S-ordfører positiv overfor norsk psykiatri-løsning
Der er god grund til at lade sig inspirere af "den norske model", når udfordringerne i psykiatrien skal løses, mener sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).
Det kan betale sig at kigge mod Norge, når det handler om psykiatriske løsninger.
Sådan lyder det Flemming Møller Mortensen, der er sundheds- og psykiatriordfører for Socialdemokratiet, der er positiv overfor den norske løsning på psykiatriudfordringerne i det danske sundhedsvæsen.
- Jeg har virkelig et godt øje til det, der foregår i Norge - og det har Socialdemokratiet i det hele taget. Vi skal have moderniseret vores psykiatri. Psykiatrien er ikke blevet prioriteret som den skulle, derfor har den heller ikke haft de midler til den udvikling, man har haft i Norge, siger Flemming Møller Mortensen til TV2 Nord.
- Lige i øjeblikket arbejder vi på et udspil omkring psykiatri, som skal komme inden valget skal afholdes. Noget skal der ske.
Vil du garantere, at der kommer mere fokus på psykiatrien generelt, hvis I kommer til magten?
- Det er fuldstændig sikkert. Der er absolut noget af det, vi meget konkret går til valg på, siger Flemming Møller Mortensen.
God diagnosticering i Norge
TV2 Nord har tidligere fortalt om Sørlandet Sykehus' tværfaglige gruppe - FACT-teamet - der har cirka 70 patienter i behandling i eget hjem. En lille gruppe følges særligt tæt - ikke bare af læge og psykolog, men også f.eks. socionomer og jobkonsulenter. Anne Dorte Lykken, psykolog og chef for DPS Vest-Agder siger:
- Det giver en god udredende diagnosticering af patienten, at man kan se de forskellige sider, som man arbejder med, når man kommer ind i psykiatrien. Så det er vigtigt med en helhedsforståelse omkring patienten for at hjælpe ham videre, siger hun til TV2 Nord.
Alle faggrupper i Helsevernet er særligt uddannet til at have med psykisk syge at gøre. F.eks. tager det to år, før en psykolog er blevet specialist og dermed ligestillet med en psykiater.