I øjeblikket sender TV2 Nord serien ’Coronaliv’ – en serie, hvor Zita Hvid sammen fotograf Daniel Mikkelsen får nordjyder til at fortælle om deres oplevelser med at leve, fungere og arbejde i en tid med restriktioner, hjemmearbejde og hjemmeskole. Men hvordan er Zitas eget coronaliv?
Hjemmearbejde
Som TV-tilrettelægger, hvor jeg bl.a. laver research, planlægger og forredigerer tv-optagelser og skriver artikler, har jeg længe haft mulighed for at arbejde hjemmefra.
Så det er slet ikke nyt for mig, og det trives jeg faktisk rigtig godt med. Det kræver selvdisciplin, men det giver på den anden side også gode muligheder for selvtilrettelæggelse af min arbejdstid.
Som udpræget b-menneske fungerer jeg nemlig bedst lidt op ad formiddagen. Til gengæld holder jeg ofte af at sidde og arbejde til ud på aftenen eller i weekenderne, hvis det er der, jeg føler mig mest inspireret og arbejdsduelig.
Endelig er det også sådan, at mange af de medvirkende, som jeg skal i kontakt med, ofte selv ønsker at snakke efter arbejdstid, og da de jo heller ikke ved, om jeg er ude af huset på tv-optagelser eller laver andet, ja, så står jeg til rådighed, når de kontakter mig.
Men som sagt; det fungerer fint for mig. Alligevel har det været et anderledes arbejdsår i coronatiden.
Det der albue-dav-dav, det kan jeg nu godt undvære.
Zita Hvid, TV2 Nord
Smittefare
På TV2 Nord har ledelsen lige fra begyndelsen af coronaens indtog i Danmark i marts 2020 været hurtige til at fordele arbejdet med mindst mulig risiko for smittefare.
Nyhedsholdene er inddelt i tre kæder, der intet må have med hinanden at gøre. Hvis en medarbejder i kæden bliver smittet, udskiftes hele kæden af medarbejdere og en ny sættes ind. Det har virket efter hensigten.
Andre medarbejdere udenfor nyhedskæderne har for de fleste og det meste pludselig fået hjemmearbejdsplads.
Jeg er på jagt efter en frisør, en præst, en butiksindehaver, en restauratør…. som vil medvirke i serien og fortælle om deres coronaliv.
Zita Hvid, TV2 Nord
For mit vedkommende har det betydet, at jeg det seneste år kun har sat mine ben indenfor på stationen i Aabybro 2-3 gange – og den ene af dem var endda ”kun” udenfor, da vi samledes til sommerferie-fællessang ved søen
Normalt er jeg på stationen, når vi redigerer programmerne sammen, og når jeg skal i en lydboks for at speake. Her i coronatiden er speakboksen udskiftet med bagsædet af fotografens egen bil.
Og så bruger vi flittigt de mange muligheder, der er for at sende både manuskriptet, det forredigerede og det redigerede materiale frem og tilbage via computeren. Så fotografen sidder oftest hjemme i Als, mens jeg sidder oppe i mit arbejdsværelse i tårnet hjemme i Aalborg. Og det fungerer faktisk fint.
Så laver vi de endelige rettelser hjemme hos mig i forbindelse med de dage, hvor vi speaker eller skal ud på tv-optagelser. Så fotograf Daniel og jeg blev hurtigt til ”en af de fem i boblen”.
Mundbind eller visir er også, især på det seneste, blevet en fast bestanddel af udstyret. Vi skal have det på, når vi interviewer og laver andre optagelser med de medvirkende og, helt ærligt, det er hverken særligt sjovt eller godt. Det skaber en form for distance, når man kun kan aflæse øjnenes reaktioner, og det er et problem, synes jeg, fordi jeg bruger mit ansigts mimik rigtig meget, når jeg interviewer.
Samfundssind
Mundbind og visir glæder jeg mig til en dag at kunne lægge på hylden, men når det er sagt, så både forstår, accepterer og efterlever jeg selvfølgelig til fulde de krav og restriktioner, som sundhedsmyndighederne, regeringen og arbejdspladsen opstiller.
For selv om man ikke skal være ubetinget autoritetstro, så tror jeg på, at højtuddannede eksperter nok ved bedre end jeg, når det kommer dertil. Det viser resultaterne jo også, når vi sammenligner os med udviklingen i andre lande. Eller sagt med direktøren for KUNSTEN, Lasse Anderssons ord:
Vi lever lidt i en klokke i Danmark. Altså, vi er faktisk lidt af et eventyrland i dén her sammenhæng. For når jeg taler med folk i New York, der har været lukket HELT ned, og de får at vide, at de først kan komme på arbejde i 2022! Jeg talte også med en familie fra Spanien, hvis børn havde været inde i deres 3-værelses lejlighed i 12 uger! Og vi synes, det er hårdt med hjemmeskole – og det er det selvfølgelig også – men jeg synes, det er vigtigt i den her tid, at vi kigger udenfor grænserne og tænker: Hold nu op, hvor ér vi heldige i Danmark! Selv om det er ved at være lidt kedeligt!
Lasse Andersson, direktør, KUNSTEN
Lasse Andersson er en af dem, der medvirker i Coronaliv-serien, og hans betragtning gjorde stort indtryk på mig. For selv om jeg sagtens kan forstå og også har sympati for alle de mange virksomheder og ansatte, der ikke kan og må udføre deres normale arbejde, så er her tale om en pandemi. Som verden forhåbentlig snart får helt under kontrol, så vi alle kan komme tilbage til det, vi alle savner: Det normale hverdagsliv eller sagt med en af de andre medvirkende i serien, den 27-årige skuespilleren Line Nørholts eftertænksomme ord ord:
Jeg har savnet ikke at kunne bekymre mig. Jeg synes, det har været sådan en dyne, der har ligget henover det her år. Med tanker om ”Nej, det må vi nok ikke”. Det der ubekymrede liv – det savner jeg. Men det spændende er, om den altid vil være i baghovedet. Om man nogensinde kommer til at give håndtryk igen – med god samvittighed. Det er jeg ikke så sikker på…
Line Nørholt, skuespiller
For det ER synd for især børn, unge, ældre og de udsatte! Ja, og for mange andre. Men igen; der er tale om en pandemi, og vi må alle gøre vores bedste, så vi kan komme tilbage til den verden, det liv og de muligheder, vi tidligere har haft og sætter så stor pris på.
Rejse f.eks. Min mand og jeg skulle have været på en rigtig dejlig barfodsferietur til Thailand her i 2021, men den, og andre ferier udenlands, får vente, til vi kan komme der uden risiko for smittefare. Og uden brug af mundbind. Så det bliver til ferier i dejlige Danmark i stedet, og det er jo heller ikke så ringe for den danske samfundsøkonomi.
Det bliver i øvrigt også rigtig dejligt med nogle varmere temperaturer på vore breddegrader, for da vi optog Lasse Andersson, foregik interviewet - på grund af afstandskrav – udendørs i skulpturparken en hundekold snedag i januar. Bbrrrr……!
Hjemmeskole
Min datter og svigersøn har forsynet os med de dejligste tre børnebørn. To af dem går i skole i henholdsvis 0’te og 3. klasse.
Da de blev sendt hjem her i 2021 blev vores hjem i ugevis omdannet til ”Villa Oramas privatskole for hjemmeundervisning”.
Min mand, Per Christiansen, var netop lige gået på pension fra sit job som vejrvært på TV2, så han havde pludselig tid og overskud til at aflaste forældrene, så de kunne passe deres jobs. Samtidig kunne han få lidt afløb for hans lyst til at lære fra sig og øse af sin store erfaring og viden, mente han.
Så hver morgen fra mandag til fredag klokken 8 kom der ekstra liv i huset, når 7-årige Dexter og 9-årige Pixie myldrede ind. I den ene stue blev Pixie undervist på Teams, men Per og Dexter løste forskellige opgaver inde i den anden stue. Selv sad jeg oftest i tårnværelset og arbejdede.
Så mødtes vi alle til hyggelig frokost ved 12-tiden, indtil Pixie igen skulle på teams for at blive undervist i drama eller for at lave gymnastik på stuegulvet. Klokken 17 blev de hentet, og så havde vi fri. Det var ikke bare dejligt at kunne være forældrene til hjælp, men også interessant at få et meget bedre indblik i deres skoleliv og deres kunnen.
Og så gjorde det ikke vores i forvejen tætte bånd mindre. Meeeen, det var nu også godt, da de måtte komme i skole igen og være fysisk sammen med kammeraterne og lærerne. Syntes vi. Dexter tudbrølede dog: han ville hellere hjemmeskoles af sin bedstefar, sagde han.
Hjemmeskolen med Per som hjemmeskolelærer kom i øvrigt også i TV2 Nord. Det var en helt speciel oplevelse af se to af mine gamle kolleger, Per Harder og Jesper Bo Winther, hjemme hos os – iført mundbind, kamera og mikrofon, klar til at lave optagelser.
Det er dog slet ikke første gang, vi – primært i kraft af min mands værtsjob på TV2 - har haft journalister og fotografer på besøg, men hver gang tænker jeg bagefter: Det burde vi, der hele tiden ”invaderer” folks hjem og stiller alverdens spørgsmål, prøve. Fordi så ved man, hvor mange tanker, forestillinger og forberedelser, man gør sig i forbindelse med interviewet og fotosessionen – og hvordan det er at blive ”klippet ned” til et indslag eller en artikel.
Og apropos klipning …. Hvordan det er at stå der med coronahår og vide, at man ser herrens ud på de billeder, der sikkert vil blive brugt i en anden sammenhæng en anden gang. Vi er sikkert rigtig mange derude, som savner en tur i frisørstolen.
Per var lidt heldigere, for jeg klippede ham. Jeg har før klippet herrer og enkelte damer. Og er der noget, jeg er ”faldet i” med at se i denne coronatid, så er det alle de klippevideoer, der findes på nettet (!) En smule pinligt, tjah, men jeg synes frisørens arbejde er fascinerende.
Savn og afsavn
Når jeg spørger de medvirkende i serien om, hvad de savner mest, så svarer de alle: at kunne give et kram og at se dem, jeg holder af. At kunne leve et normalt hverdagsliv igen. At kunne mødes med venner og familie uden at bekymre sig. At danse. At rejse.
Sådan har jeg det jo også selv. Jeg har to brødre og en svigerinde, som jeg ikke har set i et år nu. For de passer på sig selv, og vi passer på dem. Min mands familie på Sjælland - og der kom endda en lille Olga til verden - har jeg heller ikke set i coronatiden. Og vennerne! Tænk, hvis vi må det til sommer!?
Jeg glæder mig også til at blive vaccineret. Til vi alle er vaccineret.
Men selv om vi nu meget længe kun har måttet ses med et fåtal at mennesker, så er det på sin vis også interessant at opleve, hvem det er, man virkelig savner i sit liv…. Og samtidig hvem man giver en krammer og hvorfor. Flere introverte har fortalt mig, at de faktisk på dén måde har haft det lettere i coronatiden, fordi det har været ok at isolere sig mere. Så måske det smitter lidt af på vi andre, men det der albue-dav-dav, det kan jeg nu godt undvære.
Det samme med møder og foredrag på Teams o. lign, for selvom det er fantastisk, at det findes, og at det har reddet samfundet fra at går helt i stå, så er det nu engang sjovere og mere nærværende at være fysisk til stede i situationen. Jeg savner også alle de gode oplevelser, man kan få fra kunsten og kulturens verden.
Det bliver godt igen! Og hjemmearbejdspladser er for alvor kommet for at blive hverdag for mange flere end før corona. Forhåbentlig fordi de, ligesom jeg, kan se, at det også giver nogle andre og friere måder at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen på. Jeg må tilbage til mig…. Er på jagt efter en frisør, en præst, en butiksindehaver, en restauratør…. som vil medvirke i serien og fortælle om deres coronaliv.
