Politikerne misbruger tillid
Lisbeth Lauritsen var hurtigt ude med sine valgplakater. Hun var nervøs for at alle de gode pladser i lygtepælene ville blive taget.
Tilliden bliver sat på prøve, når flere politikere vælger at hænge valgplakaterne op for tidligt og dermed trodse loven. Det mener byrådsmedlem i Aalborg, Jørgen Andersen.
Det nuværende byrådsmedlem i Aalborg, Jørgen Andersen (SF), overværede i går socialdemokraten Lisbeth Lauritsen, da hun hængte sine valgplakater op for tidligt. Han mener at politikerne misbruger tilliden når de bryder reglerne på den måde.
- Det er bare ikke i orden. Det er uetisk, siger Jørgen Andersen.
Flere steder i Nordjylland blev der hængt valgplakater op før det tilladte tidspunkt. Ifølge reglerne måtte valgplakaterne til kommunalvalget først blive hængt op i nat klokken 24. Men blandt andet i kommunerne Frederikshavn, Rebild og Mariagerfjord overtrådte politikerne reglerne. I Aalborg var den gal allerede klokken 17 på Dannebrogsgade.
Her så Jørgen Andersen med sine egne øjne, da Lisbeth Lauritsen fra Socialdemokratiet var i gang med at hænge sine valgplakater op.
- Jeg siger faktisk til hende, da jeg ser hende, at "Lisbeth, du bryder alle løfter. Nåh.. ja," svarer hun så og trækker på skuldrene og fortsætter ophængningen, siger Jørgen Andersen.
Handlingen var helt bevidst for Lisbeth Lauritsens (SOC. DEM.) vedkommende. Det gjaldt for hende om at få de gode pladser på lygtepælene.
- Vi er jo godt klar over, at reglerne er som de nu engang er og det tager vi selvfølgelig fuldt ansvar for - det var vi bevidste om, da vi hængte plakaterne op, forklarer Lisbeth Lauritsen til TV2/Nord.
Socialdemokraternes Thomas Kastrup-Larsen kom også for tidligt op i lygtepælene, men i modsætning til Lisbeth Lauritsen var det dog ikke planlagt.
- Jeg blev jo super træt af at se det ske. Vi har haft tillid til, at det her ville komme til at gå fuldstændig efter reglerne. Det viste sig så, at der var nogen, der ikke helt havde forstået det og så reagerede vi med det samme og fik dem til at pille plakaterne ned, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Se mere på TV2/Nord klokken 19.30.