Pokalchok: Viborg sendte AaB ud
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
AaB er færdige i pokalturneringen i fodbold allerede efter 2. runde. 1. divisionsholdet fra Viborg slog AaB 8-7 efter straffesparkskonkurrence.
AaB balancerede på kanten af knock out allerede i den ordinære kamp. Anders Hvilsom bragte Viborg foran med 1-0 i 1. halvleg.
AaB pressede og pressede for en udligning, men først i kampens sidst minut lykkedes det at få bolden i nettet. Nicklas Helenius stod for den vigtige scoring.
I den forlængede spilletid lignede det den forventede sejr til superligaholdet. Kenneth Emil Pedersen bragte AaB foran med 2-1, men Viborg fandt de sidste ressourcer frem, og få minutter før tid udlignede Anders Hvilsom til 2-2. De to hold endte dermed i straffesparkskonkurrence.
De to holds skytter ramte plet på de første 10 spark. Thomas Augustinussen var AaBs sjette skytte, og han sparkede uden kraft. Viborg-målmanden reddede. Herefter nærmest trillede Pimpong sejren hjem til Viborg på kampens sidste spark.
Viborg er klar til 3. runde.