Kort Nyt

På med solcremen: Glæd dig til 17 graders varme i dag

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder - et sikkert tegn på forår.

Du kan også roligt lade de glade forårsfornemmelser sitre gennem kroppen tirsdag, hvor temperaturerne kommer helt op på 17 grader i Nordjylland.

- Dagen er startet lunt, og selv om der vil være skyer det meste af dagen, burde der være mulighed for at få lidt sol - især først på dagen. Vi kommer op på omkring 15 grader i løbet af formiddagen, fortæller TV2s vejrvært Andreas Nyholm.

Ude vestpå omkring Thisted kan der komme et par smådryp - som det eneste sted i Nordjylland. Resten af regionen holder sig tør hele dagen. 

- Det er vi ret sikre på - også helt op af eftermiddagen, lover Andreas Nyholm.

Så endelig - efter en lang vinter - kan vi komme med det gode råd:

- Hus solcremen, for trods skyerne kan solen trænge igennem dem.

Du får solen at se fra tid til anden i dag. VIDEO: TV2 Vejr

Togkaos fortsætter: Men der er godt nyt for nogle

Togdriften har været præget af store problemer torsdag og fredag, hvor der har været udfordringer med signalsystemet. Og nu bliver weekenden også påvirket af problemerne.

- Meldingen er, at der ingen umiddelbar bedring er i sigte, lyder det fra direktøren hos Nordjyske Jernbaner, Martin Sort Mikkelsen, om et strategimøde, der netop er blevet afholdt hos Banedanmark.

Udfordringerne og den dystre melding om, at løsningen ikke er lige om hjørnet, betyder, at der vil være timedrift hele fredagen og resten af weekenden.

Dog kan NT klokken 14.43 oplyse, at der er lidt godt nyt at spore.

Togene mellem Frederikshavn - Skagen og Hjørring - Hirtshals er nemlig begyndt at køre efter den normale køreplan igen.

'Og det forventer vi, at de bliver ved med, selvom det stadig driller andre steder,' skriver NT.

Snart kan flere vente et barn

Mette Frederiksen lovede i årets nytårstale hjælp til barn nummer to, og nu ti måneder senere kommer den.

En aftale mellem regeringen og Danske Regioner blev indgået i juni og fra søndag den 1. december træder aftalen i kraft. Region Nordjylland udvider dermed behandlingsmulighederne, så Fertilitetsenheden på Aalborg Universitetshospital kan hjælpe ufrivilligt barnløse til at få barn nummer to.

- Vi er klar til at håndtere den øgede efterspørgsel, både ved at styrke hospitalet og ved at udnytte samarbejdet med private aktører, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V). 

Indtil nu har ufrivilligt barnløse, der har ønsket barn nummer to, selv skullet betale for fertilitetsbehandling i det private, hvis de ville have en lillesøster eller lillebror. De private fertilitetsklinikker kommer dog stadig til at spille en rolle for at sikre fleksibilitet og kort ventetid. Regionen har altså mulighed for at henvise kvinder til private fertilitetsklinikker - dog uden egenbetaling.

Region Nordjylland har desuden ansat flere sygeplejersker, speciallæger og andet fagpersonale for at imødekomme den øgede efterspørgsel.

52-årig fundet død

Den 52-årige mand, som Nordjyllands Politi har ledt efter i Rørbæk ved Nørager siden torsdag formiddag, er blevet fundet død fredag middag.

Det skriver Nordjyllands Politi.

Findestedet var beliggende i et å-område omkring Rørbæk, og politiet skriver, at der ikke er noget ved fundet af manden, som giver anledning til at mistænke, at der skulle ligge en forbrydelse bag.

Man skriver desuden at de pårørende er underrettet, og at man afvente endelig identifikation af pågældende samt retsmedicinske undersøgelser.

'Politiet takker ligeledes for offentlighedens hjælp i sagen', afslutter man.

Familien havde ikke set den 52-årige siden mandag.

Spor var spærret i Limfjordstunnelen

Opdatering: Kort tid efter blev spærringen af sporet ophævet, og der er dermed frit farbart igen for trafikanter i Limfjordstunnelen.

Der er en havareret bil i Limfjordstunnelen, hvorfor der er et spor spærret og dermed kun to spor farbare.

Det melder Vejdirektoratet via Deres trafikkort klokken 09.51 fredag formiddag.

Det er det højre spor i nordgående retning, der er spærret, og vejhjælp er på vej til stedet. Hvilke trafikale udfordringer det yderligere giver, oplyser Vejdirektoratet ikke.

Efterlyst kvinde fundet: Hun var på plejehjemmet

Der har været en større eftersøgning i gang natten til fredag og fredag morgen.

Her har Nordjyllands Politi med hundepatruljer, droner og helikopter forsøgt at finde en 91-årig dement kvinde, som efter sigende skulle være gået fra det plejehjem, som hun bor på i Sindal.

Nu er kvinden imidlertid fundet.

- Hun er i god behold og har ikke lidt skade, forsikrer vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.

Det var hverken drone eller helikopter, der fandt frem til kvinden. Hun blev nemlig fundet på plejehjemmet. Det oplyser vagtchefen.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen fredag klokken 02:03. Her lød beskeden, at kvinden var gået fra plejehjemmet klokken 01:00.

Politiet bad borgerne i området om hjælp, da de satte eftersøgningen i gang.