Rørt Stine Rex gennemfører vanvidsløb
Stine Rex var første danske kvinde til at kvalificere sig Badwater Ultramarathon i Death Valley i USA. Nu har hun tilmed gennemført løbet som syvende bedste kvinde.
Jernkvinden Stine Rex krydsede i dag målstregen ved dét, der af mange betegnes som verdens hårdeste ultraløb.
Det afsluttende bjerg på 2500 højdemeter trak tænder ud, men efter lidt over 34 timer var nordjyden i mål - endda som syvende hurtigste kvinde.
Det var en rørt Stine Rex, som TV2 Nord talte med umiddelbart efter løbet.
- Det er megafedt. Jeg har fået sådan en fin trøje. Og så har jeg fået sådan et skilt her, der svarer til en medalje. For mig betyder det sindssygt meget, fordi det betyder, at jeg har gennemført verdens hårdeste løb, og det er lidt sejt, siger Stine Rex, mens stemmen knækker en smule.
Løb i 50 graders varme
Det var natten til tirsdag, at Stine Rex snørede løbeskoene og begav sig ud på den glohede og ultrahårde 217 kilometer lange løbetur i ørkenlandskabet.
Undervejs har ultraløberen løbet i 50 graders varme. Trods det var humøret fortsat højt, da der manglede under 100 kilometer.
- Det er så stejlt, at jeg ikke kan løbe op ad det (bjerget, red.). Det går bare opad og opad, og der er så varmt i de her 50 grader. Men jeg skal bare i mål lige meget hvad, lød det fra Stine Rex.
Kortvarig krise
Med på sidelinjen var Stines mand Dan. Han hjalp undervejs sin hustru med at få mad og drikke, og så sørgede han for at køle hende ned. For varmen var voldsom.
- Hun havde lidt krise kortvarigt. Alle har været kamppresset på grund af varmen, og vi har hørt, at mange er røget ud, sagde han.
Men ud røg Stine Rex ikke. Den 43-årige nordjyde gennemførte som den første danske kvinde ultraløbet i USA.