Fald i antal indbrud: Sådan ser det ud i din kommune
Genrefoto.
På landsplan er indbrudstallene de laveste i 50 år.
De fleste ville nok være kede af at have indbrud.
Derfor kan man glæde sig over, at indbrudstallene i Nordjylland for 2024 er faldende sammenlignet med 2023, og er de laveste siden 2021, der var et corona-år, hvor mange var hjemme.
I alt er der kommet 22 procent færre antal indbrud i 2024, og ser man helt tilbage til 2019, er antallet af indbrud i Nordjylland halveret.
Fem vigtige råd mod indbrud
1. Vær en aktiv nabohjælper
2. Tænd lys ude, og trim hækken
3. Gør det svært at bryde ind
4. Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt
5. Ring 114 ved mistanke om indbrud
Kilder: Bo Trygt og Rigspolitiet
'Resultat af fælles indsats'
Det er Aalborg Kommune og Hjørring Kommune, der procentmæssigt har oplevet det største fald i antal indbrud, hvis man ser bort fra Læsø.
I den modsatte ende af skalaen finder man Thisted Kommune, der har oplevet en stigning i indbrud på hele 79 procent.
På landsplan er indbrudsniveauet det laveste siden 1970'erne, og mere end halveret de sidste 10 år. Det glæder Bo Trygt, der sammen med Danmarks Statistik står bag tallene.
- Det er et resultat af en fælles indsats både nationalt, regionalt og lokalt. Fra landspolitisk side arbejdes der blandt andet på et digitalt register over stjålne genstande, der skal gøre det svært for indbrudstyve og hælere at afsætte deres varer, og både kommunalt og i landets politikredse er der stor fokus på indbrudsforebyggelse, lyder det fra programchef i Bo Trygt, Britt Wendelboe.
Sådan ser det ud i din kommune
Kommune | Indbrud 2023 | Indbrud 2024 | Procentvis udvikling fra 2023 til 2024 | |
Aalborg | 482 | 287 | -40 procent | |
Brønderslev | 58 | 42 | -28 procent | |
Frederikshavn | 77 | 78 | 1 procent | |
Hjørring | 105 | 64 | -39 procent | |
Jammerbugt | 50 | 49 | -2 procent | |
Læsø | 1 | 0 | -100 procent | |
Mariagerfjord | 90 | 105 | 17 procent | |
Morsø | 32 | 28 | -13 procent | |
Rebild | 67 | 56 | -16 procent | |
Thisted | 33 | 59 | 79 procent | |
Vesthimmerland | 80 | 75 | -6 procent | |
I alt: | 1075 | 843 | -22 procent |