Så tæt var den mest forhadte mand i Aalborg på at åbne Gigantium
Legenden over dem alle i Frederikshavn følte sig taget for givet i hjerteklubben.
Gad vide?
Gad vide om de 864 kampe, over 500 point og et uddødeliggjort trøjenummer - som han havde taget efter Michael Jordan - var blevet det samme?
Mike Grey, der i dag er 48 år og arbejder som livredder, havde i mange år rekorden som den spiller med flest kampe i den danske ishockeyliga.
Men Frederikshavn-legenden var faktisk ret tæt på at tage det forbudte skifte henover Limfjorden i sine velmagtsdage.
Og hvordan havde Nordjylland taget imod det?
Ville ligaens måske mest forhadte spiller kunne elskes i Aalborg? Og ville hans navn blive tilsværtet til ukendelighed hjemme i Frederikshavn?
- At flytte fra Frederikshavn til Aalborg - eller omvendt - er jo ikke kun det der med at skifte klub. Der er jo mange følelser i det, siger han i dag til TV2 Nords Tredje Halvleg:
- Eller ikke flytte, men spille for Aalborg i hvert fald, indskyder hovedpersonen selv.
Spørgsmålet er så hvor smart det havde været at blive boende i Frederikshavn, men tørne ud for AaB Ishockey og have navnet "Grey" på ryggen.
De evige toere og Danmarks største arena
Det var mens Heinz Ehlers, Nordjyllands måske største ishockeynavn nogensinde, var træner for stortsatsende Aalborg, der på det tidspunkt var under AaB-paraplyen.
Henning G. Jensen (S) var borgmester i byen og endte med at åbne Gigantium Isarena, landets største dedikerede ishockeyhal.
På holdet var store stjerner, og Mike Grey indrømmer at det var tættere på end man på forhånd skulle tro, når man tænker på Mr. Frederikshavn og 'hadeklubben' Aalborg.
- Det var jo et spændende hold, siger Mike Grey og nævner blandt andre nuværende Aalborg-træner, Jens Nielsen, som en af profilerne.
- Aalborg var jo vanvittigt tæt på at blive mester. Ikke bare én, to eller tre år i træk, så jeg snakkede med Heinz - og det synes jeg faktisk var fedt - vi snakkede overhovedet ikke økonomi eller noget som helst, husker Mike Grey i dag.
- Jeg er sådan lidt ærgerlig over det, fordi jeg synes ikke, man er så god til at passe på sine egne spillere. Det er måske ikke kun i Frederikshavn. De satte måske ikke så meget pris på,
at en som har været der i mange år..., fortsætter Mike Grey tøvende, trods det er tyve år siden.
Blev du taget for givet?
- Ja, det gjorde jeg egentlig. "Han flytter jo ingen steder, ham der," var tankegangen nok.
Men det blev aldrig.
Heller ikke selvom Heinz Ehlers og Mike Grey fortsatte flirten over telefonen.
Blandt andet med udsigterne til en ny hal.
- Til sidst ringede jeg og sagde: "Ved du hvad, Heinz, det kan jeg sgu ikke."
Fjerde periode før russerklø
I stedet måtte han betræde isen i Gigantium som White Hawks-spiller. Til gengæld delte han omklædningsrum med flere Aalborg-profiler som Bo Nordby, Ronny Larsen og Frederik Åkesson på landsholdet.
Sammen med dem var han manden bag - og målscorer i - en af de største danske sportspræstationer og sensationer i nyere tid.
Danmarks første kamp ved A-VM nogensinde.
5-2 mod USA.
- Jeg får faktisk helt kuldegysninger, når du spørger, selvom det er 21 år siden snart. Det er vildt, hvad dansk ishockey egentlig har kunnet gøre siden 2002, hvor vi rykkede op i Ungarn, husker han om den historiske kamp.
Men faktisk var fejringen få dage senere endnu større - også selvom det endte med et nederlag til Rusland. Forinden havde Schweiz nemlig slået USA og det sendte helt sensationelt Danmark videre i deres allerførst A-VM.
- Det var lige ved, at der var "fjerde periode," inden kampene var gået i gang, at vi hoppede rundt på bænkene. Vi jublede nærmest, som om vi havde vundet, husker Mike Grey, inden han vender tilbage til gåsehuden og USA-kampen.
- Jeg kan huske det her billede med voksne mænd, der faktisk står og græder i rød-hvide trøjer. De der tårer, de triller bare ned i øjnene. Altså, det er jo..., siger Mike Grey og tager luft ind.
- Det var ikke kun for os tosser, der rendt rundt nede på isen, det var stort.
Hvordan er det at blive hadet? Noget af det, og meget andet sætter ishockeylegenden, klubmanden og statistik-nørden Mike Grey ord på i nyeste afsnit af Tredje Halvleg med Brix & Jørgensen.
Den er tilgængelig nu og sendes i aften på TV2 Nord 19.45, på Salto, tv2nord.dk samt TV2 PLAY.