal tage ansvar og beskytte sig selv og andre mod skadeligt indhold, er statsminister Mette Frederiksen helt enig i.

- Techgiganterne løfter ikke det ansvar, de skal løfte, men vi andre bliver alle sammen nødt til at snakke om, hvad det er for nogle regler, vi vil have om vores brug af telefoner. Jo mindre jo bedre, synes jeg, sagde Mette Frederiksen til Folketingets åbning.

TV2 Nord har undersøgt, hvilken effekt brugen af sociale medier har på børn og unge:

Iskolde pengemaskiner

Udbyderne af sociale medier har ifølge Mette Frederiksen et udgiveransvar, hvor de skal sørge for, at børn og unge ikke eksponeres for skadeligt indhold, og voksne, der ikke vil børn det godt, skal udelukkes fra sociale medier.

- De sociale medier er her kun for at tjene rigtig mange penge på os andre, lyder det fra statsministeren.

Mette Frederiksen mener derfor, at der skal lovgives mod skadeligt indhold.

- Jeg selv mener, at der skal være hårdere lovgivning. Der skal være et udgiveransvar, lyder det fra statsministeren.


Foto: TV2 Nord

I sommer blev det slået fast, at nogle nordjyske byer ville miste deres togstop.

Arden, Støvring og Skørping har siden sommer svævet i en usikkerhed om den fremtidige togtrafik gennem byerne. Tirsdag kan Region Nordjylland nu fortælle lidt mere om fremtidens togtrafik.

Helt sikkert bliver det, at Arden mister sit IC-stop i sydgående retning, fordi regionsrådet har bestemt at stoppet skal ligge i Støvring eller Skørping i Rebild Kommune. IC-toget i sydgående retning stopper fortsat i Hobro og Aalborg.

- Vi har haft en længere dialog med Transportministeriet, i forhold til hvad der er muligt. Det har været vigtig for et flertal i regionsrådet, at der er et stop i Mariagerfjord Kommune og Rebild Kommune, så vi kan forsøge at dække hele Himmerland ind. Det kunne heldigvis lade sig gøre, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Men om det bliver Støvring eller Skørping, der får glæde af Ardens sløjfede stop, er en beslutning, som Rebild Kommune skal tage.

Selvom borgerne i Arden mister deres IC-stop i sydgående retning, mener Mads Duedahl at forhandlingerne med Transportministeriet har båret frugt, da man blandt andet bibeholder de to morgenafgange med lyntoget i byen.

Derudover får man også et regionalstop, da regionaltoget nu kører helt til Hobro.

- Når ministeriet fastslår, at der skal være færre stop på IC-linjen, så er det sandheden, at der er nogle, der vil få det sværere ved at komme sydpå, hvor det betyder, at de skal til Hobro for at skifte. Sådan er det flere andre steder, og det er jo noget, man har besluttet på Christiansborg, forklarer Mads Duedahl og tilføjer:

- Til gengæld bliver det lettere at komme nordpå, og mig bekendt er der tal, der viser, at der er flere fra Arden, der rejser nordpå end sydpå. Så alt i alt er der mange, der får gavn af det.

- Har fået det bedste udfald

Regionsrådsformanden slår fast, at man så vidt muligt er gået efter at skabe retfærdighed i den nordjyske togtrafik. Derfor har man også fået det bedste udfald ud fra omstændighederne.

Det nye regionalstop vil resultere i en merudgift for regionen på fire-fem millioner kroner, og derfor skal borgerne i Arden ikke bekymre sig om dårligere togtilbud.

- Vi blev nødt til at finde en løsning, når der skulle være færre IC-stop. Nu udvider vi jo vores regionalnet, så det betyder, at der stadig vil være timedrift i Arden, plus de to morgenafgange. Så de får sådan set samme tilbud som i dag.

Selvom nogle borgere i Arden vil være utilfredse, påpeger Mads Duedahl, at Mariagerfjord Kommune har fået flere nye stop, mens det er Rebild Kommune, som står til at miste et stop.

Er du tilfreds med den aftale, I er nået frem til?

- Man ønsker jo det bedste for alle borgere, og man ønsker at gøre alle tilfredse. Desværre er politik oftest at, det kan man ikke. Ud fra de omstændigheder vi har, har vi prioriteret, sådan som jeg synes er bedst og mest retfærdigt. Så vi har jo mere nu end vi havde før mødet med ministeren, og det er jo tilfredsstillende.


Ferien, der forsvandt: Lejede en campingvogn, men den var der ikke

Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

En kvinde troede, hun skulle holde efterårsferie i Jesperhus, men der var tale om et svindelnummer.

Ferien blev ikke bare ødelagt. Den forsvandt helt og aldeles for en kvinde fra Holstebro-området, som ellers havde det hele på plads.

Hun havde lejet en campingvogn, som stod klar hos Jesperhus på Mors, og det var inklusiv adgang til Jesperhus Blomsterpark.

Prisen for hele herligheden var 6000 kroner for en uge.

Men det viste sig dog at være for godt til at være sandt. Da hun ankom til Jesperhus, var der ingen campingvogn.

Så ingen ferie. Og pengene var også væk.

- Der er tale om bedrageri, siger politikommissær Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.

Hvordan kvinden er kommet i kontakt med den eller de personer, der har udlejet den fiktive campingvogn, vil politiet ikke oplyse.

Hun er ikke den eneste

Til gengæld er der noget, der tyder på, at kvinden ikke er den eneste, der er blevet snydt på denne måde, fortæller Torben Ladefoged. Igen uden at gå i detaljer, mens sagen efterforskes.

Der er dog et lys i mørket for den uheldige kvinde, som fik sin efterårsferie spoleret. Det er nemlig lykkedes for hende at få nogle af pengene tilbage - nærmere bestemt 2000 kroner.

- Måske er der nogen, der har fået dårlig samvittighed. Trods alt, lyder det fra politikommissær Torben Ladefoged.