Sårbare patienter får 'kniven': - Jeg har svært ved at se, hvem der så skal hjælpe dem
Patienterne må fra næste år spejde langt efter specialiserede sygeplejersker som Helene og Maiken. Foto: Jenni Christensen / TV2 nord
Region Nordjylland skærer brobygningssygeplejerskernes stillinger væk i ny spareplan.
Pengene rækker ikke - jeres stillinger skal nedlægges.
Så kontant er budskabet til de såkaldte brobyggersygeplejersker fra regionsrådsformand Mads Duedahl (V), efter han fredag stod frem og i detaljer fortalte, hvordan regionens budget skal se ud for 2024.
Og med de specialiserede sygeplejersker forsvinder også støtten til de særligt sårbare patienter fra misbrugsmiljøer og psykiatrien.
- Jeg får en meget stor bekymring for mine patienter, for jeg har svært ved at se, hvem det så er, der skal følge dem og tale deres sag i et presset system, hvor tingene ofte går meget stærkt. Hvis man har flere konkurrerende lidelser og er meget udsat, så går det bare meget stærkt, siger Helene, der arbejder som brobyggersygeplejerske i Hobro.
Frygter for konsekvenser
For fire år siden oprettede Region Nordjylland de særlige stillinger på sygehusene i Hobro, Thisted og Aalborg, hvor specialuddannede sygeplejersker tager hånd om de ekstra sårbare patienter, der har brug for støtte til at få behandling på sygehusene.
Men i det nye budget for 2024 har regionspolitikerne vedtaget at spare 4,75 millioner kroner og nedlægge ordningen. Og det gør ondt, fortæller brobyggersygeplejersken Helene.
For der er brug for hjælp til regionens mest sårbare patienter - misbrugere, hjemløse og personer med flere forskellige lidelser.
Det er nogle af vores allermest sårbare patienter, som kommer til at stå for skud i den her spareplan
Helene, brobygningssygeplejerske
- Vi sørger helt konkret for, at der ikke er så mange aflyste tider, fordi vi har overblikket over behandlinger og indkaldelser. Vi bliver mere målrettede i vores behandling af de her patienter, vi kigger på hele patienten – hele dialogen med lægerne, med kommunerne, alt det der er omkring de her patienter, det hjælper vi med, fortæller Helene.
Derfor frygter hun også for konsekvenserne, når dén funktion er skrinlagt fra næste år.
- Det vil betyde højere udgifter på de her patienter, fordi de er mere syge, når de bliver fundet og indlagte.
VIDEO: Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) begrunder besparelser:
Mest sårbare patienter
Brobygningssygeplejerskerne hjælper årligt hundredvis af patienter. Og de frygter, at der ikke er ressourcer ude på afdelingerne til at gribe dem i fremtiden.
- Det er nogle af vores allermest sårbare patienter, som kommer til at stå for skud i den her spareplan, forklarer Maiken, der er brobygningssygeplejerske i Aalborg.
- Vi har stort fokus på at få spottet, hvis der er andre ting, der også skal tages hånd om. Helt konkret har vi stået med patienter, hvor det kun var fordi, vi insisterede, at man opdagede en cancer.
- Vi er deres sikkerhed for, at de rent faktisk har fået den behandling, de har krav på, når de bliver udskrevet. Vi er med til at mindske uligheden i sundhedssystemet, afslutter hun.
Redaktionen er bekendt med Helene og Maikens fulde navn, men de står kun frem med fornavn, da de, for deres sikkerheds skyld, heller ikke i deres daglige arbejder benytter sig af efternavn.
Alene i år skal region Nordjylland spare 280 millioner kroner. Til næste år er dét beløb på 54 millioner - i alt 334 millioner kroner.
Udover beslutningen om at nedlægge brobyggersygeplejerskernes stillinger, sparer regionen også på rekruttering og fastholdelse af yngre læger.